Jeg har aldrig læst noget af Glen Cook, og det er egentlig for dårligt, for han har skrevet fantasy og sci fi, siden Sauron var ond … undskyld ung! Glen Cook er født i 1944 og er således en af de ældre fantasyforfattere på markedet. Han debuterede i 1984 med fantasy serien ‘The Black Company‘, som består af 10 bind. Såe … det er ikke lige der, jeg starter. Istedet har jeg hjemkøbt stand-alone romanen ‘The Tower of Fear’ for at se, hvad ham Glen Cook så kan. Anmeldelse følger her på bloggen, når jeg har ædt mig igennem de 375 sider, som denne lidt ældre fantasy bog fra 1989 fylder. På omslaget står der at læse om bogen:

The city of Qushmarri is uneasy under the rule of the Herodians – short, balding men whose armies would never have conquered the city had not the great and evil wizard Narkar been killed and sealed in his citadel; had not the savage nomad Datars turned coat and sided with the invaders; had not some traitor opened the fortress to them.

Not many would welcome the return of the old religion, the bloody return of wizardry … but there are some patriots who would accept the return of the devil they know, if it meant the return of independence.

Det lyder sådan set meget lovende i mine ører – bortset fra at egenavnene minder om noget, Tolkien kunne have skrevet på en dårlig dag. The evil wizard Narkar …? Arj men altså … nå, men det kan jo sagtens være en god bog alligevel, for Glen Cook er blevet ved med at skrive helt frem til år 2010, hvor hans sidste bog, ‘Surrender to the will of the Night udkom’, så han altså kunne skrive. Jeg er i hvert fald spændt på at stifte bekendtskab med ham!

Hvis du kender noget til Glen Cook, er du velkommen til at droppe mig en kommentar i kommentarfeltet nedenfor!

I morgen, den 29. september 2011, får Ronal Barbaren premiere. Ronal Barbaren er en dansk animationsfilm produceret af Einstein Film, der udgøres af nogle af de folk, der også står bag Terkel i Knibe og Rejsen til Saturn. ‘Ronal Barbaren’ er allerede solgt til flere lande, og jeg håber oprigtigt, at den får succes både herhjemme og internationalt – også selvom jeg ikke har set den endnu. Jeg forventer mig dog meget, for skal man dømme ud fra både ‘Terkel i Knibe’ og ‘Rejsen til Saturn’, så venter der biografgængerne en god oplevelse – også selvom jeg personligt synes, at Claus Deleurans vanvittige tegneserieudgave af ‘Rejsen til Saturn’ fra 1977 er bedre end filmen – som dog langt fra er ringe. Faktisk borger den høje fortællemæssige kvalitet af både Terkel i Knibe og Rejsen til Saturn efter min mening godt for Ronal Barbaren. Traileren, som kan ses nedenfor, giver også forhåbninger om både en god historie og et godt grin!

Resume af handlingen i Ronal Barbabaren – ingen spoilers
Ronal Barbaren er en ung barbar, som er knap så præget af svulmende muskler, som sine pumpede stammefæller. Ja, faktisk er Ronal udpræget tyndarmet.

Ronal må dog på trods af sin lidet overbevisende fysik gribe til våben, da den onde fyrste, Volcazar, bortfører de andre barbarer med undtagelse af Ronal.

Ronal drager modvilligt i krig med Volcazar. Med sig har han skjalden Alibert, en amazone ved navn Zandra – smuk og dødbringende – samt den fimsede Elric, som er elvervejleder. Hvordan det kommer til at gå, må tiden vise, men at dømme efter kommentaren: “Når man går på togt, gælder det mere om at have store nosser frem for store overarme”, som man kan høre i traileren nedenfor, så skal det nok blive sjovt at følge! Desuden har Ronal nok den ømmeste læder g-streng, jeg længe har set … ikke at jeg dog ser sådan nogle særlig tit, vil jeg godt understrege!

P.S. jeg håber, du nød scenen, hvor der ryges bong af et kranium!

David Andrew Gemmell (1 August 1948 – 28 Juli 2006) var en britisk fantasyforfatter og journalist. David Gemmell debuterede i 1984 som fantasyforfatter med den heroiske fantasy bog Legend. Legend er den første bog i David Gemmells Drenai serie, som består af følgende værker:

Legend (1984)
The King Beyond the Gate (1985)
Waylander (1986)
Quest for Lost Heroes (1990)
Waylander II: In the Realm of the Wolf (1992)
The First Chronicles of Druss the Legend (1993)
The Legend of Deathwalker (1996)
Winter Warriors (1996)
Hero in the Shadows (2000)
White Wolf (2003)
The Swords of Night and Day (2004)

Jeg har læst de første fire bøger i serien, som alle er rendyrket heroisk fantasy. Dvs. masser af action – ja, faktisk næsten udelukkende action – og karakterer, der er kendetegnet ved ikke at reflektere alt for voldsomt over tingene, før de slår på tæven. Den slags fantasy kan godt gå hen at blive kedelig, men David Gemmell skriver for godt til, at det rigtig bliver tilfældet. Drenai bøgerne kan ikke måle sig med de mere raffinerede og komplekse fantasyromaner, der udkommer i disse år, men det betyder ikke, at de ikke er underholdende.

Drenai bøgerne: handling og stil
Som læsere møder vi mange forskellige personer i Drenai sagaen, og mange af bøgerne kan sagtens stå alene. Fx handler Legend om et stammefolk ved navn Nadir, der angriber Drenai imperiet. Nadirfolket angriber via et pas, der bliver forsvaret af 10.000 mand, mens angriberne har 500.000 soldater til rådighed. Opgaven bliver nu at holde passet i tre måneder, så Drenai imperiet kan nå at træne en hær. Til at hjælpe sig har forsvarerne den legendariske kriger Druss the Legend – en alt andet end kedelig personage. Hvorvidt forsvaret lykkes eller ej, vil jeg ikke gå i detaljer med her.

Den næste bog i serien The King Beoynd the Gate udspiller sig hundrede år senere, hvor Drenai imperiet styres af herskeren Ceska, som bevarer magten ved hjælp af monstre, som han frembringer ved at blande mennesker og dyr (man kommer til at tænke på Dr. Moreaus Ø). I og med at bogen foregår hundrede år senere end den foregående, er det nogle helt andre helte, der skal kæmpe mod ondskaben. Og sådan er det med mange af bøgerne i Drenai serien.

Til gengæld er bøgerne meget ens, når det kommer til den måde, hvorpå personerne er skruet sammen og agerer i fortællingerne. Ikke at de er ens. Men David Gemmell gør meget ud af at præsentere for os for handlekraftige krigere, der kan tage sagen i egen hånd og slagte mindst en bataljon af fjendens soldater, før de så meget som begynder at perspirere (okay, overdrivelse fremmer forståelsen). Som sagt kan den slags heroisk fantasy godt gå hen at blive kedelig. Men Gemmell skriver som sagt så godt og levende, at det ikke sker i dette tilfælde. Sidder du derfor med tømmermænd og ugidelighed på en solrig søndag, hvor du ikke orker at gå ud, så tag istedet at dykke ned i Drenai-serien. Den er den perfekte medicin. Vil du gerne blive klog af det, du læser, så læs noget andet …

Den med Jaime Lannister virker da meget morsom ...

Det måtte jo komme – humoristiske parafraser på Game of Thrones. I dette tilfælde er der tale om en illustrator ved navn Yehudi Mercado, der har kombineret karakterer fra Muppet Show med dem fra Game of Thrones. Personligt har jeg aldrig rigtig fået begyndt på det der Muppet Show – og ja ja, jeg ved det godt. En fejl i min opdragelse. En mangel i min dannelse. Et kulturelt sort hul. Men jeg så altså bare ikke vanvittig meget tv i min barndom …

Nå, men uanset om jeg personligt kan nyde alle de subtile referencer i billederne, så skal I, kære læsere, altså ikke snydes for et kig. Billederne kan findes her – og de er om ikke andet rigtig flot tegnede. Hvorvidt det så rent faktisk er morsomt, vil jeg lade jer om at afgøre. Smid endelig en kommentar med jeres holdning! Så kan I hjælpe mig med at blive lidt klogere på Muppets …

© 2013 FantasyBøger Suffusion theme by Sayontan Sinha