FantasyBøger

Titel: Metro 2033
Forfatter: Dmitry Glukhovsky
Oversætter: Jan Hansen
Originalsprog: Russisk
Forlag: Cicero
Sider: 538
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2012
Alder: Voksne
Køb: Paperback
Karakter ★★★★★★

Dmitry Glukhovskys Metro 2033 udkom oprindeligt på forfatterens blog, men sidenhen er den udkommet som bog (første gang i 2005), og i 2009 havde den solgt over 400.000 eksemplarer. Nu har Cicero så oversat Dmitry Glukhovskys postapokalyptiske fortælling til dansk, og jeg håber, at Metro 2033 også bliver en succes i Danmark.

Handlingen i Metro 2033 udspiller sig i Moskvas metro efter en atomkrig. Moskva ligger i ruiner, og det, der engang var gader, huse, parker og pladser domineres nu af aggressive muterede livsformer – og de er sultne! Under jordens overflade, i metroen, lever nogle få tusinde overlevende mennesker, som ikke er muteret. En af dem er hovedpersonen, den unge mand Artjom, der akkurat nåede at blive født, før apokalypsen indtraf. Artjom var dog så lille, da verden gik under, at han stort set intet husker fra den tid. Med andre ord er han en førstegenerations metroboer. Metroens beboere har taget ophold på de forskellige stationer, der efterhånden hver især er begyndt at fungere som små lande i sig selv. Nogle er en del af samme forbund, fx den sammenslutning af stationer, der udgør det mægtige Hanseforbund, mens andre stationer klarer sig selv. Dette gælder Artjoms station VDNKh, der er metroens nordligste.

VDNKh kommer tidligt i bogen under angreb fra nogle af de muterede livsformer fra jordens overflade, og Artjom får til opgave af en stalker ved navn Hunter at skaffe hjælp til den trængte station. For hvis VDNKh falder, ligger resten af metroen åben for angriberne. At være stalker er i parentes bemærket en profession i metroen – ikke en ”hobby”, som vi kender det fra virkeligheden. Jobbet indebærer i al sin simpelhed, at stalkerne med livet som indsats ifører sig beskyttelsesudstyr og tunge våben og bevæger sig op på overfladen for at sanke brændstof og andre fornødenheder, som den hedengangne menneskehed har ladt tilbage.

Vækker mindelser om den klassiske utopi
For at skaffe hjælp til VDNKh må Artjom rejse til den sagnomspundne station Polis, der ligger i metroens hjerte og har et meget højere teknologisk og levemæssigt stade end VDNKh. Hvis nogen kan hjælpe, er det Polis. I Moskvas Metro anno 2033 er det dog ikke nogen nem sag at bevæge sig rundt mellem de forskellige stationer. Hver station har sin egen ideologi og ligger ofte i krig med nabostationerne. Nogle er kommunister, andre fascister og atter andre grunder deres magt i mægtige handelsimperier. Artjoms rejse bliver på den måde en rejse igennem menneskets og historiens mange uhensigtsmæssige politiske systemer – primært fra det 20. århundrede. Dermed leder rejsen tankerne hen på den klassiske utopiske roman, som blev indstiftet af Thomas More i 1516 med romanen Utopia, hvor vi igennem en fremmed tilrejsendes øjne bliver inviteret inden for i idealsamfundet.

Det er dog kun formen på historien i Metro 2033, der på den måde er utopisk. Vi møder godt nok igennem Artjom hele tiden nye politiske systemer, som bliver forklaret for ham af de fastboende, ligesom det er tilfældet i en utopisk roman. Systemerne er dog for den blot nogenlunde velorienterede læser velkendte, og mange af dem – fx nazismen – har historisk set vist deres mangler i form af tendenser som radikalisme og umotiveret fremmedhed. På den måde bliver Metro 2033 en parodi på utopien.

Dmitry Glukhovsky har valgt at lade Artjom reflektere over de mennesker og politiske systemer, han møder på sin vej, vha. nogle indre monologer, som til tider kan vare flere sider. Dette er faktisk både en af bogens styrker og en af dens svagheder. Det betyder, at handlingen bliver trukket noget mere i langdrag, end den moderne læser måske er vant til. Lidt som det er tilfældet i den udødelige russiske forfatter Fjodor Dostojevskivs Idioten, hvor karaktererne i særligt anden del af bogen bare taler og taler og taler. Men det er jo interessant for pokker. Og det fungerer faktisk glimrende, da det ofte er igennem Artjoms indre monologer samt hans samtaler med de mennesker, han møder, at menneskets dårskab udstilles allerstærkest. Og netop udstillingen af menneskets mange dårskaber er en af de ting, som Dmitry Glukhovskys Metro 2033 excellerer i.

At handlingen indimellem får trukket tempoet lidt ud, betyder dog ikke, at der ikke er en handling i Metro 2033. Det betyder heller ikke, at den ikke er spændingsmættet, for det er den. Artjoms tur igennem de mørke, kondensdryppende og isnende øde gange er i den grad nervepirrende skrevet. Og man ved aldrig, om de trusler, som han frygter, er virkelige eller indbildte, før de kommer snigende ud af mørket. Og så har jeg slet ikke nævnt slutningen, som er intet mindre end fantastisk. Og mere siger jeg ikke om den.

Jeg vil ikke kalde Metro 2033 for en dystopi, for dystopier afbilleder per definition en centralmagts undertrykkelse af de individer, der udgør befolkningen. Til gengæld er der tale om et bittertsandt portræt af menneskets mange fejl fremstillet i metroens klaustrofobiske mikrokosmos, som det ikke kræver meget fantasi at overføre på det makrokosmos, der hedder Jorden. Det er et portræt, der er både velskrevet, velovervejet og fundamentalt spændende. Og som jeg varmt kan anbefale.

Bemærk: Anmeldereksemplaret er stillet til rådighed af Cicero.