‘Ægte mennesker’ – svensk science fiction serie på DR1

Billedet fra "Ægte mennesker" er respektfuldt lånt fra DR's hjemmeside.

Ægte mennesker er en svensk science fiction tv-serie produceret af Sveriges Television i samarbejde med blandt andre DR. Tv-serien sendes fra den 5. juli 2012 hver torsdag kl. 21.55 på DR1. Ægte mennesker består af ti afsnit. Serien foregår i en nær fremtid, hvor forskere har udviklet robotter, der er så menneskelignende, at det er svært at kende forskel på robotterne (hubotter i seriens terminologi) og så de rigtige mennesker. Umiddelbart lyder det som om, at inspirationen dermed kommer fra Philip K. Dicks udødelige klassiker, Do Androids Dream of Electric Sheep, der er i 1982 blev filmatiseret under den lige så udødelige titel, Blade Runner, med Harrison Ford i hovedrollen. Blade Runner er næsten film noirsk med sin moralsk splittede helt og sin low-key belyste mis-en-scéne. Om det samme gør sig gældende for Ægte mennesker, ved jeg ikke endnu, men opfindelsen af de menneskelignende robotter – androider i Philip K. Dick-jargon – betyder i hvert fald ifølge beskrivelsen på DR’s hjemmeside, at menneskeheden lynhurtigt bliver delt op i en pro- og en anti-androide (hubot)-lejr, hvilket på sin side igen fører til konflikter helt ned på familieniveau, når forskellige familiemedlemmer vælger at tilslutte sig forskellige synspunkter. Desværre har jeg ikke fået set de første par afsnit af Ægte mennesker, men på torsdag skal jeg helt klart se, hvad det er med de der hubotter, som Svensk Television har sat i mediesøen, og så kommer jeg med en melding her på bloggen!

Her er et uddrag af DR’s beskrivelse af Ægte mennesker

Hvad sker der med vores liv og relationer, hvis vi udvikler robotter, der bliver så menneskelige, at man dårligt kan skelne dem fra rigtige mennesker? Hvis robotterne bliver så livagtige, at vi ligefrem knytter følelser til dem – og de måske endda begynder at gengælde vores følelser? Det spørgsmål stiller den svenske dramaserie ‘Ægte mennesker’, som nu får dansk premiere på DR1.
We are the robots
I en meget nær fremtid har forskerne udviklet menneskelignende robotter – såkaldte hubotter – der blandt andet fungerer som arbejdskraft, selskab og sexpartnere. For nogle erstatter de ligefrem kontakten med rigtige mennesker. Men de nye humanoide væsner skaber også konflikter, og en række menneskers liv forandres dramatisk af den nye teknologi.
Forskersønnen Leo og hubotten Niska leder en gruppe hubotter, der er blevet sluppet fri af deres ejere. Stik mod alle love er de frie hubotter blevet programmeret til at tænke og klare sig selv. De kæmper for at beholde deres frihed, men Leo og Niska er ikke enige om midlerne.

Tak til Facebookgruppen Dansk Fantastik Fans for det gode tip om Ægte mennesker. Hvis du læser dette her og endnu ikke er medlem af gruppen, kan jeg varmt anbefale at melde dig ind. Der er så mange rare og vidende folk i den gruppe.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *