Anmeldelse: Abaddon’s Gate af James S. A. Corey

Abaddon’s Gate er tredje bind i James S. A. Coreys space opera, The Expanse. I udkanten af solsystemet har en fremmed intelligens holdt sit indtog, og Jorden, Mars og Asteroidebæltet, der ellers har ligget i konflikt, må forsøge at nedtone deres interne uenigheder for i fællesskab at finde ud af, om menneskehedens eksistens er truet.

Abaddons Gate James S A CoreyTitel: Abaddon’s Gate
Serie: The Expanse
Forfatter: James S. A. Corey (pseudonym for Daniel Abraham og Ty Franck)
Forlag: Orbit
Sider: 539
Sprog: Engelsk
Originalsprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2013
Alder: Voksne
Karakter

Actionfyldt spaceopera med spænding på både de nære og de brede linjer
Abaddon’s Gate åbner med en tempofyldt sekvens i hvilken en ung mand fra asteroidebæltet mellem Mars og Jorden i et interimistisk rumskib suser af sted mod en intergalaktisk port, der har åbnet sig i rummet i udkanten af vores solsystem. Imellem den unge mand og porten befinder sig størstedelen af både Mars’ og Jordens flåder samt et ordentligt skrummel af et ombygget generationsskib fra asteroidebæltet – nu udstyret med våben, som nok er store og farlige, men som sidder på et skib, hvis konstruktion betyder, at det risikerer at gå i stykker, hvis de affyres. Hvad der mere præcist sker med den unge mand og resten af de tre flåder skal ikke afsløres her. Lad det være nok at sige, at fyren i det interimistiske rumskib sætter en kædereaktion igang, i hvilken porten udforskes med kaptajn James Holden og hans besætning af elskværdige slyngler i en bærende rolle.

Suspensefyldt opbygning til det virkeligt storladne
Abaddon’s Gate foregår næsten udelukkende i rummet omkring og inden i den port, der er beskrevet ovenfor, og det mastodontiske rumskib fra astoroidebæltet spiller en central rolle, idet det indvendigt fungerer som kampplads mellem forskellige fraktioner, der har forskellige ambitioner i forhold til porten. Særligt samspillet (og modspillet mellem) de forskellige fraktioner fungerer godt i Abaddon’s Gate, idet det borger for en mere kompleks intrigestruktur end i forgængeren, Caliban’s War, der var mere lineær i sit plot. Også karaktererne byder på et godt og varieret galleri, der hver især udfylder deres plads i plottet på en måde, der skaber en ekstremt god fremdrift i fortællingen. Fx i form af den lettere livstrætte sikkerhedschef Bull og hans neurotiske kaptajn, hvis samspil giver en heftig og konfliktfyldt udvikling af fortællingen. Og det er det, Abaddon’s Gate og resten af The Expanse gør så nydeligt: konflikten, spændingen, fremdriften. Der er ikke tale om science fiction, som vil gøre sine læsere klogere. Formålet er at underholde. Og det lykkes. Det eneste, jeg savner, er, at sløret løftes lidt mere for, hvad der ligger bag porten – altså det virkelig storladne, der bygges op til. Jeg vil ud af solsystemet og se, hvordan resten af universet ser ud! Men det finder vi heldigvis ud af i næste bind, Cibola Burn.

One thought on “Anmeldelse: Abaddon’s Gate af James S. A. Corey

  1. Tak for anmeldelserne af The Expanse-bøgerne. Min interesse er da i hvert tilfælde fanget, så jeg regner stærkt med, at det ender med at jeg køber Leviathan Wakes med hjem fra Dubai i julen (der jeg som regel køber et godt lager fantasy, når jeg er dernede en gang imellem). 🙂

Leave a Reply to Anders Lassen Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *