Anmeldelse: Eventyret om fjeren og rosen af Josefine Ottesen

Titel: Eventyret om fjeren og rosen (udvidet udgave)
Forfatter: Josefine Ottesen
Forlag: Høst og Søn
Sider: 269
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2006
Alder: Børn
Karakter

De halverede mennesker
Eventyret om fjeren og rosen af Josefine Ottesen er en dansk fantasybog henvendt til børn. I Eventyret om fjeren og rosen følger vi Kongen over det Smukke Land og hans forsøg på at redde både sit eget rige og Fuglelandet fra at blive opslugt af det mørke, som breder sig fra Dybets Dronning. Før Kongen over det Smukke Land kan taget kampen op mod Dybets Dronning må han dog lære sig selv at kende – noget der ikke er helt let, når man har fået amputeret den kreative del af sin menneskelighed. Det forholder sig nemlig sådan, at indbyggerne i Det Smykke Land er gennemført praktiske individer, som generation for generation holder deres veje, huse og haver smukt ved lige, og som dyrker logiske og rationelle dyder, uden at dette dog fører til, at de udvikler samfundets teknologiske stade. Kort sagt er der tale om en art utopia, hvor status quo bevares til fordel for fællesskabets bedste, og hvor ingen træder uden for de givne normer. På nær kongen. Han har nemlig fra barns ben været glad for de historier, som trods alt fortælles til rigets børn, mens de er små. Hvor de fleste dog vinker farvel til historierne, når de når en vis alder, er kongen til gengæld blevet ved med at lytte til dem. Det betyder, at han har bevaret en snert af den nysgerrighed over for det ukendte, som ellers normalt præger mennesker, men som indbyggerne i Det Smukke Land er totalt foruden. Han er derfor mentalt præpareret, da prinsesse Ea fra det ellers glemte Fugleland en dag vha. af en fugleham krydser den udstrakte sump mellem de to riger og lander i Det Smukke Land, hvor hun møder kongen, som falder for hendes kunstneriske og lyse væsen – et karaktertræk, der kendetegner alle Fuglelandets indbyggere, som således står i komplet mental modsætning til Det Smukke Lands beboere. Efter Eas landing tager historien fart, idet Ea og kongen i fællesskab må sætte en stopper for Dybets Dronnings stigende indflydelse.

Klassisk eventyr
Josefine Ottesen har skåret Eventyret om fjeren og rosen over en klassisk eventyrskabelon, hvor karakterernes psykologi er kendetegnet ved at være ganske minimal, mens handlingsforløbet følger en hjemme-ude-hjem struktur, hvor de to hovedkarakterers projekt kombineres med en overgang fra barn til voksen. Herudover er historien som nævnt oven for krydret med en fjederham – en rekvisit vi også finder i fx folkeeventyret Germand Gladensvend. Ligesom i folkeeventyrerne er det også i Josefine Ottesens fantasy bog muligt at uddrage en morale om livet. Det er selvfølgelig op til hver enkelt læser, hvad man måtte mene, at denne morale er, men for undertegnede er det oplagt at pege på budskabet om, at hele mennesker rummer både vrede og tilgivelse. Mod og fejhed. Kærlighed og had. Med andre ord: vi er bipolære væsner, og det giver ikke mening at tale om hverken godt eller ondt, hvis ikke vi forstår begge begrebers modsætning. Men nu er det jo en børnebog, der er tale om, så det bliver måske lige højtravende nok at fokusere på den del af moralen i bogen. For når man er otte-ti år gammel, vil man egentlig helst bare høre en god og gribende fortælling. Og her skuffer Eventyret om fjeren og rosen ikke. Selv som voksen læser var jeg igennem store dele af de 269 sider optaget af, hvad der nu skulle ske. Selvfølgelig var der passager, hvor jeg savnede noget mere kompleksitet, men det er kun fordi, jeg ikke er en del af målgruppen. Hvis jeg var en purk på otte-ti år, er jeg sikker på, at jeg igennem hele fortællingen ville have været totalt opslugt af Eventyret om fjeren og rosen.

Denne anmeldelse kommer også på Himmelskibet

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>