Anmeldelse: Heir of Novron af Michael J. Sullivan

Titel: Heir of Novron
Serie: The Riyria Revelations
Forfatter: Michael J. Sullivan
Originalsprog: Engelsk
Forlag: Orbit
Sider:
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår:
Alder: Voksne
Køb:
Karakter

Heir of Novron er tredje og sidste bog i Michael J. Sullivans serie The Riyria Revelations. Michael J. Sullivan startede med at udgive sin fantasy selv, men siden har forlaget Orbit købt rettighederne. Heir of Novron har ligesom de to første bøger i serien makkerparret Royce Melbourn og Hadrian Blackwater som hovedpersoner. I seriens tredje bind har det nye imperium med kirken i spidsen så småt konsolideret sig og agter nu at fejre sin sejr ved at brænde Prinsesse Arista på bålet for hekseri. Det er dog ikke en plan, som Royce og Hadrian har tænkt sig at lade bære frugt, og de har da også et es i ærmet, idet de har fundet den gamle kejser Novrons rigtige efterkommer.

Fra small time til episk
The Riyria Revelations starter i det små i den forstand, at verdenen, som handlingen er sat i, i første bind kan forekomme temmelig lille. Det ændrer sig dog meget i både bind to og tre, og særligt i bind tre folder Michael J. Sullivan sig ud som en solid world builder, der ikke blot formår at beskrive en interessant og mangfoldig verden, men også formår at få flettet selv samme verden og dens historie godt og grundigt ind i plottet. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at vi endelig hører om de hemmelighedsfulde elvere i dette bind. Uden at sige for meget, kan jeg afsløre, at de kommer til at spille en central rolle.

Som i de foregående to bind (med undtagelse af allerførste del af første bind), er bøgerne velskrevne med en god pacing, hvor beskrivelse og beretning veksler godt, så læseren både når at danne sig en forestilling om, hvordan verden ser ud, samtidig med at handlingen ikke går i stå. Dog er der én ting, der irriterer mig ved beskrivelserne, og det er manglen på ydre personkarakteristikker. Mange af personernes udseende kunne efter min mening godt være grundigere beskrevet, da fysiske attributter i høj grad er med til at danne en læsers indtryk af en person. Herudover kunne jeg også godt ønske mig nogle heltetyper, der var en smule mere flossede i kanten. Selvom Royce har en dunkel fortid, har han og Hadrian en lidt forudsigelig tendens til altid at gøre det rigtige. Det gør sig gældende i alle tre bind, men særligt i tredje bind trænger man efterhånden til, at de opfører sig lidt egoistisk. Det ville give bøgerne mere kant, og det er grunden til, at fjerde bind kun får fire stjerner herfra. Det betyder dog ikke, at der er tale om en dårlig bog – blot at Michael J. Sullivans fantasy står lidt i stampe i trilogiens sidste og afsluttende værk. Et værk jeg i øvrigt var fint underholdt af.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>