Anmeldelse: Ildenglen af Laini Taylor

Titel: Ildenglen
Serie: Ønskekræmmerens datter
Originaltitel: Daughter of Smoke and Bone
Forfatter: Laini Taylor
Oversætter: Stig W. Jørgensen
Forlag: Bazar
Sider: 462
Sprog: dansk
Originalsprog: engelsk
Udgivelsesår (dansk): 2012
Alder: Teenagere / voksne
Karakter

Handlingen i “Ildenglen”
Laini Taylors “Ildenglen” har den unge kunststudine Karou som hovedperson. Allerede ved første øjekast kan læseren se, at Karou ikke er hvem som helst. Hun har fuldkommen blåt hår. Og hun farver det ikke. Det har blot den farve. Og forklaringen viser sig hurtigt at være magisk. Ud over den påfaldende hårfarve har Karou også andre særegne sider. Fx er hun sendebud for kimæren Sulfur (et djævlelignende væsen), der lever i en anden dimension og laver halskæder af tænder fra både dyr og mennesker. Og så er der Karous opvækst og herkomst, som heller ikke ligner andre børns. Men dem vil jeg ikke komme ind på her, da de er en central del af den i øvrigt uforudsigelige og spændende handling. Hvad angår Sulfur betyder navnet i øvrigt svovl. Og det er ingen tilfældighed, at der på den mådes henvises til djævlen og den kristne mytologi, idet Sulfurs folk – kimærerne – igennem tiden har besøgt jorden og dermed været med til at danne grobund for opkomsten af menneskenes forestilling om himmel og helvede. Ikke alene byder “Ildenglen” altså på en historie, der er spændende og velskrevet. Nej, romanen kommer også med et opfindsomt bud på, hvordan religion i almindelighed og kristendom i særdeleshed kunne være opstået. Men for nu at vende tilbage til handlingen. I begyndelsen af “Ildenglen” bliver de portaler, som Karou benytter for at krydse over til Sulfurs dimension, angrebet og ødelagt, og i løbet af ganske kort tid bliver hun hvirvlet ind i en ældgammel og temmelig spændende kamp mellem to racer fra en anden verden. Mindre spændende bliver det ikke af, at Karou viser sig at have en forbindelse til netop disse racer og deres kamp. En forbindelse hun ikke kender ved romanens start, men som bliver til en integreret del af handlingen, og som har stor betydning for hendes udvikling som person. Og for fortællingen som helhed.

Velskrevet, original, spændende – og med dybde
“Ildenglen” er det, man normalt vil kalde paranormal romance. Altså i bund og grund en kærlighedshistorie med overnaturlige elementer. Jeg har læst nogle udmærkede og underholdende bud på den slags i form af både “True Blood” og “Soulfinders, Sky“. Men “Ildenglen” af Laini Taylor er by far den bedste roman, jeg endnu er stødt på inden for genren. Laini Taylor skriver med ægte indlevelse, hvad angår både karakterer, handling og beskrivelser. Når Karou bevæger sig gennem en bazar i mellemøsten, er man til stede som læser. Man mærker stedets atmosfære i form af dufte og lyde, samtidig med at man ikke er i tvivl om den forkærlighed Karou nærer til alle de små dingenoter og dimser, hun kan finde og købe af de forskellige handlende. Man ser simpelthen stedet gennem hendes øjne, hvilket er langt sværere at opnå for en forfatter, end det kunne lyde som om.

Kærlighedshistorien vil jeg ikke fortælle så meget om i denne anmeldelse, da det vil være for meget af en spoiler, men som alt andet i bogen er den velskrevet og vævet ind i den helhed, som fortællingen udgør. Og det er netop helheden, som Laini Taylor gør så forbandet godt i “Ildenglen”. Alt er vævet sammen i en spraglet og kulørt gobelin af rendyrket fortælleglæde, hvor hvert enkelt element i historien konstant spiller sammen med og støtter op om de andre. I den forbindelse er det også på sin plads at nævne en instans, som ofte bliver overset i anmeldelser: nemlig oversætteren. Uden Stig W. Jørgensens sprogligt levende og fængende oversættelse af “Ildenglen” havde det ikke været muligt på den måde at formidle den samme gode læseoplevelse på dansk, som det tilfældet nu. Stor ros for den præstation. Jeg venter spændt på næste bind i serien fra Laini Taylors hånd, der på engelsk bærer titlen “Days of Blood and Starlight”.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *