Anmeldelse: Mediatropolis af Freddy E. Silva

Udgives af Forlaget Valeta

Titel: Mediatropolis
Forfatter: Freddy E. Silva
Forlag: Valeta
Sider: 357
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2012
Alder: Ældre teenagere / voksne
Køb: på Saxo
Karakter

Handlingen i Mediatropolis
Mediatropolis er en science fiction-roman, hvis handling er hensat til år 2060. Her møder vi Nicholas King, der er uskyldigt dømt for mordet på sin kone og nu kan se frem til at henslæbe resten af sit liv i fængsel. Dog behøver Nicholas ikke at være bange for at komme til at kede sig, for han bliver hurtigt udvalgt til at være med i en slags gladiatorspil, der styres af den magtfulde mediekoncern, GigaMedia. I år 2060 er befolkningen i det ikke nærmere navngivne land, hvori historien udspiller sig, blevet forvandlet fra vore dages mere eller mindre selvstændigt tænkende individer til en samling brægende får, der komplet ukritisk slubrer reality-industriens tomme kalorier i sig med junkiens konstante trang til det næste fix. Og når det kommer til tomme realitykalorier er GigaMedias absolutte seerhit et voldeligt spil ved navn FuldMetal. Det minder lidt om rugby – blot spillet af straffefanger på en stålbane med en stålkugle, der agerer både bold og kasteskyts. Needless to say: FuldMetalspillere bliver sjældent særlig gamle. Det er nu op til Nicholas at holde sig i live på banen, mens han desperat forsøger at regne ud, hvem der i virkeligheden slog hans kone ihjel, så han kan hævne sig for sit ødelagte liv.

En stilistisk genrehybrid mellem crime-noir og dystopisk sci-fi
Mediatropolis fungerer generelt godt som roman. Nicholas’ historie er de allerfleste steder spændende og medrivende, og selvom størstedelen af handlingen foregår i GigaMedias fængsel, er der tilstrækkelig mange flashbacks til, at det omkringliggende samfund får form og farve, så man som læser kommer ind under huden på Freddy E. Silvas fremtidsverden. Romanen benytter sig af en tredjepersonsfortæller med alvidende træk, hvilket fungerer fint, idet det netop giver lejlighed til at lave omtalte flashbacks og dykke ind i karakterernes hoveder, når det er påkrævet for at formidle deres indre liv. Dog kunne jeg alligevel godt have forestillet mig romanen fortalt af Nicholas som jeg-fortæller. Det skyldes, at fortællerstemmen generelt har en hårdkogt detektivstil i sin beskrivelse af særligt bymiljøet. Og den slags fortællerstemmer på det nærmeste tigger og beder efter at blive tilknyttet en bestemt karakter, idet den bliver meget personlig i sit verdenssyn. Her er et eksempel på en (meget vellykket) noir-beskrivelse af byens nedre lag:

Sam stod op ad en løs holdestang i en tung dunst af gammel olie, jern og hundrede passagerers gennemvædede uld. I et tog fuldt af storbyens B-liste var det parfumeopskriften på nederlag.

Netop denne særlige stil mestrer Freddy E. Silva i høj grad, men efter min mening ville den som sagt have fungeret bedre, hvis den blev koblet med en jeg-fortæller. Dog forstår jeg godt valget af tredjepersons-fortælleren, da det giver bedre muligheder for at lave flashbacks og springe i tid og sted. Men alligevel … mht. det sproglige fungerer Mediatropolis generelt godt, og det er ikke så ofte, at man stopper op og undrer sig over formuleringer. Det sker dog alligevel indimellem, at sproget bliver en anelse tungt. Som fx i dette uddrag:

Han vidste, han fysisk havde en del at byde på: Han var bredskuldret og muskuløs på grænsen til tvivl, om det var naturligt, eller om han havde taget ‘krudt’ – anabole steroider.

Heldigvis hører ovenstående til sjældenhederne, så betydningen for helhedsindtrykket er minimal, men jeg synes alligevel, det bør nævnes, da det sine steder bryder læseflowet en smule.

Små skønhedsfejl, men generelt en vellykket roman
Som tidligere nævnt fungerer Freddy E. Silvas verden ganske glimrende. Man ser den for sig og smager indimellem næsten den olieagtige regn på tungen i byens beskidte undergrundskvarterer. Dog er der særligt én ting, jeg undrer mig over, og det er brugen af begrebet sendetid (i forbindelse med GigaMedias programmer). Jeg forestiller mig personligt, at om ca. 50 år fra nu vil netop et begreb som sendetid være passé, idet mediedækningen allerede i vore dage bevæger sig mod fleksible pakker, hvor man kan tilgå det indhold, der interesserer en, når det passer den enkelte bruger. Til gengæld er realitykritikken i mine øjne meget relevant, da der i hvert fald for øjeblikket ikke er noget, der tyder på, at tingene er ved at vende på den front. Her skriver Mediatropolis sig ind i en god, gammel naturalistisk tradition og sætter en samfundstendens (måske endda et problem?) under debat. Og hermed kombinerer Freddy E. Silva på fineste vis underholdningsaspektet i Mediatropolis med nogle kalorier, der mætter mere end dem, som GigaMedia sprøjter ud i æteren i romanen. Og det kan vi godt lide her i firmaet, så herfra skal der lyde et tillykke til Freddy E. Silva med en velskrevet roman, der måske nok har et par skønhedsfejl, men som overordnet set fungerer glimrende i forhold til både underholdning og eftertanke.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *