Anmeldelse: Metro 2034 af Dmitry Glukhovsky

Coveret til Metro 2034

Coveret til Metro 2034

Titel: Metro 2034 – forsvaret af Sevastopolskaja
Serie: Selvstændig fortsættelse af Metro 2033
Forfatter: Dmitry Glukhovsky
Forlag: Cicero
Sider: 318
Sprog: dansk
Originalsprog: Russisk
Oversætter: Jan Hansen
Udgivelsesår (dansk): 2012
Alder: Voksne
Karakter

Moskvas metro er sidste station for menneskeheden
Dmitry Glukhovsky er en russisk forfatter, der har fået succes med sine romaner om en atomkrigshærget verden, hvor de sidste kendte overlevende mennesker bor i Moskvas metro og kun i sjældne tilfælde vover sig op på jordoverfladen, der siden den nukleare apokalypse er blevet overtaget af brutale muterede livsformer, som kan knuse hvert et ben i en voksen mands krop, mens de åndsfraværende piller næse med kløer på størrelse med sværd. Nogle få vovehalse sætter dog livet på spil for at hente diverse livsfornødenheder ned i metroen – det være sig fx benzin, geværer, gamle køkkenmaskiner og den slags civilisatoriske behageligheder. Disse vovehalse kaldes stalkere. Og den berømteste af dem alle bærer det mandige tilnavn Hunter. Hunter havde en prominent rolle i Metro 2033, og det samme er tilfældet i Metro 2034, hvor læseren møder ham som en dehumaniseret krigsmaskine med ét eneste formål: at redde metroens indbyggere fra enhver fare … uanset omkostningerne. I tilfældet Metro 2034 består faren i en epidemi, der er udbrudt på en af de metrostationer, hvor menneskene har slået sig ned. Epidemien er yderst smitsom og meget meget dødelig. Spørgsmålet, Hunter og hans følgesvende må stille sig selv, bliver derfor: hvilke ofre er det i orden at bringe for at redde den sidste rest af menneskeheden fra at bukke under for en aggressiv infektionssygdom? Skal man ofre nogle for at redde andre?

Stærkt setup … fodslæbende udførelse
Dmitry Glukhovsky behandler i sit dystopisk-apokalyptiske near-future scifi-værk et gammelkendt, men evigt aktuelt tema. Hver eneste dag må menneskeheden på både makro- og mikroplan træffe beslutninger, hvor et fåtal må lide, for at flertallet kan tilgodeses. Og problematikken bliver i Metro 2034 kun mere nærværende af, at det er hele menneskeracens eksistens, der står på spil. Bør moralske hensyn gøre sig gældende i en sådan situation? Eller skal man give køb på sin medmenneskelighed for at redde menneskeheden? De spørgsmål stiller Dmitry Glukhovsky i Metro 2034. Der kommer også en løsning på konflikten i historien, men noget endegyldigt svar på det moralske dilemma får vi som læsere ikke. Og det gør ikke noget, for det er ikke et spørgsmål, der nogensinde kan eller bør besvares endegyldigt.

Til gengæld filosoferer Dmitry Glukhovsky jævnligt over både stort og småt i løbet af romanen, ligesom det også var tilfældet i Metro 2033. Denne gang får den jævnlige filosoferen dog et omfang, der gør, at historien aldrig rigtig kommer igang. Plottet drukner simpelthen alt for ofte i stillestående passager. Som fx når en af hovedpersonerne, den ældre mand med det forpligtende tilnavn Homer, spekulerer over, hvorvidt en mundtlig fortælling, der videregives fra generation til generation, kan gøre ham udødelig. Vi kommer på den måde ind i hovedet på karaktererne, men det lykkedes mig desværre aldrig for alvor at komme ind under huden på dem og identificere mig med dem, hvilket i mine øjne er en skam, når nu romanen behandler et moralsk dilemma, hvor læserens forståelse af problemstillingerne i høj grad hænger sammen med en følelsesmæssig indlevelse.

Heller ikke den knugende uhygge, der var tilstede i Metro 2033, er rigtig at finde i efterfølgeren. Der er godt nok masser af drabelige monstre med, men mødet med dem bliver ikke på samme måde som i Metro 2033 bygget op, mens karaktererne bevæger sig stadig mere paranoide gennem de mørke og kolde tunneler under det sønderbombede Moskva. Istedet er det meste af handlingen henlagt til metrostationerne, hvor karaktererne bruger tiden på at diskutere de moralske dilemmaer, som læseren som sagt desværre aldrig rigtig begynder at indleve sig i. Alt i alt er der dermed tale om en roman med mange gode tematiske anslag og en miljømæssig setting i form af den hensygnende metro, der virkelig har fortællemæssigt potentiale. Blot halter romanen på plot- og identifikationsfronten, hvilket resulterer i de tre ovenstående stjerner, der indikerer en interessant, men indimellem noget langtrukken læseoplevelse.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *