Anmeldelse: Rise of Empire af Michael J. Sullivan

Titel: Rise of Empire
Serie: The Riyria Revelations
Forfatter: Michael J. Sullivan
Originalsprog: Engelsk
Forlag: Orbit
Sider: 756
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2011
Alder: Voksne
Karakter

Rise of Empire er bog nummer to i Michael J. Sullivans serie The Riyria Revelations. Første bind bærer titlen Theft of Swords, og min anmeldelse af den kan læses her. Michael J. Sullivan begyndte som selvudgiver, men er sidenhen på yderst velfortjent vis kommet i stald hos forlaget Orbit. I Rise of Empire følger vi ligesom i Theft of Swords de to mestertyve Royce Melborn og Hadrian Blackwaters forsøg på at stoppe en lurende katastrofe. Umiddelbart har katastrofen form af et kirkeligt kontrolleret imperium, der langsomt er ved at tage form, men i baggrunden ligger en større og mere tilsløret trussel og venter på at indtage scenen. I første omgang er det dog kampen mod Imperiet, der optager Royce og Hadrian. De hyres af den handlekraftige prinsesse Arista til at foretage en dristig rejse ind i fjendeland, og her møder de mere end blot imperiets lakajer, idet de kommer på en rejse, der lader dem stå ansigt til ansigt med krigeriske heksedoktorere samt en race af krigeriske goblinlignende væsner. Det kan umiddelbart lyde banalt at lade ondskaben manifestere sig i form af gobliner, men Michael J. Sullivan er en dygtig forfatter, og selvom gobliner er en slidt fantasytrope, lykkes det for ham at servere sine gobliner på en autentisk og overbevisende måde.

Rigtig god fantasy med enkelte små hår i suppen
Generelt skriver Michael J. Sullivan, som jeg også var inde på i min anmeldelse af Theft of Swords rigtig solid high fantasy. Hans verden åbner sig for læseren i et overbevisende tempo, og mytologien og historien, der ligger til grund for det hele, er sammenhængende og troværdig. Dog kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan det er lykkedes dværgeracen at bibeholde en meget forfinet håndværkerkultur, når de gennem utallige år er blevet undertrykt og forfulgt af menneskene. Den slags kræver en høj grad af social organisering. Men lad nu det ligge. Det rokker ikke ved, at historien er gennemført spændende. Hadrian, Royce, Arista og mange af de andre karakterer er velskrevne og skaber en umiddelbar identifikation, når læseren møder dem. Plottet er på nær enkelte steder uforudsigeligt og underholdende, og sproget er professionelt og velafbalanceret mellem beskrivelse og handling. Alt i alt ting der kendetegner god og velskrevet fantasy af den slags, der fører til abstinensfornemmelser og for lidt søvn. Indtil videre den bedste fantasy bog i Michael J. Sullivans Riyria Revelations serie.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>