Anmeldelse: Salt af Adam Roberts

Salt er Adam Roberts’ debutroman. Den udkom i år 2000 og omhandler koloniseringen af en planet, der på grund af sin mineralske komposition får navnet Salt, da kolonisterne ankommer og opdager, at de aldrig nogensinde mere kommer til at mangle omtalte krystallinske stof til deres æg …

salt adam roberts scifiTitel: Salt
Serie: Nej
Forfatter: Adam Roberts
Forlag: Gollancz
Sider: 248
Sprog: Engelsk
Originalsprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2000
Alder: Voksne
Karakter

When I go forwards you go backwards and somewhere we will meet.
Thom Yorke fra Radiohead synger i klagende falset ovenstående vise ord på albummet Ok Computer fra 1997, og selvom tidens tand har bidt lidt i den cd, som jeg skamhørte, da jeg var yngre, har ordene alligevel fulgt mig gennem tiden. De illustrerer på nydelig vis, hvordan to vidt forskellige verdenssyn kan ende med at ligne hinanden til forveksling, hvis indehaverne af benævnte syn ender med at ty til vold for at tvinge deres synspunkter igennem.

Salt er en til tider næsten lyrisk beskrivelse af koloniseringen af planeten med samme navn. Kolonisterne består af en række forskellige fraktioner, hvoraf de to mest fremtrædende leverer bogens hovedpersoner, der i dagbogsform fortæller læseren, hvorledes koloniseringen spænder af. Den ene af hovedpersonerne, Barlei, ender med at blive leder for Senaar, som er en kristen liberalistisk nation, mens den anden hovedperson, Petja, bliver en slags officielt symbol for det ellers gennemsocialistiske Als, der har perfektioneret en kommunistisk stat, hvor alt hierarki reelt er afskaffet, og som klarer sig ved, at en central computer udregner, hvilke borgere der skal lave hvad på et givent tidspunkt efter et rotationsprincip.

Superb brug af den upålidelige fortællertype.
Via en række skiftende dagbogsnotater følger vi først rejsen mod og siden koloniseringen af Salt. Barlei og Petja skiftes til at prise deres egen form for samfund, mens de kategorisk nægter at se bare det mindste forsonende træk ved modparten. Det bliver dermed et spørgsmål om tid, før det første skud løsnes mellem de to nationer, hvilket efterfølges af en konflikt, der er blændende i sin brutale meningsløshed samt de to lederes / ikoners manglende evne til at se, hvordan deres respektive samfund stille og roligt ændrer sig i takt med, at konfliktens voldsomhed tager til. Barlei misforstår fx kategorisk folkets frygt for ham og hans regime som hengiven opbakning, og han taler varmt om de familier, der med glæde flytter ud af deres huse, så han kan overtage de gode geografiske placeringer i det skindemokrati, som Senaar udvikler sig til. I Als tilraner Petja sig ikke magt på samme måde, men i kraft af sin iboende vilje til dominans er han med til at ændre Als fra det oprindelige kommunistiske Paradis (der i parentes bemærket bestemt ikke er fri for slanger) til noget, der begynder at minde om Barleis totalitaristiske styre.

Salts genialitet ligger ikke i et komplekst plot med høj spændingskurve og medrivende karakterer – eller sågar i en uforudsigelig slutning. Som nogenlunde almindeligt velorienteret kulturbruger fornemmer man hurtigt, hvor det bærer henad, og man overraskes ikke over bogens slutning, der dog ikke skal nævnes i detaljer her. Ja, nogle steder går plottet faktisk næsten i stå, når den ene eller den anden af de narcissistisk anlagte ledertyper sidder og filosoferer over deres egne fortræffeligheder. Nej, genialiteten ligger i den fuldkommen uundgåelige katastrofale udvikling, som kunne have været undgået, hvis blot en eller anden havde rakt hånden ud – eller i det mindste accepteret, at modparten adskiller sig fra en selv. Det er der bare ingen, der gør, og som læser forventer man det heller ikke, men sidder i stedet tilbage med en skrækblandet fascination af dette fantastiske lille stykke litteratur, der så præcist formår at spidde menneskets dårskab. De varmeste anbefalinger lyder herfra, men med det lille forbehold, at bogen godt kan være unødvendigt tung sine steder. Det er dog småting. Læs den. Og når du har gjort det, så husk forhåbentlig at se på dine medmenneskers irriterende forskelligheder i et forsonligt lys. Det prøver undertegnede i hvert fald.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *