Anmeldelse: Shadow’s Edge af Brent Weeks

Titel: Shadows Edge
Serie: The Night Angel Trilogy
Forfatter: Brent Weeks
Originalsprog: Engelsk
Forlag: Orbit
Sider: 636
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2008
Alder: Voksne
Køb: Paperback
Karakter ★★★★★★

Shadow’s Edge er den anden bog i Brent Weeks’ trilogi, The Night Angel. Shadow’s Edge tager tråden op fra første bind i serien, The Way of Shadows, som ender med, at den unge snigmorderlærling Kylar gør sig fri fra sin læremester Durzo Blint og bliver forenet med sin elskede Elene. I Shadow’s Edge drager Kylar og Elene bort fra Cenaria, der er blevet invaderet af Khalidoranerne fra nord for at starte på en frisk i byen Caernarvorn. Men Kylar har svært ved at slippe sit tidligere hverv som snigmorder og føler sig fanget i sit nye liv. Og det bliver ikke bedre af, at hans ven Logan Gyre har brug for hans hjælp. Logan Gyre er den retmæssige konge af Cenaria, men han er fanget i sit eget fængsel uden Khalidoranernes vidende, og den eneste, der er kompetent nok til at få ham fri er Kylar. Dette faktum i kombination med flere andre dramatiske hændelser fører til, at Kylars og Elenes fredelige liv bliver afbrudt stort set før, det er begyndt. For hvorfor skulle verdens bedste dræber leve i fred, når verdens ondeste erobrer sidder på tronen i førstnævntes erobrede land?

Solid action, troværdige karakterer og et spændende plot
Der gik ikke mange sider, før Shadow’s Edge fik slået kloen godt og grundigt i mig. Kylar og hans kvindelige snigmordermodpart, Vi Sovari, fungerer temmelig godt som karakterer, idet de har en fin balance mellem eftertænksom kompleksitet og straight forward beslutsomhed. Og samspillet mellem de to med fungerer også godt i kraft af en dobbelttydig tiltrækning kombineret med en god dosis gammelt nag, som gør, at de på en og samme tid graviterer mod og frastøder hinanden. Kigger vi lidt bredere på historien holder bogen også en fin balance mellem narrativ fremdrift og psykologisk motivation for karakterernes handlinger. Og så er det politiske spil mellem de forskellige landes og byers fraktioner detaljeret og originalt fundet på. Alt i alt er der altså tale om en god, solid fantasy bog. Dog savner jeg, at Brent Weeks har modet til at tage det skridt ekstra, som for alvor vil gøre den original. Måske noget mere dybde i nogle af miljøerne. Jeg vil fx gerne høre mere om den kvindelige magikerorden, der kalder sig “the Chantry”. De har potentiale til mere end den halvstore statistrolle, de pt. spiller. Og så er der fx heller ikke megen sproglig leg i denne fantasy bog. Ikke at sproget er dårligt, for det er det på ingen måde. Det er kompetent. Som alt andet ved bogen. Men det føles samtidig som noget, man har set før. Og Brent Weeks slår mig som en forfatter med tilstrækkeligt teknisk overskud og overblik til at drive det til mere end det. Hvad det er præcis, jeg mangler, har jeg svært ved at sætte ord på. Ud over, at jeg mangler at blive overrasket. Ikke af plottet. For det kan være svært nok at gætte. Og der er også masser af fart på. Jeg mener overrasket på sådan et helt fundamentalt plan. Af en nyskabelse. Som man jo per definition ikke kan sætte ord på, før man oplever dem. Når det så er sagt, så var jeg som sagt ganske opslugt af Shadow’s Edge, så ovenstående er blot et ønske om, at det, der var godt, kunne have været endnu bedre.