Titel: Empire in Black and Gold
Serie: Shadows of the Apt
Forfatter: Adrian Tchaikovsky
Forlag: Tor
Sider: 612
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2008
Alder: Voksne
Køb: Paperback
Karakter
Hvepsene kommer
Adrian Tchaikovsky præsenterer i sine fantasy bøger, Shadows of the Apt en forfriskende ny idé – et nyt take på fantasygenren, som kombinerer en steampunkinspireret teknologifascination med karakterer, hvis mentale og fysiske attributter er udformet på baggrund af forskellige typer af insekter. Hovedplottet i Shadows of the Apt udspiller sig omkring hvepsemenneskene, der i løbet af få generationer er gået fra at være små krigeriske nomadestammer til at blive et stort og stærkt imperium, der er i fuld gang med at opsuge resten af den kendte verden i sin magtstruktur. Hvepsene kan flyve og kaste med ildkugler fra deres hænder (et såkaldt “sting”), hvilket sammenholdt med deres disciplin og aggressivitet gør dem til stærke soldater. Andre menneskeracer i Shadows of the Apt besidder træk fra insektgrupper såsom biller, møl, sommerfugle, edderkopper og knælere. Stillet ansigt til ansigt med hvepsenes fremmarch er spørgsmålet nu, om disse andre menneskeracer kan overvinde deres gensidige mistillid og racefordomme og danne en samlet front mod hvepsene. En fin rigtig fin ide, som vækker mindelser om selvsamme problematik i virkelige krige – ikke mindst 2. verdenskrig.
Bogens hovedpersoner er en broget skare af personer, som hver især besidder deres egen unikke genetiske herkomst. Alligevel formår de trods deres racemæssigt indbyggede mistillid at arbejde mere eller mindre succesfuldt sammen om at udgøre en opposition til hvepsene. Det er dog mere, end hvad man kan sige, om deres racefæller, og som den lille gruppe de er, er det begrænset, hvad de kan gøre for at stoppe imperiets fremmarch. Deres ultimative mission bliver at vække resten af de splittede bystaters og nationers befolkninger, før det er for sent. Men hvepsene er konstant i halen på dem, og de er hele tiden nødt til at slå fra sig, hvilket resulterer i mange velskrevne og underholdende actionscener.
Psykologien halter
På trods af ovenstående ros til Shadows of the Apt har jeg et enkelt ankepunkt: karakterernes psykologi. Selvom ideen om forskellige menneskeracer baseret på forskellige typer af insekter er god, har den en enkelt akilleshæl, hvilket er den lidt rigide mentale tilstand i personerne. Adrian Tchaikovsky afskærer simpelthen sig selv fra at folde karakternes psykologi ud i en grad, så man til fulde kan identificere sig med dem, fordi han bruger så mange kræfter på at motivere deres psykologi i deres racemæssige forskelligheder. Det er lidt en skam, for det er stort set det eneste element, der mangler, for at hans fantasy bøger kommer helt op ringe, hvad angår læseoplevelsen. Det betyder dog ikke, at der er tale om en dårlig fantasyserie. Jeg var optaget af handlingen fra start til slut, og bøgerne får da også fire stjerner. Men jeg håber nu alligevel på bedre identifikationsmuligheder i de efterfølgende bind.








Tak for denne gode anmeldelse. Du har givet mig mere lyste til at gå igang med ham igen:D
Det er jeg da glad for at høre. Han er slet heller ikke så tosset