Anmeldelse: The Wise Man’s Fear

Titel: The Wise Man’s Fear
Serie: The Kingkiller Chronicle (dansk: Kongedræberkrønikken)
Forfatter: Patrick Rothfuss
Forlag: Gollancz
Sider: 994
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2011
Alder: Voksne
Karakter

Kvothe bliver (næsten) voksen
The Wise Man’s Fear er anden bog i Patrick Rothfuss’ fantasyserie The Kingkiller Chronicle. Bogen tager fat, hvor forgængeren, The Name of the Wind, slap. The Kingkiller Chronicle er oversat til dansk under titlen Kongedræberkrønikken. Det er Tellerup, der står for udgivelsen. Denne anmeldelse er baseret på den engelske udgivelse. Kongedræberkrønikkens hovedperson hedder Kvothe. Og Kvothe er ikke en hr. hvemsomhelst. Faktisk er Kvothe noget ganske særligt. Født af lavbårne gøglerforældre, hvis utidige død i en ung alder efterlod ham hjemløs og forarmet, har han alligevel formået at avancere socialt i kraft af sin intelligens og sine alsidige evner som både musikant og “artificer” (en person med evner, vi i vores virkelige verden ville betragte som magiske). Men Kvothes hurtige sociale opstigning, hans temperament og hans sans for retfærdighed har skaffet ham fjender. En af dem er Ambrosius – en medstuderende på Universitetet, hvor Kvothe studerer. Kvothes og Ambrosius’ ofte meget offentlige sammenstød resulterer i, at de begge må forlade universitetet for en stund, mens gemytterne køler ned efter deres seneste hanekamp. Det er denne periode – Kvothes og Ambrosisus’ fravær fra universitetet – som størstedelen af The Wise Man’s Fear omhandler.

Jeg vil ikke eksplicitere handlingen yderligere, end jeg har gjort ovenfor. Lad det være nok at sige, at Kvothes fravær fra universitetet kommer til at fungere som en dannelsesrejse, der skærper mange af hans allerede veludviklede talenter samt bibringer ham nye kundskaber. Det er derimod ikke en dannelsesrejse i den forstand, at han vender tilbage med et radikalt ændret syn på den måde samfundet og retfærdigheden hænger sammen på. Det gør dog ikke så meget, da seriens projekt ikke er at diskutere samfundets sammensætning, men derimod at portrættere en ung mand med usædvanlige evner og hans kamp for at klare sig samt på sigt at hævne sine forældres død. Dette projekt lykkes glimrende, hvilket ikke mindst skyldes, at Patrick Rothfuss benytter en rammefortæller (en ældre version af Kvothe) med bagudsyn til at fortælle sin historie. Denne rammefortæller er en tragisk skikkelse, der står i kontrast til den unge Kvothes ubændige gåpåmod. Uanset hvordan det måtte op eller ned for den unge Kvothe, har vi derfor som læsere hele tiden en fornemmelse af, at mørke skyer lurer i horisonten – et faktum, der giver fortællingen en fin og skærende kant. Patrick Rothfuss skriver i øvrigt glimrende, og på trods af nogle få lidt langtrukne passagerer midt i bogen er han aldrig i fare for at tabe sin læser. Det bliver til fem solide stjerne til Patrick Rothfuss. Det kunne have været blevet til seks, hvis vi havde fået løftet sløret en anelse for, hvad der ligger af tragiske begivenheder og venter forude. Men på dette punkt er Patrick Rothfuss lidt for tilbageholdende for min smag.

9 thoughts on “Anmeldelse: The Wise Man’s Fear

  1. Jeg er som såden enig i din anmeldelse men jeg syntes stadig det skal siges at jeg har lidt svært ved at se at han skal nå at runde alle de ting han har hintet vil komme i bøgerne, udover det bliver noget af en muresten af en bog, da jeg syntes ikke bogen rykker sig så meget historiemæssigt.

    • Det, synes jeg, du har ret i. Den der krig, vi hele tiden hører om, når vi har med rammefortællingen at gøre, er stadig meget mystisk og fjern, og alle de dystre ting, der venter Kvothe, er, som du siger meget på hint-planet. Så ja – han skal virkelig jampacke den næste bog for at få plads til det hele :)

  2. Er selv kun et par hundrede sider inde i den, men den forsætter i samme fantastiske stil som første bind. Vides der noget om, hvornår tredje og sidste bog forventes at udkomme?

    Og lige en lille sidebemærkning, så virker det til, at den på dansk også hedder Kongedræberkrønikken, og ikke Dragedræberkrønikken. :)

    • Den fortsætter stilen, det kan du være sikker på. Jeg har hørt fra nogle, der finder midterdelen en smule langtrukken, men jeg er ikke blandt dem.

      I øvrigt har du da ret i det med Kongedræberkrøniken. Det er vist en distraktionsbommert. Jeg ændrer det straks. Tak for hjælpen. :)

  3. Så blev jeg omsider færdig med den! Jeg synes bestemt ikke midten var langtrukken i nogen som helst grad. Tværtimod, så finder jeg denne bedre end den første, i og med, der kommer mere kant på mange af karakterene og Kvothes forhold til dem. Omend, bliver det en anelse episodisk, når han forlader universitetet, men hvorvidt jeg ser det som et kritikpunkt ved jeg endnu ikke, da det jo lige så vel kan være resultat af, det er den ældre Kvothe som fortæller. Jeg rammer nok også en 9/10, hvad karakter angår. :)

    Fik lige Gardens of the Moon ind af døren her i dag, men har både The Great Hunt og en Sword of Truth bog liggende, som jeg begge skal have læst. Dilemma, dilemma.

    • Godt at høre, at du også kan lide bogen. Patrick Rothfuss er en dygtig herre!

      Hvis du endnu ikke har læst hele Wheel of Time serien, så vil jeg næsten anbefale den. Det er altså også guf. Ikke at Gardens of the Moon ikke også er det. Personligt hælder jeg dog en anelse mere til Robert Jordan. Sword of Truth formåede aldrig at fange mig helt …

      • Rothfuss er bestemt dygtig! Jeg er især glad for det store arbejde han har lagt i sine karakterer, der alle virker meget troværdige.

        Sword of Truth svinger meget i kvalitet, og det er knap hver anden bog i serien, jeg finder læsværdig. Jeg har skam læst Eye of the World og den tog noget tid om at fange mig, men det kom den da også efter i bogens sidste halvdel. Nu fik jeg startet på Gardens of Moon, men kan mærke, det ikke er den optimale bog at læse mit i en hektisk eksamensperiode, så jeg vil følge dit råd og læse lidt mere Wheel of Time. :)

        • Wheel of Time er i hvert fald en serie, jeg synes, man kan slappe rigtig godt af med. Der synes jeg, Steven Eriksson kræver lidt mere tankevirksomhed. Ikke at det er skidt, men det passer bare bedre til nogle situationer end andre :)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>