Anmeldelse: “Tristan og Chiaki – Virus” af Lene D. Møller og Ronny Reffelt

Tristan og Chiaki – Virus er en science fiction-roman for unge. Jordens befolkning er blevet udryddet af en kunstig virus, og nu skal skurken stå til ansvar. Straffen udmåles af to af hans tidligere ofre …

Tristan og Chiaki - Virus Lene Moeller og Ronny ReffeltTitel: Tristan og Chiaki – Virus
Serie: Nej
Forfatter: Lene D. Møller og Ronny Reffelt
Forlag: Science Fiction Cirklen
Sider: 231
Sprog: Dansk
Originalsprog: Dansk
Udgivelsesår: 2013
Alder: Unge
Karakter

Überskurk udrydder verden
Tristan og Chiaki – Virus er en near future science fiction-roman for unge, i hvilken en skurkagtig størrelse ved navn ‘Direktøren’ har fået nok af menneskelig dårskab som fx forurening. Han har taget sagen i egen hånd, ladet udvikle en virus og sluppet den løs, hvorefter hele menneskeheden, på nær en promille, er afgået ved døden. Nogle få overlevere skraber sig igennem uden for de ødelagte byer, mens Direktøren samt hans udvalgte kumpaner afventer udrensningen i sikkerhed på nogle flyvende kolonier. Og så er der Tristan og Chiaki, der ved bogens start undslipper fra en af Direktørens forsøgsfaciliteter. De er begge blevet bortført af Direktøren som børn og har brugt de sidste fem år på kamptræning og genetiske behandlinger, der giver dem supersanser og -kræfter. De er immune mod virussen, og Direktøren håber at kunne bruge deres blod til at fremstille en vaccine, efter at de har været i direkte kontakt med den sygdomsbefængte luft uden for forsøgscentret. Der er nu selvsagt lagt op til kamp mellem Direktøren og hans tidligere forsøgsdyr.

God fremdrift, men med lidt bump på vejen
Tristan og Chiaki – Virus‘ stærkeste side er helt klart fremdriften i fortællingen, der går over stok og sten i den rimelig overbevisende postapokalyptiske setting, som de to forfattere har valgt. Flere gange glemte jeg, at jeg sad og læste og levede mig bare ind i historien. Men ikke hele tiden desværre, hvilket skyldes flere faktorer. Dels er der nogle plothuller – som fx det faktum, at en gruppe oprørere bruger morse for at undgå, at deres kommunikation bliver opsnappet af Direktøren. Men på et tidspunkt, da det bliver bekvemt for fortællingen, har en forræder pludselig en gang i fortiden etableret en forbindelse til Direktørens kolonier, så han kan morse til Direktøren. Det virker som en hovsaløsning, der går ud over troværdigheden på samme måde, som når en snigskytte i løbet af få minutter bevæger sig tre km væk fra sit mål for at ligge sig på lur. Det er langt at gå på så kort tid, og det er også temmelig langt at skyde, når vi trods alt ikke er længere ude i fremtiden. En sidste anstødssten er de lidt for mange slå- og stavefejl, som korrekturlæseren ikke har fået ryddet op i. Hver gang blikket falder på den slags, slår læseoplevelsen revner, og man skal starte indlevelsen fra ny.

Tristan og Chiaki fungerer til gengæld rimeligt som karakterer. Deres jagt på dels fortiden og dels Direktøren væves fint sammen. De bliver måske en anelse flade, fordi der er så meget fokus på plottet, hvilket gør, at karakterudviklingen står lidt i baggrunden, men som læser vil man de to det bedste, og det er vigtigt, når de er oppe mod så gennemført et dumt svin, som Direktøren viser sig at være. Alt i alt er Tristan og Chiaki – Virus en ungdomsbog med flere sympatiske træk og kvaliteter, der dog skæmmes lidt af ovenstående betragtninger. Jeg er sikker på, at den vil kunne underholde en masse unge læsere, men udførelsen mangler lidt for meget til, at den for alvor står som en altopslugende læseoplevelse.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *