Sven

Aiglans Garde dansk fantasyAiglans Garde, bind to i Abaddons Arv, er udkommet, og det blev fejret med en hyggelig aften på Løve’s Bog- og Vincafé i Århus
Torsdag den 30. maj udkom Aiglans Garde, og selvsamme aften lanceredes bogen ved et intimt arrangement på Løve’s i Århus. Jeg signerede bøger, sludrede med rare mennesker og læste lidt op. Og selvom jeg i min distraktion begyndte med en forkert passage, virkede det som om, de fremmødte blev grebet af historien – også selvom fantasy for voksne skrevet på dansk er noget, mange af os skal vænne os til – inkl. undertegnede, som oftest læser både fantasy og science fiction på engelsk. Men vaner er til at for blive udfordret, og nu er romanen skudt af sted til forskellige anmeldere rundt omkring. Jeg er spændt på at høre, hvad de mener om den. Meget spændt faktisk!

Men tilbage til receptionen. Jeg fik også for første gang lejlighed til – sådan i kød og blod – at møde min illustrator, som har gjort et kæmpe stykke arbejde med forsiderne til både Aiglans Garde og forgængeren, Vraggods. Ud over at lave fede illustrationer blogger hun også om bøger på ovenstående link. Det var super på den måde at være samlet både mig, min forlægger, illustratoren, familie, venner – og ikke mindst min fantastiske kone, der mere end én gang har måttet vige pladsen for Erik, Odd og Marlen, når jeg har fået en god ide, som jeg absolut bliver nødt til at arbejde på.

Retrospektivt var det det helt rigtige at gøre at markere udgivelsen med sådan en reception. Det markerer – i hvert fald i min bevidsthed – et tydeligt skift i fortællingens status fra manuskript til egentlig udgivelse. Ikke mindst pga. alle de mange lykønskninger og gode snakke, som jeg fik fra og med de søde gæster. Nogle gange garneret med en gæret drue eller to på flaske. Tusind tak for gaverne. Et par af dem har allerede vakt lykke i det lille hjem. Og flere af dem kommer helt sikkert til at gøre det hen over sommeren.

Aiglans Garde og Vraggods kan købes online på bl.a. Saxo.

Iron sky the coming raceFinsk månekultnaziscifikomedie lægger an til en toer
Timo Vuorensola, Johanna Sinisalo og Jarmo Puskala er finner med hang til det absurde, som i 2012 begik den usædvanlige bedrift at hitte forholdsvist bredt med filmprojektet Iron Sky, der næsten kun kan betegnes som B med B på. Successen skyldtes ikke mindst den virale hype, som finnerne formåede at skabe om projektet, og som i sidste ende kom til at betyde, at deres steampunkinspirerede komedienazister vandrede hen over lærredet i helt almindelige mainstreambiografer som fx Cinemaxx i Århus, hvor jeg selv var inde at se den.

Selvom mange nok vil hævde, at Iron Sky ikke er nogen mainstreamfilm, så var den dog alligevel skåret over en helt traditionel og Hollywoodsk fortællemodel, hvilket ifølge finnerne selv skyldtes de penge, der var blevet postet i projektet af etablerede kræfter. De ønskede dog ikke at gå mainstream-vejen, og derfor lægger de an til en toer, som i så høj grad som overhovedet muligt skal være crowdfunded, så de får så stor kunstnerisk frihed som muligt.

I den forbindelse har de oprettet en indsamling på dette link, hvor målet er at samle 150.000 dollar ind, hvilket jo bestemt er en overskuelig sum, når man taler filmproduktion – beløbet er da også blot beregnet på at finansiere den første del af produktionsfasen. Jeg regner selv med at donere lidt, og jeg håber, at læsere af bloggen her kunne blive inspireret til at gøre det samme, for personligt kan jeg sagtens holde til mere Iron Sky fra de gale finner. Og lad dem da endelig få det sidste ord i dette indlæg:

With Iron Sky 2, we want to go darker, we want to go crazier, we want to be more experimental. We believe it’s going to be the most awesome science fiction film of the decade.

(…)

In the first phase, we are looking to raise 150 000 from the community. This money will be used to produce a full script for the film, a clear production plan including a budget, and a four to five minute promo reel to help us with further funding. In exchange, we’ll let those who contribute to read the script, comment it, or even get a (small) speaking role in the upcoming promo.

This is it, troopers! We are on the verge of yet another adventure, and your help is crucial. We need you to be able to make an uncompromising, awesome scifi classic. We’ve proven we can do it, now let’s do it again, bigger and better this time!

Oplæsning på Hestescenen på Hjortshøj Festival

Oplæsning på Hestescenen på Hjortshøj Festival

I dag læste jeg op af Aiglans Garde på Hjortshøj Festival
Hjortshøj er en landsby lidt uden for Århus. Jeg har taget min kone med, og da vi kommer tøffende i vores gamle Saab 93 søndag formiddag er byen pyntet op med Dannebrog, og spraglede skilte viser vej mod det lokale initiativ, Hjortshøj Festival, som er arrangeret af en række ildsjæle, der har samlet sig i et forholdsvist nybygget økosamfund med energivenlige huse og endnu venligere mennesker, hvis humanistiske verdenssyn bl.a. kommer til udtryk ved, at de har stablet festivalen på benene for at finansiere integrationen af handicappede borgere i deres fællesskab. Alt i alt et bundsympatisk projekt, som jeg for nylig blev spurgt, om jeg ville komme ud og læse op til. Ja, selvfølgelig …

Området, hvor festivalen bliver holdt, er en række bakkede enge, der flyder sammen med økobyggeriets mangeartede arkitektur, og allerede ved indgangen fornemmer man den hygge, der kommer af, at folk kender hinanden. Børn løber rundt og leger, og de voksne holder øje med ikke bare deres egne, men fællesskabets unger. Gamle brætspil, bøger, ketchere og alt muligt andet er til salg på et lille loppemarked, og et imponerende antal telte er spredt ud over stedet.

Hestescenen, hvor jeg og en række andre forfattere – herunder bl.a. Mads Mygind og Rune Engelbrecth – skal læse op, ligger lidt afsides i en bøgelund (tror jeg nok. Der var i hvert fald nogle træer). Scenen befinder sig i et telt, hvis indvendige teltdug er dekoreret med mønstre, der vækker associationer til Tusind og én nat, og der bliver budt på kaffe og en sodavand. Publikum er venlige og klapper – ikke blot høfligt, men deltagende, og det er mit indtryk, at de nogle og tyve mennesker, der ca. fyldte teltet ud, fik sig en hyggelig stund i selskab med alt fra rapinspireret lyrik over naturdigte til min egen blodige fantasyverden.

Bagefter står den på chili con carne på husets regning. Og det går man jo aldrig fejl af …

Tak til Hjortshøj Festival for et fint arrangement. Det var hyggeligt at være med. Aiglans Garde udkommer 30. maj 2013.

Nu er der bagsidetekster til Vraggods og Aiglans Garde.
Som de fleste af jer ved, så er min næste roman, Aiglans Garde lige på trapperne. Den går i trykken i næste uge, og udgivelsesdatoen bliver med 99 pct. sikkerhed den 30. maj. Det betyder også, at omslagene er ved at være færdige, og at vi har fået lavet bagsidetekster til de to bøger. Dem skal I da lige have her!

Vraggods dansk fantasyBagsidetekst til Vraggods
Da en lille landsby i kongedømmet Matinepia bliver angrebet af ukendte ransmænd, sætter det en række begivenheder i gang, som får konsekvenser langt ud i fremtiden. De tre venner, Erik, Odd og Marlen, er de eneste, som undslipper angriberne, og mod deres vilje hvirvles de ind i en konflikt, hvis dimensioner hverken de selv eller kongen af Matinepia forstår.

Det skal nemlig vise sig, at ransmændene ikke blot er simple banditter. I stedet tjener de en hersker, hvis magt ikke har kendt sin mage i tusinder af år …

Uddrag af Vraggods
”Et brag gennemrystede trappen, da en del af loftet brød sammen, og en seng fra et af værelserne ovenpå brasede ned i flammerne i krostuen. Ovenpå! Måske hun stadig kunne komme ud den vej. Hurtigt drejede hun om på hælen og løb op på gangen igen. Røgen lå efterhånden også tykt heroppe, og det var svært at se noget.”


Aiglans Garde dansk fantasyBagsidetekst til Aiglans Garde
Da landsbyen Hammersholt bliver overfaldet og brændt ned, står Erik, Odd og Marlen tilbage uden hverken familie eller ejendele, og snart efter mister de også hinanden. Marlen bliver bortført af en magiker, der ønsker at indlemme hende i sin orden, mens Erik og Odd hvirvles ind i de krigshandlinger, der i stigende grad plager Aiglanar. Begivenhederne tager en vigtig drejning, da Marlen mod sine egne forventninger får smag for magiens mysterier, mens både Erik og Odd støder ind i hidtil ukendte fjender. Desuden dukker deres gamle nemesis, Kalle, op i en afgørende rolle …

Uddrag af Aiglans Garde
“Han filede hårdt på tøjlerne, og skimlen stejlede og slog en mand til jorden med sine tærskende hove. Fra skyggerne sprang en rødklædt fjende frem og huggede ud efter Erik med et sværd. Klingen gled hen over hans ribben, men han mærkede det kun som en svag, brændende fornemmelse.”



Jeg håber, teksterne fænger hos jer. Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til at se bøgerne, når de kommer fra trykken!!!

© 2013 FantasyBøger Suffusion theme by Sayontan Sinha