Anmeldelser

Anmeldelse: The Windup Girl af Paolo Bacigalupi

Anmeldelser, Science fiction 2 Responses »

Feb 122013

Titel: The Windup Girl
Forfatter: Paolo Bacigalupi
Del af serie? Nej
Forlag: Orbit
Sider: 505
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår (dansk): 2009
Alder: Voksne
Karakter ★★★★★★

Pedaldrevne computere
Lad det være sagt med det samme: The Windup Girl af Paolo Bacigalupi er en rent ud sagt formidabel læseoplevelse! Bacigalupi inviterer med sit dystopiske scifi-epos læseren inden for i en verden, hvor verdenshavene er steget pga. den globale opvarmning, og hvor genetisk mutation løber løbsk i et omfang, der betyder, at hele befolkninger kan risikere at blive udryddet af den næste generation af dræbersygdomme. De engang så rigelige kul- og olieressourcer er brugt op, og menneskeheden lever nu i en verden, hvor computere drives af pedalkraft a la de klassiske Singer-symaskiner, og hvor industriel produktion er afhængig af kilowatt leveret af trækdyr som fx elefanter. Men mennesket er en adaptiv art, og med vanlig opfindsomhed har vor mere eller mindre glorværdige race forstået at tilpasse sig de nye forhold. Verden er stadig bundet sammen af handel. Men hvor transporten i fordums tid foregik i jetfly, er midlerne nu super aquadynamiske sejlskibe og zeppelinere.

Mesterlig undergangsstemning i et druknet Bangkok
Historien i The Windup Girl foregår i et fremtidigt Bangkok, der ligger under havets overflade. Byen overlever dog takket være en kæmpe mur, som kongen har ladet bygge rundt om den stolte gamle stad. I Bangkoks industrikvarter knokler vores hovedperson Anderson Lake for at stable en produktion af energiopbevarende fjedre på benene. Dette er dog kun et skalkeskjul for hans virkelige mål. Anderson Lake er nemlig udsendt af AgriGen, et amerikansk genetik-selskab, der udvikler sygdomsresistente fødevarer, som kan modstå de omsiggribende epidemier. I samme åndedrag tjener de selvfølgelig styrtende med penge på at sælge planter, der ikke kan sætte frø og dermed kun kan overleve en enkelt generation. Rygterne vil vide, at Bangkok er i besiddelse af en skjult gen-bank, hvor de opbevarer DNA-modeller for tusindvis af fortidens planter. En sådan gen-bank er en ren guldgrube for et selskab for Agrigen, idet den vil give dem et utal af skabeloner at modellere deres nye generationer af planter på. Men i samme åndedrag vil det ødelægge Bangkoks eksistensgrundlag, hvis byen mister sit monopol på fortidens raske fauna. Millioner vil dø …

Fremtiden … money still makes the world go around
Storkapitalen har dog ikke ændret sig en tøddel i den tid, der er gået, siden verden var befolket af mennesker med ubegrænset adgang til fossile brændstoffer. Er der penge at tjene, betyder nogle millioner thailænderes skæbne ikke så meget, og på et bagtæppe af gabende tomme skyskrabere, rickshawfyldte gader, menneskelig degradering, lowkeybelyst noirstemning, prostitution, vold og også glimtvist menneskeligt ædelmod går den vilde jagt på fortidens genetiske rigdomme. Men selvom romanens klimaks selvfølgelig udspænder sig om gen-bankens skæbne, er udfaldet af denne kamp ikke bogens centrale budskab. Budskabet ligger snarere i et lettere misantropisk syn på menneskets natur, som dog opvejes af ovennævnte glimtvise ædelmodige handlinger.

The windup Girl
Og så har jeg slet ikke nævnt The Windup Girl endnu. For The Windup Girl er ikke blot bogens titel. Windups er også betegnelsen for de androider, som bl.a. japanerne har opfundet, og som lever et liv i trældom til de mennesker, der har skabt dem. Mere specifikt er the windup girl i Bangkok en efterladt androide, som for at undgå at blive dræbt af thailænderne ender hos en farverig alfons og senere kommer til at spille en central rolle i fortællingen om gen-bankens skæbne. Men udover sin centrale andel i fortællingen står hun også som både et produkt af og et modsvar til den menneskelige afstumpethed, der præger vores – som nævnt ovenfor – mere eller mindre glorværdige race. The Windup Girl bliver dermed ikke blot en hæsblæsende fortælling. Nej, bogen er en hæsblæsende fortælling med en dybde og et perspektiv, som kun de allerbedste forfattere kan drømme om at skabe! Hvis det ikke var for den globale opvarmning, ville jeg anbefale bogen på det varmeste. Men … nej, jeg gør det alligevel. Anbefaler den på det varmeste! Men sæt lige den der energisparepære i læselampen, inden du går igang, ikke?

Anmeldelse: Metro 2034 af Dmitry Glukhovsky

Anmeldelser, Dystopier, Fantasybøger, Postapokalypse No Responses »

Jan 162013

Coveret til Metro 2034

Titel: Metro 2034 – forsvaret af Sevastopolskaja
Serie: Selvstændig fortsættelse af Metro 2033
Forfatter: Dmitry Glukhovsky
Forlag: Cicero
Sider: 318
Sprog: dansk
Originalsprog: Russisk
Oversætter: Jan Hansen
Udgivelsesår (dansk): 2012
Alder: Voksne
Karakter ★★★★★★

Moskvas metro er sidste station for menneskeheden
Dmitry Glukhovsky er en russisk forfatter, der har fået succes med sine romaner om en atomkrigshærget verden, hvor de sidste kendte overlevende mennesker bor i Moskvas metro og kun i sjældne tilfælde vover sig op på jordoverfladen, der siden den nukleare apokalypse er blevet overtaget af brutale muterede livsformer, som kan knuse hvert et ben i en voksen mands krop, mens de åndsfraværende piller næse med kløer på størrelse med sværd. Nogle få vovehalse sætter dog livet på spil for at hente diverse livsfornødenheder ned i metroen – det være sig fx benzin, geværer, gamle køkkenmaskiner og den slags civilisatoriske behageligheder. Disse vovehalse kaldes stalkere. Og den berømteste af dem alle bærer det mandige tilnavn Hunter. Hunter havde en prominent rolle i Metro 2033, og det samme er tilfældet i Metro 2034, hvor læseren møder ham som en dehumaniseret krigsmaskine med ét eneste formål: at redde metroens indbyggere fra enhver fare … uanset omkostningerne. I tilfældet Metro 2034 består faren i en epidemi, der er udbrudt på en af de metrostationer, hvor menneskene har slået sig ned. Epidemien er yderst smitsom og meget meget dødelig. Spørgsmålet, Hunter og hans følgesvende må stille sig selv, bliver derfor: hvilke ofre er det i orden at bringe for at redde den sidste rest af menneskeheden fra at bukke under for en aggressiv infektionssygdom? Skal man ofre nogle for at redde andre?

Stærkt setup … fodslæbende udførelse
Dmitry Glukhovsky behandler i sit dystopisk-apokalyptiske near-future scifi-værk et gammelkendt, men evigt aktuelt tema. Hver eneste dag må menneskeheden på både makro- og mikroplan træffe beslutninger, hvor et fåtal må lide, for at flertallet kan tilgodeses. Og problematikken bliver i Metro 2034 kun mere nærværende af, at det er hele menneskeracens eksistens, der står på spil. Bør moralske hensyn gøre sig gældende i en sådan situation? Eller skal man give køb på sin medmenneskelighed for at redde menneskeheden? De spørgsmål stiller Dmitry Glukhovsky i Metro 2034. Der kommer også en løsning på konflikten i historien, men noget endegyldigt svar på det moralske dilemma får vi som læsere ikke. Og det gør ikke noget, for det er ikke et spørgsmål, der nogensinde kan eller bør besvares endegyldigt.

Til gengæld filosoferer Dmitry Glukhovsky jævnligt over både stort og småt i løbet af romanen, ligesom det også var tilfældet i Metro 2033. Denne gang får den jævnlige filosoferen dog et omfang, der gør, at historien aldrig rigtig kommer igang. Plottet drukner simpelthen alt for ofte i stillestående passager. Som fx når en af hovedpersonerne, den ældre mand med det forpligtende tilnavn Homer, spekulerer over, hvorvidt en mundtlig fortælling, der videregives fra generation til generation, kan gøre ham udødelig. Vi kommer på den måde ind i hovedet på karaktererne, men det lykkedes mig desværre aldrig for alvor at komme ind under huden på dem og identificere mig med dem, hvilket i mine øjne er en skam, når nu romanen behandler et moralsk dilemma, hvor læserens forståelse af problemstillingerne i høj grad hænger sammen med en følelsesmæssig indlevelse.

Heller ikke den knugende uhygge, der var tilstede i Metro 2033, er rigtig at finde i efterfølgeren. Der er godt nok masser af drabelige monstre med, men mødet med dem bliver ikke på samme måde som i Metro 2033 bygget op, mens karaktererne bevæger sig stadig mere paranoide gennem de mørke og kolde tunneler under det sønderbombede Moskva. Istedet er det meste af handlingen henlagt til metrostationerne, hvor karaktererne bruger tiden på at diskutere de moralske dilemmaer, som læseren som sagt desværre aldrig rigtig begynder at indleve sig i. Alt i alt er der dermed tale om en roman med mange gode tematiske anslag og en miljømæssig setting i form af den hensygnende metro, der virkelig har fortællemæssigt potentiale. Blot halter romanen på plot- og identifikationsfronten, hvilket resulterer i de tre ovenstående stjerner, der indikerer en interessant, men indimellem noget langtrukken læseoplevelse.

Anmeldelse: “Næslandet” af Eva Egeskjold

Anmeldelser, Dansk fantasy, Fantasybøger, High Fantasy 3 Responses »

Jan 112013

Titel: Næslandet
Serie: Legenden om Querqus Skjoldet – bind 1
Forfatter: Eva Egeskjold
Forlag: Mellemgaard
Sider: 415
Sprog: dansk
Udgivelsesår (dansk): 2011
Alder: Teenagere / voksne
Karakter ★★★★★★

Klassisk skæbnefortælling
I Eva Egeskjolds Næslandet, der er første bind i serien Legenden om Querqus Skjoldet, møder vi den unge pige Oona. Oona er af en ældgammel profeti udset til at redde verden fra den onde Lucili, der er det brutale Radixfolks dronning. Radixfolket har i øvrigt hugtænder og kløer og adskiller sig på den måde fra menneskeracen både i kraft af deres udseende og ved deres driftsbaserede og dyriske handlemønster. Ved således at benytte sig af skæbnegrebet og en forholdvis klart defineret forskel på det gode og det onde skriver Eva Egeskjold sig ind i en fantasy tradition, der ellers har været på retræte til fordel en nyere tendens, hvor de moralske gråzoner er mere fremherskende. Som repræsentanter for denne tendens står fx George R. R. Martin, Joe Abercrombie og Daniel Abraham.

Oona bliver relativt tidligt i Næslandet rykket op med rode fra det trygge landsbyliv, hun indtil da har levet, idet kongemagtens personlige udsending, Stigandir, dukker op i landsbyen og fører hende til hovedstaden. Og netop turen til hovedstaden er en af de ting, der fungerer allerbedst ved Næslandet. Stigandir, Oona og resten af følget krydser et landskab fuldt af frygt og farer, der lurer i det skjulte, men som udmærket er istand til at materialisere sig og berøve den uforsigtige rejsende livet. Som læser oplever man i denne del af bogen en fundamental spænding, der opstår på baggrund af en velanvendt suspense kombineret med Eva Egeskjolds gode evner inden for beskrivelsens kunst.

Spændingen daler desværre
Formålet med at føre Oona til hovedstaden er at forberede hende på en farlig mission. Hvori missionen består, og hvorvidt det lykkes at forberede hende vil jeg ikke afsløre her. Blot vil jeg notere mig, at Eva Egeskjold er dygtig til at beskrive den verden, hendes historie foregår i. Desværre kommer personerne dog til at mangle lidt dybde, hvilket i min optik skyldes, at der fokuseres for lidt på konfliktstof. Enhver god fortælling indeholder konflikter på en måde, så der på ethvert givent tidspunkt er mindst én af disse i spil. Under Oonas ophold i hovedstaden er dette dog desværre ikke altid tilfældet, idet der bruges forholdsvis mange sider på, at prinserne i byen viser Oona rundt, hvilket ofte giver læseren indtryk af, at hun er passager i sin egen historie. Dermed får hun ikke lov til at udfolde sig som karakter, og læseren mister muligheden for at identificere sig med hende. Når man dertil lægger, at missionen på én og samme tid er tophemmelig, men at den samtidig omtales forholdsvist frit i det offentlige rum af de pårørende til missionsdeltagerne, sidder man tilbage med et indtryk af en ide, der i sin essens er god, men som mangler lidt på udførelsesfronten.

Det bliver bedre, efter at Oona og resten af missionsdeltagerne kommer af sted, men det er stadig beskrivelserne, der i for høj grad bærer historien. Bevares. Der er hæsblæsende actionsekvenser, men samspillet mellem karaktererne mangler noget dybde, hvilket gør, at man som læser aldrig opnår samme grad af indlevelse, som det er tilfældet i bogens første del. Alt i alt sidder jeg efter endt læsning tilbage med et indtryk af en forfatter, der har gjort et stort og grundigt arbejde med at bygge en troværdig verden op, og som samtidig er dygtig til at beskrive denne verden, så man kan se den for sig. Plottet er faktisk også velovervejet i forhold til den måde, hvorpå det er tænkt ind i verdenen, men den dramaturgiske udførelse halter lidt på karakter- og konfliktfronten. På grund af den grundige verdensopbygning ser jeg dog frem til at læse næste bind i Legenden om Querqus Skjoldet, idet fodarbejdet som sagt er solidt.

Anmeldelse af “Kingmaker, Kingbreaker” af Karen Miller

Anmeldelser, Fantasybøger, High Fantasy No Responses »

Nov 172012

Serie: Kingmaker, Kingbreaker
Titler: (læs resume ved at følge linkene) The Innocent Mage og The Awakened Mage
Forfatter:Karen Miller
Sider: 613 og 678
Sprog: engelsk
Originalsprog: engelsk
Udgivelsesår (dansk): 2005 og 2006
Alder: Voksne
Karakter ★★★★★★

Klassisk og solid fantasy uden de store bump
Kingmaker, Kingbreaker af Karen Miller er klassik high fantasy med en fattig helt fra trange kår, der ender med at skulle redde verden. Fortællingen er sat i et rige, der i seks hundrede år har været omkranset af en uigennemtrængelig magisk barriere, som beskytter indbyggerne mod en usigelig ondskab, der ligger og lurer på den anden side af barrieren. For at opretholde barrieren er det nødvendigt, at rigets konge hver nat udfører en meget smertefuld form for vejrmagi, der dels har til formål at få det til regne og være solskin på de rigtige tidspunkter og dels at tappe landets og kongens livskraft og føre den ind i barrieren i kontrollerede mængder, så denne holdes ved lige. Settingen er således solid, og Karen Miller forstår udmærket, hvordan man bygger en fantasy verden op og gør den levende. Dog er persongalleriet lidt tyndt besat, når man tager i betragtning, at serien er på over 1.200 sider. Og ideen med en fattig helt, der redder verden er da også set før. Det skal hun dog ikke høre et ondt ord for. Asher af Restharven, som vores helt hedder, fungerer nemlig ganske glimrende som karakter, og igennem hele første bog følger man som læser med stor spænding hans udvikling fra ubemidlet fiskerdreng til personlig royal assistent. Ja, faktisk holder Ashers udviklingshistorie spændingen kørende hele vejen igennem første bind, The Innocent Mage, idet den ikke foregår uden sværdslag og knubs, når han støder panden mod de fornemme adelsfolks snobbede kulde.

Et par hundrede siders tomgang
Bind to er desværre ikke helt så stærkt som bind et. Asher er bygget op som karakter, men alligevel får han lov at fortsætte i samme administrerende gænge over flere hundrede sider, mens ondskaben breder sig fra sprækker i rigets magiske rustning. I starten fungerer det fint som suspense, men i længden bliver det trættende, at vores helte intetanende knokler derudaf med dagligdags problemer istedet for at få lov til at konfrontere den egentlige fjende. Det er som om, de to handlingsspor, efterhånden som siderne forsvinder, får mindre og mindre at gøre med hinanden, og først for sent bliver de koblet sammen igen til en lidt forhastet grand finale. Det skal ikke forstås på den måde, at The Awakened Mage er decideret kedelig, men der er passager, hvor man er fristet til at bladre nogle sider frem for at se, om der dog ikke snart sker noget. Alligevel var det med en god følelse i maven, at jeg til sidst lagde den fra mig med en fornemmelse af at være blevet underholdt af en håndværker, der kan sit kram. Hvis man vil have cutting edge verdensbygning, et stort persongalleri og originale plottwists, skal man dog gå andetsteds hen. Fx til Joe Abercrombie.

Older Entries

FantasyBøger

Anmeldelse: The Windup Girl af Paolo Bacigalupi

Anmeldelse: Metro 2034 af Dmitry Glukhovsky

Anmeldelse: “Næslandet” af Eva Egeskjold

Anmeldelse af “Kingmaker, Kingbreaker” af Karen Miller

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Arkiv

Vis, du kan lide mig

Andre fantastiske blogs

FantasyBøger

Anmeldelse: The Windup Girl af Paolo Bacigalupi

Anmeldelse: Metro 2034 af Dmitry Glukhovsky

Anmeldelse: “Næslandet” af Eva Egeskjold

Anmeldelse af “Kingmaker, Kingbreaker” af Karen Miller

Anmeldelser

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Arkiv

Følg mig her

Vis, du kan lide mig

Andre fantastiske blogs

Tags