I hvert fald når man spiller XCOM: Enemy unknown!
Jeg skrev for et stykke tid siden, at jeg havde tænkt mig at købe XCOM: Enemy Unknown, der er en længe ventet opdatering af det gode, gamle UFO: Enemy Unknown. Det har jeg nu gjort, og spillet er på trods af alle de stile, der altid skal rettes, blevet gennemført. I øvrigt med stor spilleglæde. Både den gamle og den nye version af spillet er lagt an på turbaserede kampe, hvor man flytter en lille trup på 4-6 soldater frem over slagmarken, der er fyldt med lurende aliens, der kun alt for gerne vil blæse dine sparsomme tropper ind i intetheden med deres vilde plasmavåben. Det skal sådan en omgang rumfreaks selvfølgelig ikke have lov til, og derfor gælder det om at researche på livet løs, så rumvæsenernes teknologiske fordele minimeres. Forskningen foregår i den del af spillet, der ikke er turbaseret. Her holder man til på en base, hvor man styrer, hvad der forskes i, hvad der bliver bygget af våben til soldaterne, hvilke lande der skal overvåges per satellit for at undgå overraskelsesangreb og et væld af andre småting, der hele tiden kræver, at man har fingeren på pulsen i forhold til trusselsbilledet. I bund og grund gælder det om at bevare balancegangen mellem at udstyre sine tropper med våben, der kan matche modstandernes, samtidig med at man skal sørge for at investere i satellit- og flybeskyttelse af de de lande, der sponsorerer dig. Det er svært, men samtidig helt utroligt underholdende.
Grim grafik, Godt gameplay
Grafikken i XCOM: Enemy Unknown er ikke noget at råbe hurra for. Man kan se, hvad tingene forestiller, og så er det cirka det. Men lige så snart man får sendt sine soldater på den første mission bliver den anke fuldkommen irrelevant. Det turbaserede kampsystem, hvor man hele tiden må rykke ultraforsigtigt frem og sørge for, at soldaterne dækker hinanden, er altopslugende spændende, og kombineret med forskningsdelen, hvor man hele tiden liiiiige skal have den næste våbenupgrade gør det spillet til en tidsrøver af rang. Jeg købte meget strategisk spillet lige op til efterårsferien, hvor jeg holdt et par dage fri, og de dage gik for en stor dels vedkommende med, at jeg sad i sofaen med øjnene klinet til skærmen, mens en doven cola på sofabordet åndede sit sidste overhørte kulsyresuk, før den opgav ævred og blev til brunt sukkervand uden at nå at læske min gane inden. Det er sjældent, at et spil fanger mig så fuldstændigt, men XCOM-serien kan bare kapre min opmærksomhed på en måde, som det er meget få andre spil forundt at kunne. På stående fod kan jeg kun komme i tanker om Civilization og Total War-spillene, der på samme måde er istand til at få mig til at glemme tid og sted. Og det er vel i virkeligheden den form for eskapisme, der gør det så sjovt at spille computer ind i mellem.
Seneste kommentarer