Oplæsning på Hestescenen på Hjortshøj Festival

Oplæsning på Hestescenen på Hjortshøj Festival

I dag læste jeg op af Aiglans Garde på Hjortshøj Festival
Hjortshøj er en landsby lidt uden for Århus. Jeg har taget min kone med, og da vi kommer tøffende i vores gamle Saab 93 søndag formiddag er byen pyntet op med Dannebrog, og spraglede skilte viser vej mod det lokale initiativ, Hjortshøj Festival, som er arrangeret af en række ildsjæle, der har samlet sig i et forholdsvist nybygget økosamfund med energivenlige huse og endnu venligere mennesker, hvis humanistiske verdenssyn bl.a. kommer til udtryk ved, at de har stablet festivalen på benene for at finansiere integrationen af handicappede borgere i deres fællesskab. Alt i alt et bundsympatisk projekt, som jeg for nylig blev spurgt, om jeg ville komme ud og læse op til. Ja, selvfølgelig …

Området, hvor festivalen bliver holdt, er en række bakkede enge, der flyder sammen med økobyggeriets mangeartede arkitektur, og allerede ved indgangen fornemmer man den hygge, der kommer af, at folk kender hinanden. Børn løber rundt og leger, og de voksne holder øje med ikke bare deres egne, men fællesskabets unger. Gamle brætspil, bøger, ketchere og alt muligt andet er til salg på et lille loppemarked, og et imponerende antal telte er spredt ud over stedet.

Hestescenen, hvor jeg og en række andre forfattere – herunder bl.a. Mads Mygind og Rune Engelbrecth – skal læse op, ligger lidt afsides i en bøgelund (tror jeg nok. Der var i hvert fald nogle træer). Scenen befinder sig i et telt, hvis indvendige teltdug er dekoreret med mønstre, der vækker associationer til Tusind og én nat, og der bliver budt på kaffe og en sodavand. Publikum er venlige og klapper – ikke blot høfligt, men deltagende, og det er mit indtryk, at de nogle og tyve mennesker, der ca. fyldte teltet ud, fik sig en hyggelig stund i selskab med alt fra rapinspireret lyrik over naturdigte til min egen blodige fantasyverden.

Bagefter står den på chili con carne på husets regning. Og det går man jo aldrig fejl af …

Tak til Hjortshøj Festival for et fint arrangement. Det var hyggeligt at være med. Aiglans Garde udkommer 30. maj 2013.

Nu er der bagsidetekster til Vraggods og Aiglans Garde.
Som de fleste af jer ved, så er min næste roman, Aiglans Garde lige på trapperne. Den går i trykken i næste uge, og udgivelsesdatoen bliver med 99 pct. sikkerhed den 30. maj. Det betyder også, at omslagene er ved at være færdige, og at vi har fået lavet bagsidetekster til de to bøger. Dem skal I da lige have her!

Vraggods dansk fantasyBagsidetekst til Vraggods
Da en lille landsby i kongedømmet Matinepia bliver angrebet af ukendte ransmænd, sætter det en række begivenheder i gang, som får konsekvenser langt ud i fremtiden. De tre venner, Erik, Odd og Marlen, er de eneste, som undslipper angriberne, og mod deres vilje hvirvles de ind i en konflikt, hvis dimensioner hverken de selv eller kongen af Matinepia forstår.

Det skal nemlig vise sig, at ransmændene ikke blot er simple banditter. I stedet tjener de en hersker, hvis magt ikke har kendt sin mage i tusinder af år …

Uddrag af Vraggods
”Et brag gennemrystede trappen, da en del af loftet brød sammen, og en seng fra et af værelserne ovenpå brasede ned i flammerne i krostuen. Ovenpå! Måske hun stadig kunne komme ud den vej. Hurtigt drejede hun om på hælen og løb op på gangen igen. Røgen lå efterhånden også tykt heroppe, og det var svært at se noget.”


Aiglans Garde dansk fantasyBagsidetekst til Aiglans Garde
Da landsbyen Hammersholt bliver overfaldet og brændt ned, står Erik, Odd og Marlen tilbage uden hverken familie eller ejendele, og snart efter mister de også hinanden. Marlen bliver bortført af en magiker, der ønsker at indlemme hende i sin orden, mens Erik og Odd hvirvles ind i de krigshandlinger, der i stigende grad plager Aiglanar. Begivenhederne tager en vigtig drejning, da Marlen mod sine egne forventninger får smag for magiens mysterier, mens både Erik og Odd støder ind i hidtil ukendte fjender. Desuden dukker deres gamle nemesis, Kalle, op i en afgørende rolle …

Uddrag af Aiglans Garde
“Han filede hårdt på tøjlerne, og skimlen stejlede og slog en mand til jorden med sine tærskende hove. Fra skyggerne sprang en rødklædt fjende frem og huggede ud efter Erik med et sværd. Klingen gled hen over hans ribben, men han mærkede det kun som en svag, brændende fornemmelse.”



Jeg håber, teksterne fænger hos jer. Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til at se bøgerne, når de kommer fra trykken!!!

Forsiden er de også sluppet ret godt fra!

Forsiden er de også sluppet ret godt fra!

Fantasy på dansk: A Feast for Crows bliver til Kragernes rige
Så har den fjerde bog i George R. R. Martins successerie En sang om is og ild fået både titel og udgivelsesdato. Romanen udkommer 1. maj 2013, og den kommer til at bære den danske titel Kragernes rige, der er en fortolkning af det engelske A Feast for Crows. Jeg har selv ved en tidligere lejlighed været med til at gætte på, at titlen kunne blive “Krageføde”, så helt rigtigt ramte jeg ikke. Ikke desto mindre synes jeg, titlen ligger godt i munden, så tillykke til Gyldendal med den. Udgivelsestidspunktet er nok heller ikke helt tilfældigt, da tredje sæson af Game of Thrones netop nu ruller over de amerikanske tv-skærme – og mange danske ditto vil jeg tro. Selv har jeg endnu ikke fået set noget af tredje sæson, men det KAN altså ikke for længe, inden jeg skal igang. Jeg har jo gået og glædet mig som et lille barn. Problemet er bare, at et afsnit varer så kort tid. Og efterhånden er den eneste måde at se tv-serier på jo at sluge dem kæmpestore maratonsessioner. Nå, men mere om det en anden gang og tilbage til emnet, for forsiden skal også lige have en kommentar med på vejen: jeg er ikke helt så imponeret, som jeg var af den til En storm af sværd, der var en lille smule mere dyster, skæbnesvanger og dynamisk. Det er nok mest dynamikken, der er tonet en anelse ned i den nye pga. den måde, lyset falder på. Ikke desto mindre synes jeg, den er flot og formidler den rigtige fornemmelse af fantasy.

Her er forlagets egen beskrivelse af handlingen i Kragernes rige

Kragernes rige er den fjerde bog i George R.R. Martins skelsættende serie En sang om is og ild.

Et splittet kongerige har omsider fred i sigte. Det virker for godt til at være sandt: Efter århundreders bitter strid og skæbnesvangre forræderier tvinges de syv magter, som deles om landet, til en usikker våbenhvile. Tilsyneladende . Efter den uhyrlige kong Joffreys død hersker Cersei nu som regent i Kongshavn. Robb Starks død har knækket rebellerne i nord, og hans søskende er spredt rundt om i hele kongeriget som frø på den golde jord. Der er stadig enkelte personer der gør krav på den engang så eftertragtede Jerntrone, men de er enten for svage eller for langt borte til at gøre deres krav effektivt gældende. Krigen, der i sit raseri var uden for kontrol i så lang tid, har fortæret sig selv. Efter hvert kulminerende slag varer det ikke længe, før de overlevende, fredløse, overløbere og ådselædere begynder at samle sig for at pille kød af de dødes knogler og myrde andre for at bemægtige sig rovet.

De menneskelige krager i De Syv Kongedømmer samles ved et festmåltid af aske. Der bliver planlagt dristige nye komplotter og dannet farlige nye alliancer, og overraskende ansigter – nogle velkendte, andre viser sig kun i forbigående – dukker frem fra en ildevarslende skumring af forgangne slag og kaos for at tage udfordringerne op, der venter ude i fremtiden. Det er en tid, da de kloge og ærgerrige, de svigefulde og viljestærke erhverver sig de færdigheder det skal til for at overleve i de skrækindjagende tider, der venter dem. Tiden er inde til for adelige og borgere, soldater og troldmænd, snigmordere og vismænd at gå sammen og sætte deres liv og lykke på spil. – For i kragernes rige er der mange om rovet – men kun få vil overleve.

Det amerikanske tv-selskab HBO er som bekendt i gang med en meget rost filmatisering under serietitlen Game of Thrones.

Slaegters kamp christiane hoff kindbergForlaget Mellemgaard, der gør meget i fantasy, har netop sendt en ny fantasy bog på gaden. Den er skrevet af Christiane Hoff Kindberg, der ifølge forlagets præsentation er uddannet lærer og arbejder på en friskole. Christiane Hoff Kindberg føjer sig dermed til rækken af andre kvindelige fantasyforfattere, der dukker op i den danske underskov i disse år. Senest har jeg fx anmeldt Eva Egeskjold her på bloggen, og tidligere har jeg omtalt Julie Kristine Knudsen og hendes Blodets farve.

Slægters kamp er endnu så ny, at jeg ikke har læst en anmeldelse af den, så jeg har ikke rigtig nogen ide om kvaliteten, men der er jo altid beskrivelsen på forlagets hjemmeside. At dømme efter den er der tale om klassisk fantasy med en ung helt, der beslutter sig for at kæmpe i det godes tjeneste og derefter modnes og vokser med opgaven. Den slags fantasy bøger kan være rigtig udmærkede – fx er jeg, som tidligere indrømmet her på bloggen, ret nostalgisk forhold til Robert Jordans Wheel of Time serie, der har samme setup. Nedenfor har jeg gengivet, hvad der står på forlagets hjemmeside om bogen. I parentes bemærket virker det lidt sjusket, at punktummerne står midt mellem sætningerne med et mellemrum til hver side. Men det er forhåbentlig bare en fejl på forlagets hjemmeside.

Her er, hvad Mellemgaard skriver om Christiane Hoff Kindbergs Slægters kamp:

Skrevet af Christiane Hoff Kindberg. Den unge gadedreng Kjartan Ture vælger at gøre oprør mod Waclawslægtens fæle regime, da han en aften overværer en frygtelig dåd blive begået af Waclawvægtere.

Waclawslægten, der er gemen og brutal, hersker hensynsløst over havnebyen Eve Lavard, så dens borgere lever i konstant frygt og bliver undertrykt bag byens tykke mure. Fyrstens vægterorden, der er mistroisk og nederdrægtig, patruljerer de smudsige gader og slår hårdt ned på det jævne folk.
Den unge gadedreng Kjartan Ture vælger at gøre oprør mod Waclawslægtens fæle regime, da han en aften overværer en frygtelig dåd blive begået af Waclawvægtere.
Sammen med sine venner, den lystige Tias og den blide Schanne, kaster de sig hovedkulds ud på en farefuld rejse mod storstaden Cennet i nord, hvor de kommer ud for en række stormfulde begivenheder, der vil forandre deres liv for altid.
Kjartan må træffe nogle svære valg, nogle viser sig at være letsindige og dumdristige, andre at være skæbnesvangre og altafgørende .

Uddrag af bogen:
“Folk skreg, og løbende fodtrin hørtes, men det var vanskeligt at høre, hvilken retning de kom fra. Jeg stivnede. Kom der nogen? Nej, det var bare min fantasi. Jeg lyttede . Jo, der kom nogen . Røgen var slørende tyk, og jeg kunne intet se, men fodtrinene kom nærmere . En høj, mørk skygge blev mere og mere synlig i røgen, og pludselig stod vedkommende lige foran mig. Det lod dog ikke til, at han havde opdaget mig endnu.
Jeg blev, hvor jeg var, jeg rørte mig ikke. Jeg blev siddende på knæ på jorden og stirrede på den høje, bevæbnede mandsperson, der ikke kunne være andet end en vægter. Min puls rasede og dunkede, hænderne var kolde, og jeg gøs .”

Om forfatteren:
Christiane Hoff Kindberg, født i Ribe i 1982. Begyndte at digte og skrive historier som femårig. Har en stor passion for at læse og skrive. Nyder at synke ned i fantasiens verden, sætte ord på tankerne og gøre dem levende. Blev uddannet lærer i 2008 og arbejder på en friskole.

© 2013 FantasyBøger Suffusion theme by Sayontan Sinha