Dansk horrordebut: Skygger fra Oktoberland

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen udkommer 30. oktober 2012
Det århusianske forlag Replikant har noget ganske interessant under opsejling. Nærmere bestemt drejer det sig om romanen Skygger fra Oktoberland af den romandebuterende forfatter Nikolaj Johansen. Jeg har modtaget et anmeldereksemplar, og ifølge det vedlagte materiale er Der er tale om en fortælling, som indeholder både mystik, horror og parallelle verdener. Det er tre gode ting i én og samme bog, så umiddelbart lyder det jo ret så lovende. Jeg har endnu ikke fået læst bogen, men der kommer en anmeldelse af Skygger fra Oktoberland her på bloggen, når den er udkommet. Foreløbig kan jeg fortælle, at forfatteren læser litteraturvidenskab på Syddansk Universitet, at han skriver sære og uhyggelige historier, og at han kan skrive original fiktion med en hastighed på 73 ord i minuttet (tak til forlaget for den lille kuriøse oplysning). Nikolaj Johansen har inden for de seneste år bidraget til flere novelleantologier, og han er dermed ikke et ubeskrevet blad (så at sige), hvad angår udgivelser – dog er dette som sagt hans romandebut. Jeg har gengivet forlagets beskrivelse af Skygger fra Oktoberland nedenfor.

Historien i Skygger fra Oktoberland

Noget af det mest gruopvækkende er, når en person bare forsvinder ud i det blå, for aldrig nogensinde at vende tilbage. Der trives en hel industri af tv-programmer, hvis eneste formål er at genforene forsvundne slægtninge med den efterladte familie. Men vi ser kun succeshistorierne.

For ti år siden forsvandt en pige fra sit hjem i Kolding, Danmark. Familien ledte, politiet gjorde, omverdenen gjorde, ledte efter svar, men fandt ingen troværdige. De, der ikke kendte hende, skrinlagde sagen, lagde ubehagelighederne bag sig sammen med følelsen af uafsluttethed, men ikke familien. Pigens, datterens, søsterens, forsvinden drev familiemedlemmerne fra hinanden og ind i hver deres verden, og de fandt hver deres utilstrækkelige svar på, hvor deres elskede forsvandt hen.

Skygger fra Oktoberland udforsker familiens optrevlen på baggrund af de virkelige hændelser og medlemmernes egne udtalelser, udforsker, hvor langt mennesket vil tvinge sig selv ud for at finde hvis ikke sandheden på noget forfærdeligt så i det mindste en forklaring, der kan give ro i sjælen.

Men en anden historie fortælles også. Om en blæksort verden, hvor en lille, hvid pige pludselig dumpede ned og oprørte beboerne. Om en indædt kamp mellem stærke og svage mænd med sære kræfter, der vil beskytte og destruere den skrøbelige, nye skikkelse, der finder sig som offer for en hysterisk heksejagt. Om forråelse af sjælen og umenneskeliggørelse af kroppen, om kannibalisme og seksualitet, om håbløse drømmerier. Om en kamp for at vende tilbage.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>