David Gemmell ‘Drenai bøgerne’

David Andrew Gemmell (1 August 1948 – 28 Juli 2006) var en britisk fantasyforfatter og journalist. David Gemmell debuterede i 1984 som fantasyforfatter med den heroiske fantasy bog Legend. Legend er den første bog i David Gemmells Drenai serie, som består af følgende værker:

Legend (1984)
The King Beyond the Gate (1985)
Waylander (1986)
Quest for Lost Heroes (1990)
Waylander II: In the Realm of the Wolf (1992)
The First Chronicles of Druss the Legend (1993)
The Legend of Deathwalker (1996)
Winter Warriors (1996)
Hero in the Shadows (2000)
White Wolf (2003)
The Swords of Night and Day (2004)

Jeg har læst de første fire bøger i serien, som alle er rendyrket heroisk fantasy. Dvs. masser af action – ja, faktisk næsten udelukkende action – og karakterer, der er kendetegnet ved ikke at reflektere alt for voldsomt over tingene, før de slår på tæven. Den slags fantasy kan godt gå hen at blive kedelig, men David Gemmell skriver for godt til, at det rigtig bliver tilfældet. Drenai bøgerne kan ikke måle sig med de mere raffinerede og komplekse fantasyromaner, der udkommer i disse år, men det betyder ikke, at de ikke er underholdende.

Drenai bøgerne: handling og stil
Som læsere møder vi mange forskellige personer i Drenai sagaen, og mange af bøgerne kan sagtens stå alene. Fx handler Legend om et stammefolk ved navn Nadir, der angriber Drenai imperiet. Nadirfolket angriber via et pas, der bliver forsvaret af 10.000 mand, mens angriberne har 500.000 soldater til rådighed. Opgaven bliver nu at holde passet i tre måneder, så Drenai imperiet kan nå at træne en hær. Til at hjælpe sig har forsvarerne den legendariske kriger Druss the Legend – en alt andet end kedelig personage. Hvorvidt forsvaret lykkes eller ej, vil jeg ikke gå i detaljer med her.

Den næste bog i serien The King Beoynd the Gate udspiller sig hundrede år senere, hvor Drenai imperiet styres af herskeren Ceska, som bevarer magten ved hjælp af monstre, som han frembringer ved at blande mennesker og dyr (man kommer til at tænke på Dr. Moreaus Ø). I og med at bogen foregår hundrede år senere end den foregående, er det nogle helt andre helte, der skal kæmpe mod ondskaben. Og sådan er det med mange af bøgerne i Drenai serien.

Til gengæld er bøgerne meget ens, når det kommer til den måde, hvorpå personerne er skruet sammen og agerer i fortællingerne. Ikke at de er ens. Men David Gemmell gør meget ud af at præsentere for os for handlekraftige krigere, der kan tage sagen i egen hånd og slagte mindst en bataljon af fjendens soldater, før de så meget som begynder at perspirere (okay, overdrivelse fremmer forståelsen). Som sagt kan den slags heroisk fantasy godt gå hen at blive kedelig. Men Gemmell skriver som sagt så godt og levende, at det ikke sker i dette tilfælde. Sidder du derfor med tømmermænd og ugidelighed på en solrig søndag, hvor du ikke orker at gå ud, så tag istedet at dykke ned i Drenai-serien. Den er den perfekte medicin. Vil du gerne blive klog af det, du læser, så læs noget andet …

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>