Otoriklanens Fortællinger af Liarn Hearn

Otoriklanens fortællinger af Liarn Hearn er unik og velskrevet fantasy

Otoriklanens Fortællinger (på engelsk: Tales of the Otori) er en japansk inspireret fantasyserie. De første tre bøger i serien kan læses selvstændigt og udkom fra 2002 til 2004. I 2006 fulgte The Harsh Cry of the Heron og i 2007 udkom Heaven’s Net is Wide. Fantasy bøgerne om Otoriklanen er skrevet af Gillian Rubinstein, som bruger synonymet Liarn Hearn. De tre første bind kan som sagt læses selvstændig og bærer titlerne:

Across the Nightinggale Floor
Grass for his Pillow
Brilliance of the Moon

Handlingen i Otoriklanens Fortællinger (ingen spoilers)

Otoriklanens Fortællinger finder sted i et fiktivt land, som lader til at være inspireret af fortidens japan – bortset fra at nogle personer har magiske kræfter, og at det obligatoriske fantasylandkort selvfølgelig ikke er identisk med det Japan, vi kender fra virkeligheden.

Befolkning er skarpt inddelt i forskellige klasser med en herskende krigerklasse en bonde-, håndværker og købmandsklasse, som tjener herskerne. Udover de ovenstående klasser er der endnu to fraktioner, som spiller en væsentlig rolle for handlingen: De Skjulte (udstødte med en religion, der minder om kristendommen) og den oprindelige befolkning, som besidder overnaturlige kræfter og fungerer som spioner og snigmordere. Kikutafamilien er den mægtigste af de oprindelige familier.

Hovedpersonen i Otoriklanens Fortællinger er Takeo (født Tomasu). Han opdrages af de udstødte, men bliver hurtigt en del af krigerklassen, hvilket er noget af et paradoks. Og det bliver ikke bedre af, at han har et had-/kærlighedsforhold til Kikutaerne, som yderligere komplicerer tingene. Og hermed nok sagt om plottet. Ingen spoilers her!

Liarn Hearns fortællestil

Liarn Hearn benytter sig noget utraditionelt af både en førstepersonsfortæller og en tredjepersonsfortæller. Førstepersonsfortælleren følger Takeo. Dette er naturligt, fordi fortællingen fremstår som hans notater fra et senere tidspunkt i livet. Tredjepersonsfortælleren knytter sig til Kaede (Takeos flamme). De blandede fortælleformer fungerer sådan set okay. Men jeg er nu alligevel lidt loren ved det. For hvorfor overhovedet lade som om at historien er skrevet af Takeo, når den illusion slås i stykker af indslagene med Kaede? Jeg forstår ikke helt dispositionen.

Glimrende fantasy bøger på trods af mine forbehold

Når ovenstående så er sagt, så er der Liarn Hearn altså yderst kompetent! Plottets kadence i Otoriklanens Fortællinger er perfekt balanceret mellem rolige passager og action. Og Takeos ambivalente forhold til både De Skjulte, krigerklassen, og Kikutaernes gør ham både menneskelig og troværdig, hvilket er enormt vigtigt, da netop karakterskildringen er det, der skal bære en fantasybog.

Herudover sidder Otoriklanens Fortællinger rent sprogligt fuldstændig lige i skibet. Jeg kom selv til at tænke på James Clavells Shogun. Takeo er ligesom James Clavells John Blackthorne temmelig kritisk overfor de ubøjelige traditioner, han møder. Og netop Takeos kritiske stillingtagen er med til at give Otoriklanens Fortællinger en god dynamik. Godt gået af Liarn Hearn at diske op med en hovedperson af den kaliber.

Deus Ex Machina

Desværre bliver den afsluttende konflikt løst vha. en deus ex machina. Det ville have klædt Otoriklanens Fortællinger, hvis Takeo selv havde fået lov til at gøre udfaldet. Konflikten med hans ærkefjende er godt nok allerede løst på det tidspunkt, hvor omtalte deus ex machina indtræffer, men alligevel har Takeo – uden at afsløre for meget - rigtig mange problemer. De problemer bliver løst i løbet af en enkelt side vha. den deus ex machina, som jeg ikke bryder mig om. Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag, men jeg havde som sagt gerne undværet den. Alt i alt er Otoriklanens Fortællinger dog nogle virkelig gode fantasy bøger, som jeg kan anbefale på det varmeste.

2 thoughts on “Otoriklanens Fortællinger af Liarn Hearn

  1. 8/10 Det er nogle år siden jeg læste serien, på dansk, men jeg husker den som meget smukt skrevet, og original. Selvom jeg er stor fan af middelalder-universet, er det forfriskende med en ny ramme og anderledes traditioner. Det skader jo heller ikke at man føler man lærer noget undervejs, med at man bliver underholdt.

    • Helt enig – det er forfriskende med den asiatiske setting. Den mindede mig også lidt om Raymond E. Feists og Janny Wurts Empire-trilogi fra starten af halvfemserne, som jeg læste som yngre. De var også sat i en asiatisk inspireret verden, som fængede mig meget dengang.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>