Patrick Rothfuss: The Kingkiller Chronicle

"The Name of the Wind" af Patrick Rothfuss. Første bog i fantasyserien "The Kingkiller Chronicle"

Patrick Rothfuss leverer fantasybøger af ufattelig høj klasse!

Patrick Rothfuss debuterede i 2007 med fantasyromanen The Name of the Wind. Det er dog næsten ikke til at begribe, at der er tale om en debutroman. The Name of the Wind er nemlig en af den slags fantasybøger, som med lethed kan få mig til at glemme både at spise og at sove.

Andet bind i The Kingkiller Chronicle, som Patrick Rothfuss’ serie hedder, udkom i marts 2011 og bærer titlen The Wise man’s fear. Hvis den er bare halvt så god som The Name of the Wind kan det meget vel gå hen at blive årets fantasybog for mit vedkommende. Måske med undtagelse af mit eget lille hjertebarn 😉

Oversigt over bøgerne i The Kingkiller Chronicle

The Name of the Wind (2007)
The Wise Man’s Fear (2011)
The Doors of Stone (arbejdstitel – udgivelsesår endnu ikke kendt)

Karakterer og sprog holder 100 pct.

Karaktererne i The Name of the Wind er nuancerede og troværdige. Magisystemet er originalt. Og den verden, som Patrick Rothfuss har opfundet, er fremelsket med en detaljerigdom, som kun er de færreste fantasybøger forundt. Sproget er fyldigt og varieret, og det formår på fantastisk vis at balancere mellem beskrivelse og handling på en måde, så begge dele fremstilles optimalt. Kun meget få gange i løbet af The Name of the Wind, bliver øjet fanget af en sproglig knast. Og når det endelig sker, er det petitesser, det drejer sig om.

Rammefortælling sikrer nuanceret optik

The Name of the Wind er en rammefortælling. Den har som sin hovedperson tusindkunstneren Kvothe, hvem vi følger fra barnsben af og op igennem ungdommen. Det er Kvothe selv, der beretter, og det gør han retrospektivt og med bravur. Selvom den Kvothe, som læseren følger, er ung, så er der bestemt ikke tale om nogen børnebog. Dette kan i høj grad tilskrives Kvothes usædvanlige intelligens og det faktum, at den unge kvothes lidelser fortælles gennem den ældre Kvothes livstrætte optik. Den måde at fremstille tingene på er i mine øjne en lille genistreg fra Patrick Rothfuss’ side.

Hvis du endnu ikke har læst nogen af fantasybøgerne i The Kingkiller Chronicle, så er det bare om at komme igang! I tilfælde af at du har læst serien, er du også meget velkommen til at kaste en kommentar omkring din læseoplevelse i kommentarfeltet nedenunder 🙂

5 thoughts on “Patrick Rothfuss: The Kingkiller Chronicle

  1. Jeg syntes Rothfuss skriver nogen rigtig gode bøger, men mener dog også at de begge indtil videre har været for langtrukne, særligt i 2’eren var der flere hundrede sider omkring midten af den (“skovfeen”) hvor det simpelthen bare blev for meget og for kedeligt.
    Begge bøger skal dog helt klart læses, men en 5 stjernet oplevelse er det ikke efter min mening.

    • Hej Iben,

      Jeg har faktisk ikke fået læst The Wise man’s Fear endnu, men det lyder da lidt ærgerligt, hvis der er for meget “dødt kød” på fortællingen så at sige. Nu må vi se, hvad konklusionen bliver for mit vedkommende, når jeg har fået den læst – håber, sommerferien kan byde på en masse tid til den slags 🙂

      Mange tak for inputtet. Det er godt at vide lidt om, hvordan andres læseoplevelse er!

  2. Jeg syntes at etteren er en 10/10 bog for mig da jeg først startede kunne jeg ikke ligge den fra mig igen (da jeg købte den sage ekspedienten at når jeg var blevet færdig skulle jeg ikke ringe grædende og spøger efter toerne).
    Iben du kan godt have ret i at toeren er lidt langsom nogle steder men god var den alligevel.

  3. Jeg har slugt både 1’eren og 2’eren og læst dem flere gange siden – jo 2’eren er helt sikkert stor, men jeg synes bogen bærer sit indhold med værdighed 🙂 Der bliver åbnet op for mange nye mysterier; samtidig med at vi får svar på lidt mere om meget mere, kommer der så mange nye spørgsmål. Jeg finder sjældent bøger som Rothfuss’, der kan holde mig fanget og få mig til at glemme tid og sted (og glæde mig til at han forhåbentlig snart får skrevet den sidste bog færdig)! J. K. Rowling, Raymond E. Feist og Jean M. Auel er i samme kategori for mig 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *