HBO løfter sløret for den første trailer til sæson 2 af Game of Thrones
Carice van Houten spiller Melisandre
Så er den her. Den første lille trailer til sæson 2 af HBO’s udmærkede tv-serie ‘Game of Thrones’. Det er ikke meget, man ser i traileren, og det er velsagtens ikke så underligt, når man tager i betragtning, at sæson 2 af ‘Game of Thrones’ blev indspillet i sommeren 2011. Det er jo strengt taget ikke så længe siden, så de har nok stadig travlt i redigeringsrummene. I traileren møder man ordene ‘The Night is dark and full of terrors’, hvilket er en henvisning til den røde præst Melisandre, som vi kommer til at stifte bekendtskab med på godt og ondt. Og så har jeg ikke sagt hverken for meget eller for lidt. Ud over at I skal glæde jer til at møde hende – i hvert fald hvis hendes karakter er lige så vellykket i tv-serien, som den er i bøgerne. Melisandre bliver spillet af den hollandske skuespillerinde Carice van Houten. Jeg kender hende ikke rigtig, men det bekymrer mig ikke. Indtil videre har holdet bag ‘Game of Thrones’ leveret solid casting af såvel kendte som mindre kendte skuespillere. Det er i øvrigt Carice van Houten på billedet til venstre.
Nyd traileren. Jeg holder udkig efter en, der afslører lidt mere …
Om Fantasybøger.com Hjemmesiden drives af den danske fantasyforfatter Sven Damgaard Ørnstrup. Her anmelder jeg fantasybøger og blogger i al almindelighed om fantasy. Læs mere om mig her og mere om mine fantasybøger her.
Kontakt: sven@(NOSPAM)fantasyboger.com
Seneste kommentarer