Heartless på kanal 5 – ny dansk fantasy tv-serie

Screenshot fra pilotepisoden af Heartless

Heartless er en ny dansk tv-serie for unge. Serien har kapret det pt. meget hotte navn i dansk film, Julie Zangenberg (Klatretøsen, Dirch, Viceværten, Live fra Bremen), så på den front er der lagt op til bred succes. Genremæssigt er Heartless inspireret af dark romance (fx Twilight-bøgerne). Dark romance har igennem de senere år været fast inventar på mange pigeværelser, så også her ser det ud til, at serien møder sit publikum på sikker grund. I øvrigt er Heartless blevet til vha. Public Service Puljen, og serien behandler da også ifølge b.dk almentmenneskelige vilkår for folk i teenageårene. Præmissen for historien lyder noget i retning af, at et søskendepar lever at at slå ihjel, men at deres sjæl bliver en lille smule mindre, hver gang de tager et liv. Det lyder som noget, der kan gå begge veje i mine ører …

Indtil videre er det blevet til et pilot-afsnit, som er lagt ud på Kanal 5′s hjemmeside. Her kan man se afsnittet og give sin mening til kende. Jeg har ikke selv set afsnittet endnu, men jeg regner helt sikkert med, at jeg skal ind at kigge og udtrykke min mening. Selvom serien er rettet mod unge, kan man jo godt have lov til at håbe på, at den indeholder en kvalificeret behandling af svære emner og ikke er lutter tomme kalorier som fx True Blood. Ikke at jeg i øvrigt ikke har set alle de tre første sæsoner af True Blood og hygget mig med det. Men tænkehatten behøvede jeg ikke ligefrem at have på.

Bo Mortensen, der er producer på Heratless, udtaler til Berlingske følgende om serien:

»Heartless« er på den måde en klassisk ungdomsserie pakket ind i et småuhyggeligt fantasyunivers.

- Vi vil skabe et moderne eventyr, som primært henvender sig til de unge. Serien behandler forskellige ungdomsproblemstillinger som familie, skolegang, identitet, moral, status og seksualitet, siger produceren Bo Mortensen. Smagfulde sex- og voldsscener.

Han forklarer, at serien vil behandle tabubelagte emner som bulimi eller selvmordstanker, imens den samtidig skal give plads til grin, gråd og gru. Selv om seriens skabere har ladet sig inspirere af amerikanske serier, vil de forskellige temaer blive behandlet i en dansk kontekst, lover han.

- Vi kan spænde buen lidt hårdere end amerikanerne, fordi vi ikke er så bornerte – ikke kun i forhold til sex, men også andre temaer, siger Bo Mortensen.

Han påpeger, at seriens sex- og voldsscener er både eksplicitte og smagfulde, ikke ulig den æstetik som kendertegner forskellige HBO-serier såsom »Six Feet Under«. Af samme grund sigter producenterne mod sendefladen i de sene aftentimer.

Der er godt nok meget snak om sex og vold i forhold til, hvor meget det mere seriøse fylder. Men nu skal man jo ikke skue hunden på hårene, før man har børstet den. Eller noget ….

Det er under alle omstændigheder endnu ikke sikkert, om tv-serien overhovedet bliver til noget (bl.a. skal DFI tage stilling til noget støtteværk), men jeg vender uanset hvad tilbage med et opfølgende indlæg, når jeg har tygget lidt på pilotafsnittet af Heartless.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>