Jeg udtaler mig om fantasy for voksne i Jyllandsposten

Fantasy for voksne vinder for alvor frem i Danmark
I forbindelse med min oplæsning på bogmessen for fantasy på Herlufsholm Kostskole blev jeg interviewet til Jyllandsposten, der havde en reporter på stedet for at dække begivenheden. Det blev til en super interessant to-siders reportage i lørdagsudgaven den 22. september 2012. En del af reportagen er vinklet mod den stigende interesse for fantasy for voksne her i Danmark, og det er i forbindelse med den vinkel, at jeg udtaler mig. Artiklen kan læses online på jp.dk (bemærk dog at man skal have abonnement for at se det hele – bl.a. den del, hvor jeg udtaler mig).

Noget af det i mine øjne mest interessante ved Jyllandspostens formidling af emnet, er den indflydelse, som George R. R. Martins A Song of Ice and Fire har haft på opfattelsen af fantasygenren her til lands. Gyldendal er i færd med at oversætte serien til dansk under titlen En sang om is og ild, og samtidig kører den på tv under titlen Game of Thrones. Det betyder, at den er blevet eksponeret for et rigtig stort publikum, der har taget den yderst helhjertet til sig. Og i den forbindelse har selvsamme publikum kunnet konstatere ved selvsyn, at fantasy for voksne kan meget mere end “blot” at være et sted, hvor man drømmer sig ind i en rustning og redder den smukke prinsesse fra den onde heks.

I Jyllandspostens artikel udtaler lektor Jørgen Riber Christensen fx, at en af Game of Thrones‘ centrale tematikker er en diskurs om magt – et faktum jeg er fuldkommen enig med ham i, og som jeg også – uafhængigt af Jørgen Riber Christensen – citeres for i artiklen. Forfatteren Anne-Marie Vedsø Olsen supplerer nuanceringen af genren ved at lægge vægt på, at vi netop nu ser en ny generation blive voksne – en generation som er vokset op med Harry Potter, og som ikke har tænkt sig at holde op med at læse fantasy, bare fordi de er blevet ældre. Kristeligt Dagblad havde i foråret fat i samme vinkel, så det ser ud til, at der er ved at danne sig en konsensus blandt de større medier om, at fantasy genrens målgruppe fremover står til at blive udvidet betragteligt. Personligt må jeg indrømme, at jeg går og er lidt høj over al den seriøse og nuancerede omtale, som fantasy for voksne får i de danske medier i denne tid!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *