Magi er noget ondt, det er derfor, Jehova hader det

Okay, jeg går ud fra, at den her video er produceret i ramme alvor. Måske er det et spoof fra nogle vittige sjæle, og i det tilfælde vil jeg gerne undskylde nedenstående.

Men nu siger vi i første omgang, at det er alvor. Der er tale om et uddrag af en opdragende DVD produceret af Vagttårnet til børnefamilier. I uddraget får en lille dreng en plastictroldmand af en kammerat, men moderen får ham til at smide den ud fordi, som hun siger i videoen: “magi er noget ondt, det er derfor, Jehova hader det”.

Jeg ville grine min røv i laser over naiviteten i det udsagn, hvis ikke det var fordi, der rent faktisk findes folk, der tager den slags for pålydende. Fx folkene bag Vagttårnet. I deres bog (pun intended) findes Jehova, og han hader magi. Og derfor skal glæden ved en gave tages fra en lille dreng og smides i skraldespanden sammen med den (på nær thalater og andre spændende kemikalier) fuldkommen uskyldige plasticfigur. Er det ikke ligesom om, vi har udfordringer nok i vores verden, uden at skulle lægge en stor og underholdende del af vores kultur for had. Hvorfor er det fantastiske så farligt i religiøse menneskers øjne? Er det fordi, de fantastiske genrer kunne tænkes at konkurrere med biblen, der efterhånden har nogle år på bagen og er pænt støvet? Og hvorfor er det et problem, at et gammelt produkt som biblen får konkurrence? I en markedsøkonomi er det jo bare et incitament til at forbedre produktet og gøre det tidssvarende. Eller endnu bedre: skrotte det og finde på noget nyt. I simply don’t get it. Men sådan er det jo med tro og ikke-tro. Forståelseskløften er ganske enkelt kolossal. Jeg har intet mod, at børn får en god opdragelse og lærer at lytte til deres forældre. Hvis individer skal kunne indgå i et fællesskab, er det nødvendigt, at de har lært at bøje sig for autoriteter – uden at blive ukritiske selvfølgelig. Men i det øjeblik autoriteterne i ramme alvor tror på magi og troldmænd og med udgangspunkt i det forgifter deres børns forhold til deres jævnaldrende, er der altså et stort problem. For det tager nok liiige nogle uger, før den lille knægt i videoen er i stand til at se sin kammerat i øjnene igen, efter at have smidt hans gave ud, ikke? Og hvordan mon det får ham til at have det indvendigt skyldfølelses-wise …?

Religiøse fanatikere. F…… skræmmende! Tag nu at løsne lidt op. Læs lidt fantasy, forsvind i historien, bliv følelsesmæssigt påvirket – få en katharsisoplevelse, som ikke nødvendigvis har noget med grundvilkårene i jeres liv at gøre. Det er faktisk sundt nok en gang i mellem.

P.S. for en god ordens skyld vil jeg gøre det klart, at jeg sagtens kan respektere folk, der har en tro på noget guddommeligt – så længe de ikke lader forældede doktriner dominere deres forhold til omverdenen. Selv er jeg agnostiker.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>