‘Natdværgen’ af A. Rune

Jamen dog, jamen ih, jamen … halløjsasasa. Der sker minsandten nye ting på den danske fantasyscene for voksne (hvor dyb dyb undergrund omend den scene dog er!). Den 10. oktober 2011 debutterede forfatteren Asbjørn Rune Bourgeat, også kaldet A. Rune, med fantasyromanen Natdværgen, der er noget så sjældent som en dansk fantasyroman for voksne. Natdværgen er første del af Traia Trilogien. På sin hjemmeside beskriver A. Rune Natdværgen med følgende ord:

Et sted i Kejserpaladsets gange lurer en fjende, som hverken frygter guder eller mennesker. Med sin forbudte viden vil han skabe en hær af hybrider, der er mægtig nok til at gøre ham til den ypperste i hele Traia. Meget mod deres vilje bliver tre gode venner hvirvlet ind i komplottet, og de står pludselig over for en fjende, der er dem langt overlegen.

I kampen for at finde frem til deres modstander i tide slår de tre venner sig sammen med kvinden Eliya, der ved hjælp af snilde og højt udviklet udstyr er i stand til at bryde de koder, som de ikke selv formår at knække. Men opgaven viser sig ikke at være helt ufarlig.
Hvilke svar kan den smukke og viljestærke Eliya hjælpe dem med at finde? Og har de tre venner den fornødne styrke til at nå deres mål og stoppe den mægtige fjende?

Natdværgen er første bind i Traia Trilogien, som er en magisk fortælling om venskab, mod og kærlighed. Lad dig rive med af et univers, der rummer underjordiske byer, mytiske skabninger, avancerede våben og flyvende slagskibe. En verden, hvor mennesker tør tage kampen op mod guderne.

Forudsat at det fortælletekniske og sproglige er på plads, og at ovenstående beskrivelse holder stik, så kan Natdværgen meget vel gå hen at blive en rigtig positiv læseoverraskelse for undertegnede, her hvor året går på hæld. Jeg har før harcelleret over, hvor svært det er at få udgivet fantasy for voksne på et etableret forlag hertillands, og jeg kan også se, at Natdværgen udkommer på et ganske nystartet forlag ved navn ‘Forlaget Store Ord’. Nogle vil se det som en forhåndsdiskvalifikation af bogen, men med den voksne del af fantasygenrens pauvre danske vilkår i baghovedet, ser jeg det ikke nødvendigvis som en indikation på dårlig kvalitet – særligt ikke fordi A. Rune er uddannet cand. mag. i historie og græsk drama samt arbejder som bibliotekar og ser ud til at spille en hel del rollespil. Umiddelbart lyder han ud fra den biografi som en mand, der har alle forudsætninger for at skrive en knaldgod fantasybog. Jeg krydser fingre for, at min fornemmelse holder stik.

Anmeldelse af A. Runes Natdværgen følger snarest her på sitet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>