Anmeldelse: Natdværgen af A. Rune

Titel: Natdværgen
Forfatter: A. Rune
Serie: Traia trilogien
Forlag: Forlaget Store Ord
Sider: 330
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2011
Alder: Unge / voksne
Priser: Billigste køb
Karakter

Pageturner fra debuterende dansk fantasyforfatter
Natdværgen af A. Rune er første bind i en ny dansk fantasyserie ved navn Traia trilogien. Natdværgen er en stærk debutroman, og den træder ind på bogreolen med masser af swag, idet den fra fra start til slut er præget af opfindsomhed og sproglig kvalitet. Romanen handler om de tre unge venner Horan, Askil og Josol, som ved bogens begyndelse bliver færdige med deres læretid som henholdsvis præst, ridder og troldmand. De når dog knap nok at træde ind i deres nye liv, før guddommelige kræfter griber ind i deres tilværelse og tvinger dem til at flygte fra hovedstaden Ekbarion, hvor de ellers har hjemme. I begyndelsen tager de mest deres flugt som et eventyr, men der går ikke lang tid, før de opdager, at de er skarpt forfulgt af skabninger, der har alt andet end deres velbefindende på sinde …

Stort fortællemæssigt overskud med enkelte knaster
Natdværgen er som sagt en solid debut. Den tager sin læser myndigt ved hånden og fører ham eller hende ind i en levende og udfoldet fantasyverden befolket af en overbevisende sammensætning af forskellige racer. Undervejs bliver man viklet ind i actionfyldte kampsekvenser, som er skrevet med både nerve og en sprogligt sikker hånd samt dialoger, der er både letflydende og overbevisende. Det hele foregår i et univers, hvor middelalder, magi og science fiction-lignende teknologi går hånd i hånd på en måde, der hele vejen igennem virker troværdig.

Der er dog enkelte knaster. En af dem er fortælleren. A. Rune benytter sig af en klassisk alvidende fortæller, der kan anlægge en indre synsvinkel på de forskellige personer, når det passer forfatteren. Dette er atypisk for fantasybøger, idet de som oftes benytter sig af en personbunden fortæller, der kun har indre synsvinkel på én person. I hvert fald inden for de enkelte kapitler. Dette er der i mine øjne en god grund til, idet den personbundne fortæller styrker identifikationen med den enkelte karakter og samtidig i kraft af sin begrænsning er med til at øge spændingen i forhold til karakterens relation til andre karakterer i fortællingen, hvilket bringer os frem til knast nummer to: karaktertegningen. Men lad mig lige slå det fast med det samme. Karaktererne i Natdværgen er bestemt ikke flade og uinteressante. Jeg kan sagtens identificere mig med dem. Dog kunne A. Rune ved at nøjes med at anlægge indre synsvinkel på én karakter af gangen have styrket identifikationen endnu mere. Herudover sker det i få tilfælde, at karaktererne udvikler følelser hinanden i et tempo, som læseren ikke helt kan være med til, idet det er som om, at nogle mellemregninger bliver sprunget over.

Ovenstående skal dog på ingen måde ses som en opfordring til ikke at læse bogen. Der er tale om skønhedsfejl, og andre læsere vil ganske givet ikke opleve de forhold, jeg hænger mig ved, på samme måde. Desuden var jeg underholdt fra start til slut, og som oftest var jeg så opslugt, at jeg helt glemte, at jeg sad og læste, hvilket er den allervigtigste kvalifikation for en fantasybog. Jeg håber, at A. Rune får succes med Natdværgen og Traia trilogien, for serien besidder stor originalitet og har virkeligt potentiale.

One thought on “Anmeldelse: Natdværgen af A. Rune

  1. Er uden tvivl en af de bedste bøger jeg længe har læst, der nemt (for mig) kunne komme op og måle sig med storsælgere som Hungergames. Jeg kværnede den igennem på et par nætter og lagde ikke bogen fra mig, før jeg vidste om Horan og slænget var i sikkerhed. Jeg kan ikke vente til at den næste bog i serien kommer, men indtil da må jeg vel bare læse den en gang til;)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *