Skrymers handske af Per Holbo

Skrymers handske af Per HolboAser og jætter indtager science fiction-land.
For nylig fik jeg en mail fra forfatteren Per Holbo, som jeg ikke kendte i forvejen. Han er selvudgiver og er i færd med at skrive en science fiction-serie til børn og unge mellem 11-16 med de nordiske guder i hovedrollen. Settingen er interstellar, og konflikten består – som i den “rigtige” nordiske mytologi – mellem guder og jætter. Det bind, jeg modtog, hedder Skrymers handske og er ment som første bind i serien, som jeg tror hedder Projekt Fyrkat. Jeg har desværre ikke tid til at læse og anmelde bogen, men den fortjener ikke desto mindre en lille omtale, for ideen er original, synes jeg – også selvom vi har mødt Thor på en rumstation i The Hitchhikers Guide to the Galaxy allerede. Jeg har i hvert fald ikke set noget lignende på dansk, hvor de nordiske guder ellers har været brugt i mange forskellige sammenhænge. Her er omslagsteksten fra bogen. Link til køb her.

Der er krig i Mælkevejen. Alliancen mellem Aser og Vaner kæmper for at bremse Jætterne, som med en uhørt brutalitet besætter planeter overalt i galaksen og undertrykker hele solsystemer. Jætterne er i massivt overtal, så Alliancens eneste styrke er deres teknologiske overlegenhed. For at bevare denne fordel, må Alliancen hele tiden udvikle ny teknologi og som en del af det er Fyrkat-ekspeditionen ledet af Thor blevet sendt til Jorden for at eksperimentere med Ormehulsteknologi.
Da Jætterne angriber Fyrkat-ekspeditionen og bortfører menneskebørnene Tjalfe og Røskva, må Thor og hans kampfæller tage affære. Det bringer dem til Skrymers Handske, en klynge af sorte huller, hvor en sindssyg redningsaktion sættes i værk.
Udfordringen bliver kun værre af, at der er en forrædder blandt dem og Thor må se i øjnene, at det muligvis kan være hans ven og soldaterkammerat Loke.

Kan Thor nå at redde Tjalfe og Røskva, inden Jætterne slår dem ihjel og hvem kan han i sidste ende regne med, når det gælder?

6 thoughts on “Skrymers handske af Per Holbo

  1. Hej Sven,

    Tak for din omtale af min bog, som jeg håber vil finde vej til boghandlerne. Indtil videre kan den dog både lånes på biblioteket og købes på flere netboghandler.

    Jeg arbejder lige nu på nummer 2 i serien, som ganske rigtigt hedder “Projekt Fyrkat” og håber på, at den kan blive klar til sommer. Indtil videre hedder nummer 2 “Hjarnølegenden” og foregår bl.a. på den lille ø i Horsens Fjord, hvor jeg som barn har holdt mange ferier.

    Hvis du har fået udgivet dine bøger i epup-formatet, må du gerne sende dem til mig og så vil jeg finde lidt tid til at anmelde dem.

    Endnu en gang tak for din omtale!

    • Hej Per,

      Det var da så lidt! Jeg omtaler altid gerne spændende danske forfattere – det er bare lige det der med tiden, der gør, at det kan være lidt svært at nå at anmelde det hele 🙂

      Du får lige en mail med et par epub-filer! Håber, det lykkes for dig at komme ud i boghandlerne!

      Vh Sven

  2. Hej Sven
    Jeg hedder Kristine, og jeg er en del af Lionfish Crossmedia. Vi laver spil, baseret på bøger, og vi har skrevet vores egen bog. Det er en sci-fi bog der hedder SVART: Møllerne, https://play.google.com/store/books/details/Rikke_Badsberg_M%C3%B8llerne?id=2IUPBQAAQBAJ

    Spillet er et sci-fi, puzzle game, https://play.google.com/store/apps/details?id=com.LionfishCrossmedia.Svart

    Og jeg ville høre om du har lyst til at læse og anmelde den, hvis du har tid. Vi sender gerne et eksemplar!

    Mvh
    Kristine Volder

    • Hej Kristine,

      Det lyder spændende, men jeg må melde pas – og beklager i øvrigt det sene svar. Som jeg skrev i en anden tråd, har jeg små børn i disse år samt fuldtidsarbejde, så jeg har besluttet af lægge anmelderiet og mit eget skriveri på hylden for en stund … men jeg vil ønske jer rigtig meget held og lykke med projektet!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *