Titel: Næslandet
Serie: Legenden om Querqus Skjoldet – bind 1
Forfatter: Eva Egeskjold
Forlag: Mellemgaard
Sider: 415
Sprog: dansk
Udgivelsesår (dansk): 2011
Alder: Teenagere / voksne
Karakter
Klassisk skæbnefortælling
I Eva Egeskjolds Næslandet, der er første bind i serien Legenden om Querqus Skjoldet, møder vi den unge pige Oona. Oona er af en ældgammel profeti udset til at redde verden fra den onde Lucili, der er det brutale Radixfolks dronning. Radixfolket har i øvrigt hugtænder og kløer og adskiller sig på den måde fra menneskeracen både i kraft af deres udseende og ved deres driftsbaserede og dyriske handlemønster. Ved således at benytte sig af skæbnegrebet og en forholdvis klart defineret forskel på det gode og det onde skriver Eva Egeskjold sig ind i en fantasy tradition, der ellers har været på retræte til fordel en nyere tendens, hvor de moralske gråzoner er mere fremherskende. Som repræsentanter for denne tendens står fx George R. R. Martin, Joe Abercrombie og Daniel Abraham.
Oona bliver relativt tidligt i Næslandet rykket op med rode fra det trygge landsbyliv, hun indtil da har levet, idet kongemagtens personlige udsending, Stigandir, dukker op i landsbyen og fører hende til hovedstaden. Og netop turen til hovedstaden er en af de ting, der fungerer allerbedst ved Næslandet. Stigandir, Oona og resten af følget krydser et landskab fuldt af frygt og farer, der lurer i det skjulte, men som udmærket er istand til at materialisere sig og berøve den uforsigtige rejsende livet. Som læser oplever man i denne del af bogen en fundamental spænding, der opstår på baggrund af en velanvendt suspense kombineret med Eva Egeskjolds gode evner inden for beskrivelsens kunst.
Spændingen daler desværre
Formålet med at føre Oona til hovedstaden er at forberede hende på en farlig mission. Hvori missionen består, og hvorvidt det lykkes at forberede hende vil jeg ikke afsløre her. Blot vil jeg notere mig, at Eva Egeskjold er dygtig til at beskrive den verden, hendes historie foregår i. Desværre kommer personerne dog til at mangle lidt dybde, hvilket i min optik skyldes, at der fokuseres for lidt på konfliktstof. Enhver god fortælling indeholder konflikter på en måde, så der på ethvert givent tidspunkt er mindst én af disse i spil. Under Oonas ophold i hovedstaden er dette dog desværre ikke altid tilfældet, idet der bruges forholdsvis mange sider på, at prinserne i byen viser Oona rundt, hvilket ofte giver læseren indtryk af, at hun er passager i sin egen historie. Dermed får hun ikke lov til at udfolde sig som karakter, og læseren mister muligheden for at identificere sig med hende. Når man dertil lægger, at missionen på én og samme tid er tophemmelig, men at den samtidig omtales forholdsvist frit i det offentlige rum af de pårørende til missionsdeltagerne, sidder man tilbage med et indtryk af en ide, der i sin essens er god, men som mangler lidt på udførelsesfronten.
Det bliver bedre, efter at Oona og resten af missionsdeltagerne kommer af sted, men det er stadig beskrivelserne, der i for høj grad bærer historien. Bevares. Der er hæsblæsende actionsekvenser, men samspillet mellem karaktererne mangler noget dybde, hvilket gør, at man som læser aldrig opnår samme grad af indlevelse, som det er tilfældet i bogens første del. Alt i alt sidder jeg efter endt læsning tilbage med et indtryk af en forfatter, der har gjort et stort og grundigt arbejde med at bygge en troværdig verden op, og som samtidig er dygtig til at beskrive denne verden, så man kan se den for sig. Plottet er faktisk også velovervejet i forhold til den måde, hvorpå det er tænkt ind i verdenen, men den dramaturgiske udførelse halter lidt på karakter- og konfliktfronten. På grund af den grundige verdensopbygning ser jeg dog frem til at læse næste bind i Legenden om Querqus Skjoldet, idet fodarbejdet som sagt er solidt.
Seneste kommentarer