Lene Dybdahl noglens vogtereNy(ere) dansk fantasyforfatter på Tellerup
Nøglens vogtere er en dansk fantasy serie skrevet af debutanten Lene Dybdahl. Serien foregår dels i Spanien og dels i den parallelle verden, Al Andaluz, der stadig befinder sig i 1400-tallet. Her hersker den krigeriske arabiske sultan Boabdil – men han er ikke ene om det. Også den brutale snigmordersekt agakhanerne slår nemlig deres folder her. De har længe ledt efter den gyldne nøgle, som seriens hovedpersoner, de to 13-årige tvillinger David og Laura, kan lede dem til. Og så går den vilde jagt ellers, hvis man skal tro handlingsresumeet på Lene Dybdahls hjemmeside. Og det skal man jo nok :)

Lene Dybdahl blev spottet af Tellerup i forbindelse med en skrivekonkurrence på Facebook. Inden da havde hun forgæves sendt masser af manuskripter til forskellige forlag, og ifølge eget udsagn var hun blevet lidt opgivende. Men så er det jo rart, at der på den måde kan falde en appelsin ned i turbanen – hvis man nu skal bruge en lidt slidt metafor. Og det skal man. For den passer godt ind i romanens mellemøstlige univers. Og nu vi er ved universet, så kan vi jo også passende tale genre og målgruppe. Så vidt jeg kan se, er der tale om fantasy henvendt til unge læsere i teenagerne. Herudover benytter Lene Dybdahl sig af samme form for fantasy som J. K. Rowlings, idet der er tale om en “åben” verdensopbygning – dvs. to verdener hvoraf den ene er vores egen velkendte, virkelige verden, mens den anden er en magisk parallelverden, som kan nås ad forskellige veje. En af de første til for alvor at introducere den form for fantasy var C. S. Lewis med sine Narnia-bøger i 1950′erne, men konceptet lever stadig i bedste velgående, hvilket Lene Dybdahl bl.a. er et bevis på. Den første bog, Den gyldne nøgle, udkom i 2012, bind to, Visigotens hjelm ligeledes i 2012, og bind tre, Kongens Krucifix udkommer 1. maj 2013. Et imponerende tempo må man sige. Og der har endda været overskud til at lave en ret flot bogtrailer:

Bogtrailer til Den gyldne nøgle

Som jeg har skrevet ved tidligere lejligheder har jeg ret travlt ovre i mit virkelige liv for tiden, så jeg får ikke læst Nøglens vogtere lige nu, men jeg synes, projektet lyder spændende, og serien har fået ros mange steder, så jeg har helt klart planer om at få anskaffet og læst bøgerne ved lejlighed. Foreløbig er tippet dog givet videre. Jeg håber, nogle af jer får gavn af det. Og hvis I selv skulle have læst enten Den gyldne nøgle eller Visigotens hjelm hører jeg meget gerne om oplevelsen. Det kan jo også betyde noget for, hvor meget man evt. skal gå og glæde sig til Kongens krucifix.

Blood Song Anthony RyanAnthony Ryan. Fantasys nye sort?
Hvis man skal tro dette indlæg på Fantasy Book Critic, så er Anthony Ryan den nyeste helteskikkelse på fantasy scenen. I 2012 debuterede han med bogen Blood Song, der har fået mere end almindeligt varme ord med på vejen – bl.a. i omtalte indlæg.

Blood Song af Anthony Ryan er første bind i fantasy serien Raven’s Shadow og handler om krigeren Vaelin Al Sorna, der fra sin barndom er blevet trænet til at slå ihjel for en religiøs orden med navnet “The Sixth Order”. Vaelins løbebane får ham viklet ind i en uretfærdig krig, og han må forsøge at skille sort fra hvidt, mens han samtidig forsøger at opklare en gåde, der kan afgøre et kongeriges fremtid. Det ser med andre ord ud til, at der bliver slået klassiske fantasy temaer an i Blood Song. Og det ser også ud til, at disse temaer fremstilles af en sikker hånd med stort overskud. Bl.a. hedder det sig inde på Fantasy Book Critic at:

This was simply the best book I’ve read in this year by a long way and as far as debuts go, it stands proudly among those by Scott Lynch and Patrick Rothfuss. The book has a narrative structure that is similar to The Name Of The Wind and also a protagonist whose talents propel him in his military school setting. However that’s not the only shining point, there are several mysteries that are present in the story and the world settings and not to mention there’s also the devious narrative voice that makes it hard for the reader to decide on the veracity of the tale being narrated. Lastly I think Anthony Ryan might be the next best thing to come out of the Indie market and hopefully time will tell if he will be the successor to David Gemmell’s rich fantasy legacy.

David Gemmell var en stor mester inden for heroisk fantasy, og hvis Anthony Ryan formår at kombinere den genre med lidt mere dybde i karaktererne og nogle plots, der er mere detaljerede end vanligt, kan jeg sagtens forstå, hvorfor han kan udråbes til den nye Patrick Rothfuss. Jeg skal i hvert fald stifte bekendtskab med Blood Song og i det hele taget serien Raven’s Shadow ved selvsyn. Men det ser ud til, at jeg må anskaffe mig en Kindle (eller en anden ebogslæser) først. I hvert fald hvis jeg skal købe den på Amazon. Hmm …

Som faste læsere af bloggen ved, læste jeg op på messen for fantasy på Herlufsholm Kostskole den 15. september. Og i dag opdagede jeg, at jeg er med på en lille billedserie (billede nr. 4 og nummer 9, når man ruller frem og tilbage i toppen af artiklen), som Kristeligt Dagblad lavede i forbindelse med en artikel om messen og om fantastisk litteratur i det hele taget. Artiklen kan læses på dette link. Og jeg vil opfordre til at gøre det, for den er faktisk rigtig god og nuanceret i forhold til sit take på fantasy genren.

Nå, men det var det for denne gang – jeg havde blot brug for at fryde mig lidt offentligt over min optræden som linselus :) om føje tid poster jeg et indlæg med mine indtryk fra mit og en række andre danske bloggeres møde med Joss Stirling.

Titel: Heir of Novron
Serie: The Riyria Revelations
Forfatter: Michael J. Sullivan
Originalsprog: Engelsk
Forlag: Orbit
Sider:
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår:
Alder: Voksne
Køb:
Karakter

Heir of Novron er tredje og sidste bog i Michael J. Sullivans serie The Riyria Revelations. Michael J. Sullivan startede med at udgive sin fantasy selv, men siden har forlaget Orbit købt rettighederne. Heir of Novron har ligesom de to første bøger i serien makkerparret Royce Melbourn og Hadrian Blackwater som hovedpersoner. I seriens tredje bind har det nye imperium med kirken i spidsen så småt konsolideret sig og agter nu at fejre sin sejr ved at brænde Prinsesse Arista på bålet for hekseri. Det er dog ikke en plan, som Royce og Hadrian har tænkt sig at lade bære frugt, og de har da også et es i ærmet, idet de har fundet den gamle kejser Novrons rigtige efterkommer.

Fra small time til episk
The Riyria Revelations starter i det små i den forstand, at verdenen, som handlingen er sat i, i første bind kan forekomme temmelig lille. Det ændrer sig dog meget i både bind to og tre, og særligt i bind tre folder Michael J. Sullivan sig ud som en solid world builder, der ikke blot formår at beskrive en interessant og mangfoldig verden, men også formår at få flettet selv samme verden og dens historie godt og grundigt ind i plottet. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at vi endelig hører om de hemmelighedsfulde elvere i dette bind. Uden at sige for meget, kan jeg afsløre, at de kommer til at spille en central rolle.

Som i de foregående to bind (med undtagelse af allerførste del af første bind), er bøgerne velskrevne med en god pacing, hvor beskrivelse og beretning veksler godt, så læseren både når at danne sig en forestilling om, hvordan verden ser ud, samtidig med at handlingen ikke går i stå. Dog er der én ting, der irriterer mig ved beskrivelserne, og det er manglen på ydre personkarakteristikker. Mange af personernes udseende kunne efter min mening godt være grundigere beskrevet, da fysiske attributter i høj grad er med til at danne en læsers indtryk af en person. Herudover kunne jeg også godt ønske mig nogle heltetyper, der var en smule mere flossede i kanten. Selvom Royce har en dunkel fortid, har han og Hadrian en lidt forudsigelig tendens til altid at gøre det rigtige. Det gør sig gældende i alle tre bind, men særligt i tredje bind trænger man efterhånden til, at de opfører sig lidt egoistisk. Det ville give bøgerne mere kant, og det er grunden til, at fjerde bind kun får fire stjerner herfra. Det betyder dog ikke, at der er tale om en dårlig bog – blot at Michael J. Sullivans fantasy står lidt i stampe i trilogiens sidste og afsluttende værk. Et værk jeg i øvrigt var fint underholdt af.

© 2013 FantasyBøger Suffusion theme by Sayontan Sinha