Jeg ved ikke, om dette ender med at blive det officielle cover til A Memory of Light, men det er i hvert fald det, der i skrivende stund florere på nettet – og også på Amazon …
For de, der har fulgt med i Wheel of Time sagaen, er den 8. januar 2013 en spændende dato. Den dag udkommer A Memory of Light, der er det sidste bind i Wheel of Time, nemlig. Første bind, The Eye of the World, udkom i 1990, og det fantasy univers, som Robert Jordan startede, skulle dermed fylde 23. år, før det fandt sin færdige form. I mellemtiden er Robert Jordan død, og de sidste bind er blevet skrevet af Brandon Sanderson med udgangspunkt i Jordans noter.
Når man tager omfanget af Wheel of Time i betragtning, giver det faktisk rigtig god mening, at der skulle gå 23 år, før serien blev færdig. Hvert enkelt bind kan sagtens snige sig op omkring de 800 – 1.000 sider, og når man så oven i købet tænker på, at dette sidste bind bliver bind nummer 14, så taler vi altså mellem 10.000 til 14.000 siders fantasy. Jeg begyndte selv at læse serien i 1990′erne, og den repræsenterer et af mine første rigtige møder med den angelsaksiske fantasytradition, hvor troldmænd er naturkræfter, helte er overnaturligt seje, og simple staldknægte er udvalgt af skæbnen til at redde verden – en tendens som anden angelsaksisk fantasy heldigvis bryder med – fx Joe Abercrombies barske First Law-serie.
Mange facetter af Wheel of Time minder desuden om Ringenes herre. Fx er de sortklædte Myrdraals lighed med Nazgul slående, mens Rands færd mod ondskabens højsæde Shayol Ghul minder meget om Sams og Frodos rejse mod Saurons dommedagsbjerg i Mordor. Og så alligevel ikke … for efterhånden som serien voksede, voksede også verdenen og fortællingen, således at de politiske aspekter kom til at fylde mere og mere og efterhånden kom til at danne en fantastisk levende baggrund for en fortælling, hvor de indledende sorte og hvide nuancer glider over i hinanden og i stedet danner et væld af gråtoner. Indrømmet: Robert Jordans fantasy har stadig et klart skel mellem de gode og de onde. Men karaktererne indeholder trods alt nuancer, selvom nogle af dem har en tendens til at blive defineret lidt for meget ved enkeltstående egenskaber – fx Egwene og hendes stædighed. Herudover er der lange passager, hvor jeg har koblet lidt ud og – om ikke kedet mig – så i hvert fald været lidt utålmodig efter at komme videre med hovedplottet. Alligevel står Wheel of Time for mig som noget af det bedste fantasy, jeg nogensinde har læst. En del af den følelse skyldes nostalgifaktoren, men kun en del. For serien har en fantastisk dragende magi. Når først et bind er åbnet, må jeg bare læse det til ende. Og derefter fortsætte med næste bind. Og næste igen … og særligt efter at Brandon Sanderson overtog tøjlerne, er fortællingen blevet strammet op og trådene samlet på en måde, der får mig til at glæde mig rigtig meget til at gå igang med A Memory of Ligth. Hvad med jer? Skal I læse bogen? Eller har I fået nok af den hyldemeters fantasy, som serien allerede udgør?
. A Memory of Light udkommer i 2012. Endnu er der ikke så meget offentlig information tilgængelig om A Memory of Light, men på Brandon Sandersons egen hjemmeside, kan man blandt andet finde en interessant lille historie om, hvordan han 
Seneste kommentarer