Titel: Beyond the Shadows
Serie: The Night Angel Trilogy
Forfatter: Brent Weeks
Originalsprog: Engelsk
Forlag: Orbit
Sider: 689
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2008
Alder: Voksne
Køb: Paperback
Karakter

Beyond the Shadows er tredje og sidste bog i Brent Weeks’ Night Angel-trilogi. De to andre er The Way of Shadows og Shadow’s Edge. I Beyond the Shadows følger vi endnu engang Kylar, der nu for alvor er blevet en voksen mand. Takket være den sorte Kakari, som han har overtaget efter sin læremester udi snigmordets kunst, Durzo Blint, er Kylar blevet udødelig, men Kylar må samtidig sande, at udødelighed har en uhyggeligt høj pris …

Den slags dagligdags trivialiteter er dog ikke Kylars eneste bekymring. Cenaria er stadig et land i kaos. Tronen er blevet ranet af en narcissistisk dronning, og mod nord i Khalidor forsøger onde kræfter at forsyne dødsguden Khali med et legeme, hvilket vil resultere i noget, der ligner verdens undergang.

Storladent plot og hæsblæsende action
I Beyond the Shadows folder Brent Weeks for alvor seriens plot ud. Indtil flere hidtil uberørte nationer drages ind i de mange krige og træfninger, og forskellige magiske skoler kæmper indædt mod hinanden. Det er flot udført, og der er ingen tvivl om, at Brent Weeks er en dygtig historiefortæller med et godt sprog. Alligevel er Beyond the Shadows den af Brent Weeks’ fantasy bøger, som jeg mindst kan lide. I hvert fald hvad angår The Night Angel-trilogien. Det er en fuldkommen subjektiv holdning, og andre vil sikkert sætte pris på, at der for alvor åbnes op for de spraglede fantasytroper. Men personligt bliver det for meget for mig. Jeg holdt meget af den første bog i serien, The Way of Shadows, og bog nummer to, Shadow’s Edge greb mig også. Jeg tror især, det var Kylars famlende uvished kombineret med iskold snigmorderattitude og et intenst beskrevet nærmiljø, der kendetegner særligt den første af bøgerne, som jeg faldt for. Den stemning har desværre veget pladsen lidt til fordel for den storpolitiske fortælling i særligt tredje bind. Det er dog bare som om, denne storpolitiske fortælling aldrig rigtig får heelt fat. Tag nu fx ‘The Chantry’, en orden af kvindelige magikere. De bor i en stor selvrensende statue, som egentlig er original og spændende. Men når det kommer til deres interne poltiske og personlige relationer, kommer de bare aldrig rigtig til at leve for mig. Og det er som om, at den skoling, Vi Sovari modtager hos ‘The Chantry’, er en lille smule pro forma – en måde at få hende hurtigst muligt ud i romanens actionkaos igen. Og det er egentlig synd, for hendes ophold hos ‘The Chantry’ kunne sagtens tåle at blive foldet meget mere ud.

Ovenstående er dog blot min egen personlige oplevelse. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Beyond the Shadows er god, solid fantasyunderholdning. Jeg sidder dog tilbage med en fornemmelse af, at de fortællemæssige penselstrøg mangler at blive ført helt igennem, før bogen for alvor virker for mig. Men det betyder ikke, at jeg ikke var underholdt. Det betyder bare, at jeg har prøvet at blive underholdt bedre af andre fantasy bøger.

Titel: Shadows Edge
Serie: The Night Angel Trilogy
Forfatter: Brent Weeks
Originalsprog: Engelsk
Forlag: Orbit
Sider: 636
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2008
Alder: Voksne
Køb: Paperback
Karakter

Shadow’s Edge er den anden bog i Brent Weeks’ trilogi, The Night Angel. Shadow’s Edge tager tråden op fra første bind i serien, The Way of Shadows, som ender med, at den unge snigmorderlærling Kylar gør sig fri fra sin læremester Durzo Blint og bliver forenet med sin elskede Elene. I Shadow’s Edge drager Kylar og Elene bort fra Cenaria, der er blevet invaderet af Khalidoranerne fra nord for at starte på en frisk i byen Caernarvorn. Men Kylar har svært ved at slippe sit tidligere hverv som snigmorder og føler sig fanget i sit nye liv. Og det bliver ikke bedre af, at hans ven Logan Gyre har brug for hans hjælp. Logan Gyre er den retmæssige konge af Cenaria, men han er fanget i sit eget fængsel uden Khalidoranernes vidende, og den eneste, der er kompetent nok til at få ham fri er Kylar. Dette faktum i kombination med flere andre dramatiske hændelser fører til, at Kylars og Elenes fredelige liv bliver afbrudt stort set før, det er begyndt. For hvorfor skulle verdens bedste dræber leve i fred, når verdens ondeste erobrer sidder på tronen i førstnævntes erobrede land?

Solid action, troværdige karakterer og et spændende plot
Der gik ikke mange sider, før Shadow’s Edge fik slået kloen godt og grundigt i mig. Kylar og hans kvindelige snigmordermodpart, Vi Sovari, fungerer temmelig godt som karakterer, idet de har en fin balance mellem eftertænksom kompleksitet og straight forward beslutsomhed. Og samspillet mellem de to med fungerer også godt i kraft af en dobbelttydig tiltrækning kombineret med en god dosis gammelt nag, som gør, at de på en og samme tid graviterer mod og frastøder hinanden. Kigger vi lidt bredere på historien holder bogen også en fin balance mellem narrativ fremdrift og psykologisk motivation for karakterernes handlinger. Og så er det politiske spil mellem de forskellige landes og byers fraktioner detaljeret og originalt fundet på. Alt i alt er der altså tale om en god, solid fantasy bog. Dog savner jeg, at Brent Weeks har modet til at tage det skridt ekstra, som for alvor vil gøre den original. Måske noget mere dybde i nogle af miljøerne. Jeg vil fx gerne høre mere om den kvindelige magikerorden, der kalder sig “the Chantry”. De har potentiale til mere end den halvstore statistrolle, de pt. spiller. Og så er der fx heller ikke megen sproglig leg i denne fantasy bog. Ikke at sproget er dårligt, for det er det på ingen måde. Det er kompetent. Som alt andet ved bogen. Men det føles samtidig som noget, man har set før. Og Brent Weeks slår mig som en forfatter med tilstrækkeligt teknisk overskud og overblik til at drive det til mere end det. Hvad det er præcis, jeg mangler, har jeg svært ved at sætte ord på. Ud over, at jeg mangler at blive overrasket. Ikke af plottet. For det kan være svært nok at gætte. Og der er også masser af fart på. Jeg mener overrasket på sådan et helt fundamentalt plan. Af en nyskabelse. Som man jo per definition ikke kan sætte ord på, før man oplever dem. Når det så er sagt, så var jeg som sagt ganske opslugt af Shadow’s Edge, så ovenstående er blot et ønske om, at det, der var godt, kunne have været endnu bedre.

Brent Weeks er en amerikansk fantasyforfatter født i 1977. Selvom han endnu er forholdsvis ung, har han allerede produceret to store fantasyserier: The Night Angel og The Lightbringer. Dette er en anmeldelse af The Night Angel trilogien. The Night Angel består af følgende tre fantasy bøger:

The Way of Shadows (2008)
Shadow’s Edge (2008)
Beyond the Shadows (2008)

Den klassiske forældreløse

The Night Angel tager sit udgangspunkt i det fiktive rige Cenaria, en storby med en barsk skyggeside, hvor den forældreløse dreng Azoth vokser op i en bande, hvis medlemmer kun lige akkurat skraber sig igennem allernederst på slummens fedtede rangstige. Den forældreløse som hovedperson er ikke noget nyt i fantasygenren. Vi finder også karakteren i Patrick Rothfuss’ Kingkiller serie, Brandon Sandersons Mistborn, The Black Magician af Trudi Canavan, Tales of the Otori af Liarn Hearn, Raymond E. Feists Riftwar saga og mainstream serien Harry Potter.

Selvom hovedpersonens baggrund således kan virke noget fortærsket, fungerer det ganske glimrende. Azoth er en velskrevet og nuanceret karakter, som meget tidligt i serien må se sine venner blive misbrugt og ydmyget af bandelederen, Rat. Det får ham til at forsøge at komme i lære hos byens bedste snigmorder, Durzo Blint, men Durzo er ikke umiddelbart interesseret i en elev …

Detaljeret og godt beskrevet verden

Selvom det meste af første bind, The Way of Shadows, foregår i Cenaria, fornemmer man, at Brent Weeks har opfundet en detaljeret og righoldig verden med et originalt magisystem og troværdige politiske magtstrukturer. De politiske magtstrukturer ser man i The Way of Shadows kun i detaljer i den bundkorrupte by Cenaria, hvor de til gengæld er yderst veludviklede og foranlediger masser af plottwists og interessante forviklinger. Magisystemet er som sagt ligeledes opfindsomt og tilpas komplekst til at virke interessant, uden at kompleksiteten bliver så stor, at den sænker fortælletempoet.

Brent Weeks store force

En af de store forcer i Brent Weeks fantasy bøger er netop fortælletempoet, der går raskt derudaf, samtidig med at det rent faktisk godt tør stoppe op og lade karaktererne komme til orde i ny og næ. Med andre ord er der en god balance mellem plottets fremadskriden og læserens mulighed for at identificere sig med de karakterer, der indgår i plottet – noget der efter min mening er vitalt for læseoplevelsen.

Der findes små skønhedsfejl i The Night Angel trilogien. Fx kunne jeg godt have tænkt mig, at karaktererne i endnu højere grad end det er tilfældet, tvinges til at foretage nogle svære valg, hvor ingen af mulighederne kan siges at være særlig sympatiske. Det er ikke fordi, at der ikke forekommer tragedier – faktisk dør mange af de betydningsfulde bipersoner på stribe. Men når det kommer til de absolutte hovedpersoner, fornemmer man altid, at de har en ubrydelig underliggende moralsk integritet. Den kunne jeg godt tænke mig, var lidt mere flosset i kanterne.

Alt i alt er The Night Angel dog virkelig læseværdig, og personligt vurderer jeg Brent Weeks serie til syv ud af ti stjerner.

The Night Angel kan købes billigt her.

© 2013 FantasyBøger Suffusion theme by Sayontan Sinha