The Wind Up Girl Paolo Bacigalupi anmeldelseTitel: The Windup Girl
Forfatter: Paolo Bacigalupi
Del af serie? Nej
Forlag: Orbit
Sider: 505
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår (dansk): 2009
Alder: Voksne
Karakter

Pedaldrevne computere
Lad det være sagt med det samme: The Windup Girl af Paolo Bacigalupi er en rent ud sagt formidabel læseoplevelse! Bacigalupi inviterer med sit dystopiske scifi-epos læseren inden for i en verden, hvor verdenshavene er steget pga. den globale opvarmning, og hvor genetisk mutation løber løbsk i et omfang, der betyder, at hele befolkninger kan risikere at blive udryddet af den næste generation af dræbersygdomme. De engang så rigelige kul- og olieressourcer er brugt op, og menneskeheden lever nu i en verden, hvor computere drives af pedalkraft a la de klassiske Singer-symaskiner, og hvor industriel produktion er afhængig af kilowatt leveret af trækdyr som fx elefanter. Men mennesket er en adaptiv art, og med vanlig opfindsomhed har vor mere eller mindre glorværdige race forstået at tilpasse sig de nye forhold. Verden er stadig bundet sammen af handel. Men hvor transporten i fordums tid foregik i jetfly, er midlerne nu super aquadynamiske sejlskibe og zeppelinere.

Mesterlig undergangsstemning i et druknet Bangkok
Historien i The Windup Girl foregår i et fremtidigt Bangkok, der ligger under havets overflade. Byen overlever dog takket være en kæmpe mur, som kongen har ladet bygge rundt om den stolte gamle stad. I Bangkoks industrikvarter knokler vores hovedperson Anderson Lake for at stable en produktion af energiopbevarende fjedre på benene. Dette er dog kun et skalkeskjul for hans virkelige mål. Anderson Lake er nemlig udsendt af AgriGen, et amerikansk genetik-selskab, der udvikler sygdomsresistente fødevarer, som kan modstå de omsiggribende epidemier. I samme åndedrag tjener de selvfølgelig styrtende med penge på at sælge planter, der ikke kan sætte frø og dermed kun kan overleve en enkelt generation. Rygterne vil vide, at Bangkok er i besiddelse af en skjult gen-bank, hvor de opbevarer DNA-modeller for tusindvis af fortidens planter. En sådan gen-bank er en ren guldgrube for et selskab for Agrigen, idet den vil give dem et utal af skabeloner at modellere deres nye generationer af planter på. Men i samme åndedrag vil det ødelægge Bangkoks eksistensgrundlag, hvis byen mister sit monopol på fortidens raske fauna. Millioner vil dø …

Fremtiden … money still makes the world go around
Storkapitalen har dog ikke ændret sig en tøddel i den tid, der er gået, siden verden var befolket af mennesker med ubegrænset adgang til fossile brændstoffer. Er der penge at tjene, betyder nogle millioner thailænderes skæbne ikke så meget, og på et bagtæppe af gabende tomme skyskrabere, rickshawfyldte gader, menneskelig degradering, lowkeybelyst noirstemning, prostitution, vold og også glimtvist menneskeligt ædelmod går den vilde jagt på fortidens genetiske rigdomme. Men selvom romanens klimaks selvfølgelig udspænder sig om gen-bankens skæbne, er udfaldet af denne kamp ikke bogens centrale budskab. Budskabet ligger snarere i et lettere misantropisk syn på menneskets natur, som dog opvejes af ovennævnte glimtvise ædelmodige handlinger.

The windup Girl
Og så har jeg slet ikke nævnt The Windup Girl endnu. For The Windup Girl er ikke blot bogens titel. Windups er også betegnelsen for de androider, som bl.a. japanerne har opfundet, og som lever et liv i trældom til de mennesker, der har skabt dem. Mere specifikt er the windup girl i Bangkok en efterladt androide, som for at undgå at blive dræbt af thailænderne ender hos en farverig alfons og senere kommer til at spille en central rolle i fortællingen om gen-bankens skæbne. Men udover sin centrale andel i fortællingen står hun også som både et produkt af og et modsvar til den menneskelige afstumpethed, der præger vores – som nævnt ovenfor – mere eller mindre glorværdige race. The Windup Girl bliver dermed ikke blot en hæsblæsende fortælling. Nej, bogen er en hæsblæsende fortælling med en dybde og et perspektiv, som kun de allerbedste forfattere kan drømme om at skabe! Hvis det ikke var for den globale opvarmning, ville jeg anbefale bogen på det varmeste. Men … nej, jeg gør det alligevel. Anbefaler den på det varmeste! Men sæt lige den der energisparepære i læselampen, inden du går igang, ikke?

Coveret til Metro 2034

Coveret til Metro 2034

Titel: Metro 2034 – forsvaret af Sevastopolskaja
Serie: Selvstændig fortsættelse af Metro 2033
Forfatter: Dmitry Glukhovsky
Forlag: Cicero
Sider: 318
Sprog: dansk
Originalsprog: Russisk
Oversætter: Jan Hansen
Udgivelsesår (dansk): 2012
Alder: Voksne
Karakter

Moskvas metro er sidste station for menneskeheden
Dmitry Glukhovsky er en russisk forfatter, der har fået succes med sine romaner om en atomkrigshærget verden, hvor de sidste kendte overlevende mennesker bor i Moskvas metro og kun i sjældne tilfælde vover sig op på jordoverfladen, der siden den nukleare apokalypse er blevet overtaget af brutale muterede livsformer, som kan knuse hvert et ben i en voksen mands krop, mens de åndsfraværende piller næse med kløer på størrelse med sværd. Nogle få vovehalse sætter dog livet på spil for at hente diverse livsfornødenheder ned i metroen – det være sig fx benzin, geværer, gamle køkkenmaskiner og den slags civilisatoriske behageligheder. Disse vovehalse kaldes stalkere. Og den berømteste af dem alle bærer det mandige tilnavn Hunter. Hunter havde en prominent rolle i Metro 2033, og det samme er tilfældet i Metro 2034, hvor læseren møder ham som en dehumaniseret krigsmaskine med ét eneste formål: at redde metroens indbyggere fra enhver fare … uanset omkostningerne. I tilfældet Metro 2034 består faren i en epidemi, der er udbrudt på en af de metrostationer, hvor menneskene har slået sig ned. Epidemien er yderst smitsom og meget meget dødelig. Spørgsmålet, Hunter og hans følgesvende må stille sig selv, bliver derfor: hvilke ofre er det i orden at bringe for at redde den sidste rest af menneskeheden fra at bukke under for en aggressiv infektionssygdom? Skal man ofre nogle for at redde andre?

Stærkt setup … fodslæbende udførelse
Dmitry Glukhovsky behandler i sit dystopisk-apokalyptiske near-future scifi-værk et gammelkendt, men evigt aktuelt tema. Hver eneste dag må menneskeheden på både makro- og mikroplan træffe beslutninger, hvor et fåtal må lide, for at flertallet kan tilgodeses. Og problematikken bliver i Metro 2034 kun mere nærværende af, at det er hele menneskeracens eksistens, der står på spil. Bør moralske hensyn gøre sig gældende i en sådan situation? Eller skal man give køb på sin medmenneskelighed for at redde menneskeheden? De spørgsmål stiller Dmitry Glukhovsky i Metro 2034. Der kommer også en løsning på konflikten i historien, men noget endegyldigt svar på det moralske dilemma får vi som læsere ikke. Og det gør ikke noget, for det er ikke et spørgsmål, der nogensinde kan eller bør besvares endegyldigt.

Til gengæld filosoferer Dmitry Glukhovsky jævnligt over både stort og småt i løbet af romanen, ligesom det også var tilfældet i Metro 2033. Denne gang får den jævnlige filosoferen dog et omfang, der gør, at historien aldrig rigtig kommer igang. Plottet drukner simpelthen alt for ofte i stillestående passager. Som fx når en af hovedpersonerne, den ældre mand med det forpligtende tilnavn Homer, spekulerer over, hvorvidt en mundtlig fortælling, der videregives fra generation til generation, kan gøre ham udødelig. Vi kommer på den måde ind i hovedet på karaktererne, men det lykkedes mig desværre aldrig for alvor at komme ind under huden på dem og identificere mig med dem, hvilket i mine øjne er en skam, når nu romanen behandler et moralsk dilemma, hvor læserens forståelse af problemstillingerne i høj grad hænger sammen med en følelsesmæssig indlevelse.

Heller ikke den knugende uhygge, der var tilstede i Metro 2033, er rigtig at finde i efterfølgeren. Der er godt nok masser af drabelige monstre med, men mødet med dem bliver ikke på samme måde som i Metro 2033 bygget op, mens karaktererne bevæger sig stadig mere paranoide gennem de mørke og kolde tunneler under det sønderbombede Moskva. Istedet er det meste af handlingen henlagt til metrostationerne, hvor karaktererne bruger tiden på at diskutere de moralske dilemmaer, som læseren som sagt desværre aldrig rigtig begynder at indleve sig i. Alt i alt er der dermed tale om en roman med mange gode tematiske anslag og en miljømæssig setting i form af den hensygnende metro, der virkelig har fortællemæssigt potentiale. Blot halter romanen på plot- og identifikationsfronten, hvilket resulterer i de tre ovenstående stjerner, der indikerer en interessant, men indimellem noget langtrukken læseoplevelse.

Der er rigtig gang i de fantastiske genrer på tv-serie-fronten lige nu. Lad mig blot nævne i flæng: Fringe, Game of Thrones, True Blood, Revolution. Et af de nyeste skud på stammen hedder Continuum og ser rigtig lovende ud!

Continuum, der havde premiere 27. maj på Showcase, handler om en agent (Rachel Nichols) fra år 2077, som transportes tilbage til år 2012 i jagten på en gruppe terrorister, som er flygtet til vor tid for at undgå dødsstraf. Sagen er nemlig den, at i år 2077 er de fleste nationalstater brudt sammen, og verden regeres af gigantiske firmaer, der opretholder orden vha. udbredt overvågning og kontrol. Med andre ord er der tale om et dystopisk samfund. Terroristerne – der som de fleste andre terrorister ser sig selv som frihedskæmpere – har myrdet ganske mange mennesker i deres forsøg på at komme megakapitalisterne til livs, og nu er de taget til år 2012 for at fortsætte kampen. Men Rachel Nichols er i hælene på dem. Spørgsmålet er bare, om det i virkeligheden er terroristerne, der kæmper for de gode værdier …?

Efter at vi siden 9/11 i de fleste vestlige lande har givet efterretningstjenesterne friere tøjler til at overvåge folk (fx logningsdirektivet i DK), er det meget naturligt, at overvågningstematikken nu begynder at blive behandlet af kulturlivet. Jeg håber bare, at Simon Barry (der står bag Continuum), formår at få masser af bid og (nuanceret) samfundskritik flettet ind i Continuums detektivhistorie, der i parentes bemærket ser ud til at være ganske fundamentalt spændende i sig selv.

Tak til den af bloggens faste læsere, som henledte min opmærksomhed på Continuum. Du ved, hvem du er.

Her er traileren til Continuum

Titel: Metro 2033
Forfatter: Dmitry Glukhovsky
Oversætter: Jan Hansen
Originalsprog: Russisk
Forlag: Cicero
Sider: 538
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2012
Alder: Voksne
Køb: Paperback
Karakter

Dmitry Glukhovskys Metro 2033 udkom oprindeligt på forfatterens blog, men sidenhen er den udkommet som bog (første gang i 2005), og i 2009 havde den solgt over 400.000 eksemplarer. Nu har Cicero så oversat Dmitry Glukhovskys postapokalyptiske fortælling til dansk, og jeg håber, at Metro 2033 også bliver en succes i Danmark.

Handlingen i Metro 2033 udspiller sig i Moskvas metro efter en atomkrig. Moskva ligger i ruiner, og det, der engang var gader, huse, parker og pladser domineres nu af aggressive muterede livsformer – og de er sultne! Under jordens overflade, i metroen, lever nogle få tusinde overlevende mennesker, som ikke er muteret. En af dem er hovedpersonen, den unge mand Artjom, der akkurat nåede at blive født, før apokalypsen indtraf. Artjom var dog så lille, da verden gik under, at han stort set intet husker fra den tid. Med andre ord er han en førstegenerations metroboer. Metroens beboere har taget ophold på de forskellige stationer, der efterhånden hver især er begyndt at fungere som små lande i sig selv. Nogle er en del af samme forbund, fx den sammenslutning af stationer, der udgør det mægtige Hanseforbund, mens andre stationer klarer sig selv. Dette gælder Artjoms station VDNKh, der er metroens nordligste.

VDNKh kommer tidligt i bogen under angreb fra nogle af de muterede livsformer fra jordens overflade, og Artjom får til opgave af en stalker ved navn Hunter at skaffe hjælp til den trængte station. For hvis VDNKh falder, ligger resten af metroen åben for angriberne. At være stalker er i parentes bemærket en profession i metroen – ikke en ”hobby”, som vi kender det fra virkeligheden. Jobbet indebærer i al sin simpelhed, at stalkerne med livet som indsats ifører sig beskyttelsesudstyr og tunge våben og bevæger sig op på overfladen for at sanke brændstof og andre fornødenheder, som den hedengangne menneskehed har ladt tilbage.

Vækker mindelser om den klassiske utopi
For at skaffe hjælp til VDNKh må Artjom rejse til den sagnomspundne station Polis, der ligger i metroens hjerte og har et meget højere teknologisk og levemæssigt stade end VDNKh. Hvis nogen kan hjælpe, er det Polis. I Moskvas Metro anno 2033 er det dog ikke nogen nem sag at bevæge sig rundt mellem de forskellige stationer. Hver station har sin egen ideologi og ligger ofte i krig med nabostationerne. Nogle er kommunister, andre fascister og atter andre grunder deres magt i mægtige handelsimperier. Artjoms rejse bliver på den måde en rejse igennem menneskets og historiens mange uhensigtsmæssige politiske systemer – primært fra det 20. århundrede. Dermed leder rejsen tankerne hen på den klassiske utopiske roman, som blev indstiftet af Thomas More i 1516 med romanen Utopia, hvor vi igennem en fremmed tilrejsendes øjne bliver inviteret inden for i idealsamfundet.

Det er dog kun formen på historien i Metro 2033, der på den måde er utopisk. Vi møder godt nok igennem Artjom hele tiden nye politiske systemer, som bliver forklaret for ham af de fastboende, ligesom det er tilfældet i en utopisk roman. Systemerne er dog for den blot nogenlunde velorienterede læser velkendte, og mange af dem – fx nazismen – har historisk set vist deres mangler i form af tendenser som radikalisme og umotiveret fremmedhed. På den måde bliver Metro 2033 en parodi på utopien.

Dmitry Glukhovsky har valgt at lade Artjom reflektere over de mennesker og politiske systemer, han møder på sin vej, vha. nogle indre monologer, som til tider kan vare flere sider. Dette er faktisk både en af bogens styrker og en af dens svagheder. Det betyder, at handlingen bliver trukket noget mere i langdrag, end den moderne læser måske er vant til. Lidt som det er tilfældet i den udødelige russiske forfatter Fjodor Dostojevskivs Idioten, hvor karaktererne i særligt anden del af bogen bare taler og taler og taler. Men det er jo interessant for pokker. Og det fungerer faktisk glimrende, da det ofte er igennem Artjoms indre monologer samt hans samtaler med de mennesker, han møder, at menneskets dårskab udstilles allerstærkest. Og netop udstillingen af menneskets mange dårskaber er en af de ting, som Dmitry Glukhovskys Metro 2033 excellerer i.

At handlingen indimellem får trukket tempoet lidt ud, betyder dog ikke, at der ikke er en handling i Metro 2033. Det betyder heller ikke, at den ikke er spændingsmættet, for det er den. Artjoms tur igennem de mørke, kondensdryppende og isnende øde gange er i den grad nervepirrende skrevet. Og man ved aldrig, om de trusler, som han frygter, er virkelige eller indbildte, før de kommer snigende ud af mørket. Og så har jeg slet ikke nævnt slutningen, som er intet mindre end fantastisk. Og mere siger jeg ikke om den.

Jeg vil ikke kalde Metro 2033 for en dystopi, for dystopier afbilleder per definition en centralmagts undertrykkelse af de individer, der udgør befolkningen. Til gengæld er der tale om et bittertsandt portræt af menneskets mange fejl fremstillet i metroens klaustrofobiske mikrokosmos, som det ikke kræver meget fantasi at overføre på det makrokosmos, der hedder Jorden. Det er et portræt, der er både velskrevet, velovervejet og fundamentalt spændende. Og som jeg varmt kan anbefale.

Bemærk: Anmeldereksemplaret er stillet til rådighed af Cicero.

© 2013 FantasyBøger Suffusion theme by Sayontan Sinha