Titel: Beyond the Shadows
Serie: The Night Angel Trilogy
Forfatter: Brent Weeks
Originalsprog: Engelsk
Forlag: Orbit
Sider: 689
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2008
Alder: Voksne
Køb: Paperback
Karakter

Beyond the Shadows er tredje og sidste bog i Brent Weeks’ Night Angel-trilogi. De to andre er The Way of Shadows og Shadow’s Edge. I Beyond the Shadows følger vi endnu engang Kylar, der nu for alvor er blevet en voksen mand. Takket være den sorte Kakari, som han har overtaget efter sin læremester udi snigmordets kunst, Durzo Blint, er Kylar blevet udødelig, men Kylar må samtidig sande, at udødelighed har en uhyggeligt høj pris …

Den slags dagligdags trivialiteter er dog ikke Kylars eneste bekymring. Cenaria er stadig et land i kaos. Tronen er blevet ranet af en narcissistisk dronning, og mod nord i Khalidor forsøger onde kræfter at forsyne dødsguden Khali med et legeme, hvilket vil resultere i noget, der ligner verdens undergang.

Storladent plot og hæsblæsende action
I Beyond the Shadows folder Brent Weeks for alvor seriens plot ud. Indtil flere hidtil uberørte nationer drages ind i de mange krige og træfninger, og forskellige magiske skoler kæmper indædt mod hinanden. Det er flot udført, og der er ingen tvivl om, at Brent Weeks er en dygtig historiefortæller med et godt sprog. Alligevel er Beyond the Shadows den af Brent Weeks’ fantasy bøger, som jeg mindst kan lide. I hvert fald hvad angår The Night Angel-trilogien. Det er en fuldkommen subjektiv holdning, og andre vil sikkert sætte pris på, at der for alvor åbnes op for de spraglede fantasytroper. Men personligt bliver det for meget for mig. Jeg holdt meget af den første bog i serien, The Way of Shadows, og bog nummer to, Shadow’s Edge greb mig også. Jeg tror især, det var Kylars famlende uvished kombineret med iskold snigmorderattitude og et intenst beskrevet nærmiljø, der kendetegner særligt den første af bøgerne, som jeg faldt for. Den stemning har desværre veget pladsen lidt til fordel for den storpolitiske fortælling i særligt tredje bind. Det er dog bare som om, denne storpolitiske fortælling aldrig rigtig får heelt fat. Tag nu fx ‘The Chantry’, en orden af kvindelige magikere. De bor i en stor selvrensende statue, som egentlig er original og spændende. Men når det kommer til deres interne poltiske og personlige relationer, kommer de bare aldrig rigtig til at leve for mig. Og det er som om, at den skoling, Vi Sovari modtager hos ‘The Chantry’, er en lille smule pro forma – en måde at få hende hurtigst muligt ud i romanens actionkaos igen. Og det er egentlig synd, for hendes ophold hos ‘The Chantry’ kunne sagtens tåle at blive foldet meget mere ud.

Ovenstående er dog blot min egen personlige oplevelse. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Beyond the Shadows er god, solid fantasyunderholdning. Jeg sidder dog tilbage med en fornemmelse af, at de fortællemæssige penselstrøg mangler at blive ført helt igennem, før bogen for alvor virker for mig. Men det betyder ikke, at jeg ikke var underholdt. Det betyder bare, at jeg har prøvet at blive underholdt bedre af andre fantasy bøger.

Titel: Shadows Edge
Serie: The Night Angel Trilogy
Forfatter: Brent Weeks
Originalsprog: Engelsk
Forlag: Orbit
Sider: 636
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2008
Alder: Voksne
Køb: Paperback
Karakter

Shadow’s Edge er den anden bog i Brent Weeks’ trilogi, The Night Angel. Shadow’s Edge tager tråden op fra første bind i serien, The Way of Shadows, som ender med, at den unge snigmorderlærling Kylar gør sig fri fra sin læremester Durzo Blint og bliver forenet med sin elskede Elene. I Shadow’s Edge drager Kylar og Elene bort fra Cenaria, der er blevet invaderet af Khalidoranerne fra nord for at starte på en frisk i byen Caernarvorn. Men Kylar har svært ved at slippe sit tidligere hverv som snigmorder og føler sig fanget i sit nye liv. Og det bliver ikke bedre af, at hans ven Logan Gyre har brug for hans hjælp. Logan Gyre er den retmæssige konge af Cenaria, men han er fanget i sit eget fængsel uden Khalidoranernes vidende, og den eneste, der er kompetent nok til at få ham fri er Kylar. Dette faktum i kombination med flere andre dramatiske hændelser fører til, at Kylars og Elenes fredelige liv bliver afbrudt stort set før, det er begyndt. For hvorfor skulle verdens bedste dræber leve i fred, når verdens ondeste erobrer sidder på tronen i førstnævntes erobrede land?

Solid action, troværdige karakterer og et spændende plot
Der gik ikke mange sider, før Shadow’s Edge fik slået kloen godt og grundigt i mig. Kylar og hans kvindelige snigmordermodpart, Vi Sovari, fungerer temmelig godt som karakterer, idet de har en fin balance mellem eftertænksom kompleksitet og straight forward beslutsomhed. Og samspillet mellem de to med fungerer også godt i kraft af en dobbelttydig tiltrækning kombineret med en god dosis gammelt nag, som gør, at de på en og samme tid graviterer mod og frastøder hinanden. Kigger vi lidt bredere på historien holder bogen også en fin balance mellem narrativ fremdrift og psykologisk motivation for karakterernes handlinger. Og så er det politiske spil mellem de forskellige landes og byers fraktioner detaljeret og originalt fundet på. Alt i alt er der altså tale om en god, solid fantasy bog. Dog savner jeg, at Brent Weeks har modet til at tage det skridt ekstra, som for alvor vil gøre den original. Måske noget mere dybde i nogle af miljøerne. Jeg vil fx gerne høre mere om den kvindelige magikerorden, der kalder sig “the Chantry”. De har potentiale til mere end den halvstore statistrolle, de pt. spiller. Og så er der fx heller ikke megen sproglig leg i denne fantasy bog. Ikke at sproget er dårligt, for det er det på ingen måde. Det er kompetent. Som alt andet ved bogen. Men det føles samtidig som noget, man har set før. Og Brent Weeks slår mig som en forfatter med tilstrækkeligt teknisk overskud og overblik til at drive det til mere end det. Hvad det er præcis, jeg mangler, har jeg svært ved at sætte ord på. Ud over, at jeg mangler at blive overrasket. Ikke af plottet. For det kan være svært nok at gætte. Og der er også masser af fart på. Jeg mener overrasket på sådan et helt fundamentalt plan. Af en nyskabelse. Som man jo per definition ikke kan sætte ord på, før man oplever dem. Når det så er sagt, så var jeg som sagt ganske opslugt af Shadow’s Edge, så ovenstående er blot et ønske om, at det, der var godt, kunne have været endnu bedre.

Den anden dag blev jeg ringet op af en journalist fra Kristeligt Dagblad, som var ved at skrive en artikel om fantasy for voksne i forbindelse med, at Gyldendals udgivelse af George R. R. Martins En sang om is og ild har fået så meget medvind, som den har (12.000 solgte eksemplarer af den første bog, Kampen om tronen, indtil videre). Det resulterede i denne artikel, hvis anden del for størstedelens vedkommende består af et interview med undertegnede. Jeg synes faktisk, at det er en rigtig glimrende artikel. Og det siger jeg ikke, fordi jeg selv har medvirket, men fordi den på én og samme tid, formår at tegne et billede af en spændende udvikling inden for det danske marked for voksenfantasy, give et indblik i George R. R. Martins litterære univers samt at indføre ikke-fantasylæsende mennesker i genren på en pædagogisk måde. Så tag lige at smutte ind og læse artiklen. Så er der både en journalist på Kristeligt Dagblad og en fantasyblogger, der bliver glade!

The Witcher er en serie af computerspil, der første gang så dagens lys i 2007, da det første ‘The Witcher’-spil udkom til PC. Jeg spillede det selv og var yderst underholdt af spillets verden, der er fuldt af blod, sex og vold samt et persongalleri, der bestemt ikke er drevet af altruisme. Desuden har mutantmonsterdræberen og hovedpersonen Geralt en dejligt misantropisk natur.

The Witcher-serien er baseret på den polske fantasyforfatter Andrzej Sapkowskis fantasy serie af samme navn. Jeg har desværre ikke fået læst Andrzej Sapkowskis fantasy bøger endnu, men jeg har helt sikkert tænkt mig at købe ‘The Witcher 2: Assassins of Kings’, når det udkommer til Xbox. ‘The Witcher 2: Assassins of Kings’ har været ude til PC i et års tid, og spillet har modtaget super gode anmeldelser – især dets realistiske og komplekse historie er blevet rost. Bl.a. på IGN, hvor det får karakteren 9 / 10. Efter at have forsøgt mig med Skyrim, som desværre hurtigt blev temmelig kedeligt pga. den helt utrolige generiske historie, hvor interaktionen med de forskellige NPC’s er stort set ligegyldig, glæder jeg mig faktisk utroligt meget til at spille et spil, hvor historien rent faktisk betyder noget, og hvor dine valg har uforudsete konsekvenser længe efter, at de er blevet truffet. I ‘The Witcher 2: Assassins of Kings’ er der nemlig ikke noget med, at du har et stor forkromet måler, som fortæller dig, om du har gjort noget godt eller ondt. Du bliver ifølge PC-anmeldelserne bare ramt benhårdt i nakken af en ondsindet boomerang, når du allermindst venter det. I øvrigt er det lidt synd med Skyrim, for levelsystemet er faktisk virkelig originalt. Det er bare historien, der er virkelig kedelig. Nå, men det var en sidebemærkning. Lad mig blot konstatere, at jeg glæder mig virkelig meget til den 20. april, når ‘The Witcher 2: Assassins of Kings’ har releasedato.

Her er en video fra Youtube, med IGN’s anmeldelse af The Witcher 2: Assassins of Kings

The Witcher 2: Assassins of Kings kan forudbestilles på Coolshop

© 2013 FantasyBøger Suffusion theme by Sayontan Sinha