High Fantasy | FantasyBøger

George R. R. Martins The Winds of Winter (Vinterens vinde) i 2013?

Fantasybøger, George R. R. Martin, High Fantasy 6 Responses »

Jan 252013

Om dette bliver den endelige forside til The Winds of Winter, ved jeg ikke. Men flot er den i hvert fald.

Læs et uddrag af George R. R. Martins The Winds of Winter.
George R. R. Martins successerie A Song of Ice and Fire har aldrig været noget eksprestog, hvad angår tempoet af udgivelser. Første bind i serien udkom i 1995, så vidt jeg husker, og nu her i 2013 ser det så ud til, at vi endelig skal have mulighed for at læse det andet sidste bind i serien, The Winds of Winter. Foregående bind, A Dance with Dragons (En dans med drager), udkom i 2011, og selvom det var god læsning, var jeg ikke udelt begejstret, som man kan læse ved at følge ovenstående link til anmeldelsen.

Det tegner dog lyst for Vinterens vinde, hvis man skal dømme efter uddraget, hvor vi følger Arianne af Dorne. Dorne-delen af plottet i George R. R. Martins serie er en af de handlingstråde, jeg godt kan lide. Der er noget ved det tørre, varme land med dets letpåklædte adel og vilde amazoneprinsesser, der tiltager mig. En art østlig mystik, der ligger og lurer under middelalderoverfladen måske. Derudover ser det ud til, at Arianne udvikler sig som karakter, for i uddraget har hun i hvert fald samvittighedsnag over noget, hun har gjort tidligere. Jeg siger ikke hvad for ikke at komme med spoilers. Men man kan læse det inde på George R. R. Martins hjemmeside, hvis man er interesseret. Uddraget af Vinterens vinde findes som sagt her. Til gengæld kan jeg ikke komme med en eksakt udgivelsesdato, da George R. R. Martin i vanlig minimalistisk stil blot har skrevet, at Vinterens vinde bliver udgivet i 2013 og ellers ikke noget. Men mon ikke mediemøllen begynder at køre, når datoen bliver officiel. Jeg håber bare, det bliver snart. I øvrigt har jeg ikke kunnet finde noget information om, hvornår sidste bind, A Dream of Spring (En drøm om forår / forårsdrømme?) udkommer. Men bitte lad det blive i 2014, så vi kan få sluttet den her maratonserie af.

Update 27. januar 2013: takket være en vaks læser i kommentarfeltet er jeg kommet helt i tvivl, om den dato jeg har fundet på George R. R. Martins hjemmeside er udgivelsesåret eller blot året for copyrighten. Man skal altså tage ovenstående med et gran salt. Men please, please please lad det være året for udgivelsen!

Er Anthony Ryan den nye Patrick Rothfuss?

Fantasybøger, Heroisk Fantasy, High Fantasy, Nyheder, Sword and Sorcery 4 Responses »

Jan 212013

Anthony Ryan. Fantasys nye sort?
Hvis man skal tro dette indlæg på Fantasy Book Critic, så er Anthony Ryan den nyeste helteskikkelse på fantasy scenen. I 2012 debuterede han med bogen Blood Song, der har fået mere end almindeligt varme ord med på vejen – bl.a. i omtalte indlæg.

Blood Song af Anthony Ryan er første bind i fantasy serien Raven’s Shadow og handler om krigeren Vaelin Al Sorna, der fra sin barndom er blevet trænet til at slå ihjel for en religiøs orden med navnet “The Sixth Order”. Vaelins løbebane får ham viklet ind i en uretfærdig krig, og han må forsøge at skille sort fra hvidt, mens han samtidig forsøger at opklare en gåde, der kan afgøre et kongeriges fremtid. Det ser med andre ord ud til, at der bliver slået klassiske fantasy temaer an i Blood Song. Og det ser også ud til, at disse temaer fremstilles af en sikker hånd med stort overskud. Bl.a. hedder det sig inde på Fantasy Book Critic at:

This was simply the best book I’ve read in this year by a long way and as far as debuts go, it stands proudly among those by Scott Lynch and Patrick Rothfuss. The book has a narrative structure that is similar to The Name Of The Wind and also a protagonist whose talents propel him in his military school setting. However that’s not the only shining point, there are several mysteries that are present in the story and the world settings and not to mention there’s also the devious narrative voice that makes it hard for the reader to decide on the veracity of the tale being narrated. Lastly I think Anthony Ryan might be the next best thing to come out of the Indie market and hopefully time will tell if he will be the successor to David Gemmell’s rich fantasy legacy.

David Gemmell var en stor mester inden for heroisk fantasy, og hvis Anthony Ryan formår at kombinere den genre med lidt mere dybde i karaktererne og nogle plots, der er mere detaljerede end vanligt, kan jeg sagtens forstå, hvorfor han kan udråbes til den nye Patrick Rothfuss. Jeg skal i hvert fald stifte bekendtskab med Blood Song og i det hele taget serien Raven’s Shadow ved selvsyn. Men det ser ud til, at jeg må anskaffe mig en Kindle (eller en anden ebogslæser) først. I hvert fald hvis jeg skal købe den på Amazon. Hmm …

Thor Tidemand: Sølvklingesagaen

Dansk fantasy, Fantasybøger, High Fantasy, Nyheder 10 Responses »

Jan 172013

Forsiden til De skjulte porte – bind to i Sølvklingesagaen

Sølvklingesagaen er dansk high fantasy skrevet af den i skrivende stund blot 19-årige Thor Tidemand.
Der udkommer masser af ny dansk fantasy i disse år. Særligt forlaget Mellemgaard sprøjter fantasy ud i et tempo, jeg slet ikke kan følge med i, men også Tellerup er med på bølgen med fx forfatteren Lene Dybdahl. Og sørme om ikke der også findes et lille upåagtet forlag ved navn Forlaget Tidemands, der udgiver en dansk fantasyserie med titlen Sølvklingesagaen.

Sølvklingeseriens forfatter hedder Thor Tidemand, så lur mig, om der mon ikke er tale om et familieforetagende, hvor sønnike står for de kreative udfoldelser. I 2011 udkom i hvert fald Sværdenes kalden fra den dengang (så vidt jeg er orienteret) kun 17-årige Thor Tidemands hånd, og i 2012 så andet bind, der bærer titlen De skjulte porte, dagens lys. For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at årstallene er nogle, jeg har slumpet mig frem til, da jeg ikke har kunnet finde dem sort på hvidt. Hvis nogen ved noget, jeg ikke ved, er I velkomne til at sige til.

Jeg har ikke selv læst Sølvklingesagaen, og jeg får desværre nok heller ikke tid til det i løbet af de næste måneder, men det betyder jo ikke, at den ikke skal have en lille omtale med på vejen. Så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, er Sølvklingesagaen af Thor Tidemand klassisk high fantasy med orker og elvere, og i lektørudtalelsen for Sværdenes kalden hedder det sig bl.a., at orkerne er godt og nuanceret portrætteret. Som sagt har jeg for meget om ørerne til at læse og anmelde Sølvklingesagaen inden for en overskuelig fremtid, men her er indledningen til prologen. Så kan I selv forsøge at dømme, om det er noget for jer. Den virker helt Tolkiensk i sin grundige tilgang til de mytologiske aspekter af verdensopbygningen. Og lad os da så også lige stoppe op et øjeblik og glæde os lidt over, at fantasy i den grad er eksploderet inden for de senere år, hvad angår udgivelser på dansk … ahh kan I mærke tilfredsheden? Nå, men her er prologen.

Starten på Sølvklingesagaens prolog fra forlagets hjemmeside

Qualmora er den verden, Sølvklingesagaens handling udspilles i.
Her er prologen til Sværdenes Kalden. Den vil bringe stor viden og forståelse til læseren, når han har læst bogen. Inden da kan den kun være inspiration til at læse den!

Prolog
Den Første Æra – Højfyrsternes Alder

I tidernes morgen vågnede syv mægtige brødre, og selvom det kun var med få minutters mellemrum, betød de få minutter mere end hundrede af år. Brødrene var de første levende elvere, der åbnede øjnene og indåndede den milde luft omkring dem. De var elverfyrsterne; de syv der med tiden blev de sagnopspundne højfyrster. Alle syv elvermænd var født med overmenneskelige kræfter, kræfter som alle fremtidige elvermænd såvel som elverkvinder ville besidde, men i de syv fyrster var de dog stærkest. Fyrsterne var hurtige som vinden, stærke som almægtige kæmper, urokkelige som bjerge, lydløse som de flyvende ørne og kloge som de ældste træer i deres skove. Med deres evner kunne de bevæge sig som et enkelt vindpust og ligeså stille som et blad i luften, men alligevel knuse en træstamme med den ene hånd eller gribe en pil med to fingre.

Thor Tidemand har i øvrigt været interviewet til Horsens Folkeblad, hvor han udtaler, at han er ved at få Sølvklingesagaen oversat til engelsk af en oversætter ved navn Gordon Alcock med det formål at få den antaget på et engelsk forlag. Det er ambitiøst. Jeg håber, det lykkes for ham! Go for it Thor!

Har du læst Sølvklingesagaen? Og kan den anbefales?

Anmeldelse: The Dragon’s Path af Daniel Abraham

Anmeldelser, Fantasybøger, High Fantasy 4 Responses »

Jul 112012

Titel: The Dragon’s Path
Serie: The Dagger and the Coin
Forfatter: Daniel Abraham
Originalsprog: Engelsk
Forlag: Orbit
Sider: 555
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2011
Alder: Voksne
Køb: på Amazon
Karakter ★★★★★★

The Dragon’s Path er første bog i Daniel Abrahams serie The Dagger and the Coin. Andet bind, The King’s Blood, udkom i maj 2012. Tredje bind, der bærer titlen The Poisoned Sword, er endnu ikke at finde på boghandlernes hylder. Efter at have færdiggjort The Dragon’s Path er jeg dog fuldstændig sikker på, at jeg skal læse både den og The King’s Blood, for Daniel Abraham besidder den for forfattere så vigtige evne: at kunne fange sit publikum.

Lidt om handlingen i The Dragon’s Path
Titlen The Dragon’s Path er en metafor for den borgerkrig, der lurer i kulissen i landet Antea, hvor adelen har delt sig i to fløje. En traditionalistisk fløj og en reformerende, der ønsker at give flere privilegier til folket af frygt for, at det lettere anakronistiske monarki ellers bukker under for de forandringens vinde, der blæser fra naborigerne. Midt i de intriger, som adelen svælger i, finder vi som læsere lejesoldaten Marcus, den forældreløse pige Cithrin (der er vokset op i en bank og har sans for penge) samt den lidt naive, men ikke uintelligente Geder, der er adelig, men mere optaget af sine bøger end af den realpolitik, der for det meste suser direkte hen over hovedet på ham.

Marcus og Cithrin bliver fra bogens start af omstændighederne tvunget ud på et smuglertogt af uhørte dimensioner, idet det i sidste øjeblik inden en invasion lykkes dem at forlade en dødsdømt by med en vogn så fuld af guld og ædle stene, at den vil kunne brødføde en hel hær. Mens Marcus og Cithrin forsøger at bringe skatten i sikkerhed, bliver Geder langsomt, men sikkert viklet ind i en historie, der bringer ham i kontakt med en urgammel trussel mod verden, som de fleste mennesker i bogen kender den. Og dermed har jeg sagt nok om handlingen. Lad mig blot tilføje, at historien er fundamentalt spændende og veludført, selvom man finder mange af de traditionelle fantasytroper – som fx den forældreløse helt og den bitre, men godhjertede beskytter.

En smule mere dybde, og Daniel Abrahams fantasyroman havde været perfekt
Ingen roser uden torne, siger man. Og det er da også tilfældet her. Det kan lyde besynderligt at sige, at jeg gerne havde set, at visse passager var blevet foldet mere ud, når der i forvejen er tale om en fantasy bog på 555 sider. Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad jeg gerne ville have haft. Fx begår Geder en temmelig frygtelig handling, som bliver determinerende for hans karakter. Selve handlingen – som er ret omfattende – bliver dog overstået på ganske få sider, uden at jeg som læser for alvor identificerede mig med Geder. Det samme gjorde sig visse steder gældende for Cithrin. Særligt i Geders tilfælde er det en stor skam, idet han ellers er en virkelig velskrevet karakter, der i sin essens næsten kan minde om fin de siecle-litteraturens oversensitive kunstnertyper. Kort sagt: jeg kan virkelig godt lidt Geder. Bemærk i øvrigt, at der er tale om undtagelser, når jeg skriver, at det kan glippe med karaktertegningen. Generelt fungerer karaktererne rigtig godt, men de små udfald betyder, at The Dragon’s Path ”kun” får fem stjerner i stedet for seks.

De fem velfortjente stjerner dækker over en detaljeret og troværdig verdensopbygning med referencer til historiske begivenheder og personer, der klæder kød på skelettet, et levende sprog, der er krydret med det helt rigtige antal adjektiver, en handling, der vedbliver at være spændende og uforudsigelig samt en – som sagt – generelt velfungerende karaktertegning. Så hvis du står og mangler en god fantasyserie, så kan du roligt kaste dig over Daniel Abraham. Jeg skal i hvert fald have fat i The King’s Blood, inden for en meget overskuelig fremtid!