Hvis man som jeg skriver fantasy bøger, men så absolut ikke er begavet udi illustrationens vanskelige kunst, så ved man, at det kan være endog særdeles vanskeligt at tilvejebringe et bare nogenlunde nydeligt fantasy landkort, når man af pekuniære årsager nægter at hyre en illustrator. I den situation er gode råd dyre. Eller det kunne de i hvert fald være, hvis ikke Campaign Cartographer 3 fandtes derude på det store vide web.
Campaign Cartographer 3 er et tegneprogram specifikt beregnet til at tegne fantasy landkort, og i modsætning til mange af de mange andre elendige tegneprogrammer til fantasy landkort, som findes derude, er det faktisk ganske glimrende. Det koster godt nok en lille smule at købe, men det er alle pengene værd. Campaign Cartographer 3 er udviklet af firmaet Profantasy og kan købes her.
Fordele og ulemper ved Campaign Cartographer 3
Brugerfladen i Campaign Cartographer 3 er lavet som i Photoshop med lagdeling. Dvs. at man kan tildele hvert enkelt lag i kortet nogle særlige attributter. Fx kan man definere, at det lag, der styrer skriften, skal fremstå udvisket, så stednavnene ligner udflydt blæk. Landmasserne kan man fx ridse op med en streg, så de fremstår tydeligere. Lagdelingen betyder således, at det meget hurtigt er muligt at ændre grundlæggende på, hvordan landkortene fremstår.
En hæmsko er dog den måde, man i Campaign Cartographer 3 vælger og udfører kommandoer. Det gør man med musen, og det er sådan set fint nok – hvis bare det ikke var fordi, at man i modsætning til i andre windowsbaserede applikationer, ikke kan benytte det traditionelle “højreklik” efterfulgt af “vælg handling”. I begyndelsen er det virkelig frustrerende, men heldigvis vænnede jeg mig dog til det efter nogle timer. Denne funktionalitet kunne dog have været lavet smartere. Alt i alt er programmet dog let at have med at gøre, og man kan virkelig få lavet nogle flotte kort! Instruktionsvideoer til programmet findes her. Det kan virkelig betale sig at se videoerne igennem. De er pædagogiske, og de demonstrerer Campaign Cartographers grundlæggende funktioner på en måde, så man bliver godt klædt på til selv at begynde at eksperimentere. Står man og skal bruge flere ikoner til at forklare diverse ting på sine landkort, end dem der følger med programmet, så kan man købe add-ons, der indeholder den slags. Det kunne jo være, man gerne ville have fx en helt særlig slags nåletræer på sit kort, eller en fæstning, der ser mere dyster ud en standardfæstningerne. De ikoner, der følger med fra starten, var dog i mit tilfælde rigelige.
Bemærk: dette indlæg er et, jeg har flyttet fra min gamle hjemmeside til FantasyBøger.com, da jeg er ved at lukke den gamle hjemmeside ned. I den forbindelse flytter jeg nogle af de gamle indlæg.









Seneste kommentarer