postapokalypse | FantasyBøger

Anmeldelse: Metro 2034 af Dmitry Glukhovsky

Anmeldelser, Dystopier, Fantasybøger, Postapokalypse No Responses »

Jan 162013

Coveret til Metro 2034

Titel: Metro 2034 – forsvaret af Sevastopolskaja
Serie: Selvstændig fortsættelse af Metro 2033
Forfatter: Dmitry Glukhovsky
Forlag: Cicero
Sider: 318
Sprog: dansk
Originalsprog: Russisk
Oversætter: Jan Hansen
Udgivelsesår (dansk): 2012
Alder: Voksne
Karakter ★★★★★★

Moskvas metro er sidste station for menneskeheden
Dmitry Glukhovsky er en russisk forfatter, der har fået succes med sine romaner om en atomkrigshærget verden, hvor de sidste kendte overlevende mennesker bor i Moskvas metro og kun i sjældne tilfælde vover sig op på jordoverfladen, der siden den nukleare apokalypse er blevet overtaget af brutale muterede livsformer, som kan knuse hvert et ben i en voksen mands krop, mens de åndsfraværende piller næse med kløer på størrelse med sværd. Nogle få vovehalse sætter dog livet på spil for at hente diverse livsfornødenheder ned i metroen – det være sig fx benzin, geværer, gamle køkkenmaskiner og den slags civilisatoriske behageligheder. Disse vovehalse kaldes stalkere. Og den berømteste af dem alle bærer det mandige tilnavn Hunter. Hunter havde en prominent rolle i Metro 2033, og det samme er tilfældet i Metro 2034, hvor læseren møder ham som en dehumaniseret krigsmaskine med ét eneste formål: at redde metroens indbyggere fra enhver fare … uanset omkostningerne. I tilfældet Metro 2034 består faren i en epidemi, der er udbrudt på en af de metrostationer, hvor menneskene har slået sig ned. Epidemien er yderst smitsom og meget meget dødelig. Spørgsmålet, Hunter og hans følgesvende må stille sig selv, bliver derfor: hvilke ofre er det i orden at bringe for at redde den sidste rest af menneskeheden fra at bukke under for en aggressiv infektionssygdom? Skal man ofre nogle for at redde andre?

Stærkt setup … fodslæbende udførelse
Dmitry Glukhovsky behandler i sit dystopisk-apokalyptiske near-future scifi-værk et gammelkendt, men evigt aktuelt tema. Hver eneste dag må menneskeheden på både makro- og mikroplan træffe beslutninger, hvor et fåtal må lide, for at flertallet kan tilgodeses. Og problematikken bliver i Metro 2034 kun mere nærværende af, at det er hele menneskeracens eksistens, der står på spil. Bør moralske hensyn gøre sig gældende i en sådan situation? Eller skal man give køb på sin medmenneskelighed for at redde menneskeheden? De spørgsmål stiller Dmitry Glukhovsky i Metro 2034. Der kommer også en løsning på konflikten i historien, men noget endegyldigt svar på det moralske dilemma får vi som læsere ikke. Og det gør ikke noget, for det er ikke et spørgsmål, der nogensinde kan eller bør besvares endegyldigt.

Til gengæld filosoferer Dmitry Glukhovsky jævnligt over både stort og småt i løbet af romanen, ligesom det også var tilfældet i Metro 2033. Denne gang får den jævnlige filosoferen dog et omfang, der gør, at historien aldrig rigtig kommer igang. Plottet drukner simpelthen alt for ofte i stillestående passager. Som fx når en af hovedpersonerne, den ældre mand med det forpligtende tilnavn Homer, spekulerer over, hvorvidt en mundtlig fortælling, der videregives fra generation til generation, kan gøre ham udødelig. Vi kommer på den måde ind i hovedet på karaktererne, men det lykkedes mig desværre aldrig for alvor at komme ind under huden på dem og identificere mig med dem, hvilket i mine øjne er en skam, når nu romanen behandler et moralsk dilemma, hvor læserens forståelse af problemstillingerne i høj grad hænger sammen med en følelsesmæssig indlevelse.

Heller ikke den knugende uhygge, der var tilstede i Metro 2033, er rigtig at finde i efterfølgeren. Der er godt nok masser af drabelige monstre med, men mødet med dem bliver ikke på samme måde som i Metro 2033 bygget op, mens karaktererne bevæger sig stadig mere paranoide gennem de mørke og kolde tunneler under det sønderbombede Moskva. Istedet er det meste af handlingen henlagt til metrostationerne, hvor karaktererne bruger tiden på at diskutere de moralske dilemmaer, som læseren som sagt desværre aldrig rigtig begynder at indleve sig i. Alt i alt er der dermed tale om en roman med mange gode tematiske anslag og en miljømæssig setting i form af den hensygnende metro, der virkelig har fortællemæssigt potentiale. Blot halter romanen på plot- og identifikationsfronten, hvilket resulterer i de tre ovenstående stjerner, der indikerer en interessant, men indimellem noget langtrukken læseoplevelse.

“Revolution” – ny postapokalyptisk tv-serie fra NBC

Filmsnak, Postapokalypse, Trailere, Tv-serier, Videoer 2 Responses »

May 182012

Jeg elsker mine venner. Ikke mindst de af dem, der er så venlige at forsyne mig med links til spritnye tv-serier, som jeg endnu ikke selv har opdaget. Når det sker, elsker jeg dem særlig højt. Specielt når serien ser så über herlig ud, som tilfældet er med Revolution fra NBC. Præmissen for serien er, at al elektricitet lige pludselig forsvinder. Ikke noget med at batterier stadig virker og den slags. Det er bare ALLES. Og det sker virkelig pludseligt. Serien tager så sin begyndelse 15 år efter, at elektriciteten forsvandt. En mand bliver dræbt i en landsby, og hans datter og to andre drager ud for at grave i faderens fortid. Og, hvem ved, måske bringe elektriciteten tilbage til verden. Det lyder lidt som om, der bliver tale om en klassisk udviklings- eller dannelsesfortælling, og den slags kan være fantastiske, hvis de bliver udført ordentligt. Derudover kan jeg også virkelig godt lide præmissen. Og 15 år er tilstrækkelig kort tid efter apokalypsens indtræffen til, at den gamle verdens undere stadig kan stikke hovedet frem. Jeg er dermed ganske positiv og meget forventningsfuld. Her er NBC’s egen beskrivelse af serien, som får premiere til efteråret:

Our entire way of life depends on electricity. So what would happen if it just stopped working? Well, one day, like a switch turned off, the world is suddenly thrust back into the dark ages. Planes fall from the sky, hospitals shut down, and communication is impossible. And without any modern technology, who can tell us why?

Now, 15 years later, life is back to what it once was long before the industrial revolution: families living in quiet cul-de-sacs, and when the sun goes down, the lanterns and candles are lit. Life is slower and sweeter. Or is it?

On the fringes of small farming communities, danger lurks. And a young woman’s life is dramatically changed when a local militia arrives and kills her father, who mysteriously – and unbeknownst to her – had something to do with the blackout. This brutal encounter sets her and two unlikely companions off on a daring coming-of-age journey to find answers about the past in the hopes of reclaiming the future.

From director Jon Favreau (“Iron Man,” “Iron Man 2″) and the fertile imaginations of J.J. Abrams and Eric Kripke (“Supernatural”), comes a surprising “what if” action-adventure series, where an unlikely hero will lead the world out of the dark. Literally.

Her er den officielle trailer for Revolution

Anmeldelse: Metro 2033 af Dmitry Glukhovsky

Anmeldelser, Science fiction 6 Responses »

Apr 242012

Titel: Metro 2033
Forfatter: Dmitry Glukhovsky
Oversætter: Jan Hansen
Originalsprog: Russisk
Forlag: Cicero
Sider: 538
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2012
Alder: Voksne
Køb: Paperback
Karakter ★★★★★★

Dmitry Glukhovskys Metro 2033 udkom oprindeligt på forfatterens blog, men sidenhen er den udkommet som bog (første gang i 2005), og i 2009 havde den solgt over 400.000 eksemplarer. Nu har Cicero så oversat Dmitry Glukhovskys postapokalyptiske fortælling til dansk, og jeg håber, at Metro 2033 også bliver en succes i Danmark.

Handlingen i Metro 2033 udspiller sig i Moskvas metro efter en atomkrig. Moskva ligger i ruiner, og det, der engang var gader, huse, parker og pladser domineres nu af aggressive muterede livsformer – og de er sultne! Under jordens overflade, i metroen, lever nogle få tusinde overlevende mennesker, som ikke er muteret. En af dem er hovedpersonen, den unge mand Artjom, der akkurat nåede at blive født, før apokalypsen indtraf. Artjom var dog så lille, da verden gik under, at han stort set intet husker fra den tid. Med andre ord er han en førstegenerations metroboer. Metroens beboere har taget ophold på de forskellige stationer, der efterhånden hver især er begyndt at fungere som små lande i sig selv. Nogle er en del af samme forbund, fx den sammenslutning af stationer, der udgør det mægtige Hanseforbund, mens andre stationer klarer sig selv. Dette gælder Artjoms station VDNKh, der er metroens nordligste.

VDNKh kommer tidligt i bogen under angreb fra nogle af de muterede livsformer fra jordens overflade, og Artjom får til opgave af en stalker ved navn Hunter at skaffe hjælp til den trængte station. For hvis VDNKh falder, ligger resten af metroen åben for angriberne. At være stalker er i parentes bemærket en profession i metroen – ikke en ”hobby”, som vi kender det fra virkeligheden. Jobbet indebærer i al sin simpelhed, at stalkerne med livet som indsats ifører sig beskyttelsesudstyr og tunge våben og bevæger sig op på overfladen for at sanke brændstof og andre fornødenheder, som den hedengangne menneskehed har ladt tilbage.

Vækker mindelser om den klassiske utopi
For at skaffe hjælp til VDNKh må Artjom rejse til den sagnomspundne station Polis, der ligger i metroens hjerte og har et meget højere teknologisk og levemæssigt stade end VDNKh. Hvis nogen kan hjælpe, er det Polis. I Moskvas Metro anno 2033 er det dog ikke nogen nem sag at bevæge sig rundt mellem de forskellige stationer. Hver station har sin egen ideologi og ligger ofte i krig med nabostationerne. Nogle er kommunister, andre fascister og atter andre grunder deres magt i mægtige handelsimperier. Artjoms rejse bliver på den måde en rejse igennem menneskets og historiens mange uhensigtsmæssige politiske systemer – primært fra det 20. århundrede. Dermed leder rejsen tankerne hen på den klassiske utopiske roman, som blev indstiftet af Thomas More i 1516 med romanen Utopia, hvor vi igennem en fremmed tilrejsendes øjne bliver inviteret inden for i idealsamfundet.

Det er dog kun formen på historien i Metro 2033, der på den måde er utopisk. Vi møder godt nok igennem Artjom hele tiden nye politiske systemer, som bliver forklaret for ham af de fastboende, ligesom det er tilfældet i en utopisk roman. Systemerne er dog for den blot nogenlunde velorienterede læser velkendte, og mange af dem – fx nazismen – har historisk set vist deres mangler i form af tendenser som radikalisme og umotiveret fremmedhed. På den måde bliver Metro 2033 en parodi på utopien.

Dmitry Glukhovsky har valgt at lade Artjom reflektere over de mennesker og politiske systemer, han møder på sin vej, vha. nogle indre monologer, som til tider kan vare flere sider. Dette er faktisk både en af bogens styrker og en af dens svagheder. Det betyder, at handlingen bliver trukket noget mere i langdrag, end den moderne læser måske er vant til. Lidt som det er tilfældet i den udødelige russiske forfatter Fjodor Dostojevskivs Idioten, hvor karaktererne i særligt anden del af bogen bare taler og taler og taler. Men det er jo interessant for pokker. Og det fungerer faktisk glimrende, da det ofte er igennem Artjoms indre monologer samt hans samtaler med de mennesker, han møder, at menneskets dårskab udstilles allerstærkest. Og netop udstillingen af menneskets mange dårskaber er en af de ting, som Dmitry Glukhovskys Metro 2033 excellerer i.

At handlingen indimellem får trukket tempoet lidt ud, betyder dog ikke, at der ikke er en handling i Metro 2033. Det betyder heller ikke, at den ikke er spændingsmættet, for det er den. Artjoms tur igennem de mørke, kondensdryppende og isnende øde gange er i den grad nervepirrende skrevet. Og man ved aldrig, om de trusler, som han frygter, er virkelige eller indbildte, før de kommer snigende ud af mørket. Og så har jeg slet ikke nævnt slutningen, som er intet mindre end fantastisk. Og mere siger jeg ikke om den.

Jeg vil ikke kalde Metro 2033 for en dystopi, for dystopier afbilleder per definition en centralmagts undertrykkelse af de individer, der udgør befolkningen. Til gengæld er der tale om et bittertsandt portræt af menneskets mange fejl fremstillet i metroens klaustrofobiske mikrokosmos, som det ikke kræver meget fantasi at overføre på det makrokosmos, der hedder Jorden. Det er et portræt, der er både velskrevet, velovervejet og fundamentalt spændende. Og som jeg varmt kan anbefale.

Bemærk: Anmeldereksemplaret er stillet til rådighed af Cicero.

Metro 2033 af Dmitry Glukhovsky

Dystopier 2 Responses »

Mar 162012

Cicero / Rosinante&Co har spurgt mig, om jeg har lyst til at anmelde den russiske forfatter Dmitry Glukhovskys Metro 2033. Metro 2033 er en postapokalyptisk science fiction roman, der oprindeligt blev udgivet kvit og frit på Dmitry Glukhovskys hjemmeside tilbage i 2002. Siden er bogen blevet både filmatiseret og konverteret til Xbox spil. En rigtig lille solstrålehistorie. På Wiki står der følgende at læse om romanen:

Metro 2033 tells the story of a young man named Artyom who goes a long way to save his world from mortal danger. The book describes the consequences of an atomic war. Its only survivors strive for existence in the mazes of the Moscow subway (Metro) some two decades after the nuclear Holocaust. Formally a sci-fi novel, Metro 2033 describes a dystopia, in which Russia’s present-day society is superficially analyzed and described. It also critically examines communism in the former Soviet Union and the rise of fascism in modern Russia.

Nu skrev jeg jo tilfældigvis speciale om dystopien (og utopien) som genre, så i mine ører lyder ovenstående som en omgang rigtig spændende læsning. Men nu må vi jo se. Anmeldelse følger, når jeg har fået læst Metro 2033. Jeg er i øvrigt også ved at læse The Desert Spear af Peter V. Brett, så den følger der også en anmeldelse af. Og minsandten om jeg ikke også for nylig er blevet færdig med Jarvis – troldmandens lærling af Jesper Ejsing. Den følger der så også en anmeldelse af. Anmeldelsen af Jarvis – troldmandens lærling bliver i øvrigt også offentliggjort på Himmelskibet.