The Hunger Games i biografen

Ligegyldig teenage sci-fi eller meningsfuld realitykritik?
Den 22. april får filmen The Hunger Games ifølge Kino.dk premiere i de danske biografer. Kort fortalt foregår historien i et fremtidsunivers centreret omkring byen Capitol, der er omgivet af tolv distrikter, som kontrolleres fra det teknologisk overlegne Capitol. Hvert år tvinges to personer fra hvert distrikt til at deltage i “The Hunger Games”, som er en art realityspil / gladiatorkampe med dødelig udgang for taberne. Filmen er en adaption af Suzanne Collins’ romantrilogi, som også bærer titlen The Hunger Games.

Der har i den seneste tid været temmelig meget hype omkring The Hunger Games – så meget at jeg tænker på, om jeg skal se filmen. Bare for at se, hvad det er for noget. Det er jo ikke fordi, at ideen ligefrem oser af friskhed. Japanske Kinji Fukasaku begik allerede i år 2000 filmen Battle Royal, som er en vanvittig ond fortælling om en gruppe 9. klasses børn, der bliver sluppet løs på en ø, hvor de så skal slå hinanden ihjel. Last man standing vinder spillet. Det er barske løjer. Men en feeeed film!! Også Mark Neveldine og Brian Taylors science fiction thriller Gamer fra 2009 udforsker ideen om moderne gladiatorkampe. I Gamer foregår det på den måde, at indsatte i fængslerne via noget elektronikværk i hjernen fjernstyres af computerspillere – nøjagtig ligesom i en first person shooter. Bortset fra at det altså er rigtige mennesker, der dør. Ikke helt så god som Battle Royal, men dog ok underholdende med en interessant tematik, idet hele realitykonceptet og dets stigende ekstremitet udforskes. Og det er vel også det, der er på færde i The Hunger Games eller hur? Er der nogen, der har læst bøgerne? Er historien banal eller interessant? Skal jeg tage ind at se filmen? Eller er virkeligheden ved at løbe fra fiktionen qua det kinesiske reality-tv, hvor dødsdømte interviewes, inden de henrettes? Anyone?

Her er i hvert fald traileren. Jeg er ikke umiddelbart blown away, må jeg sige …

6 thoughts on “The Hunger Games i biografen

  1. Jeg nød at læse serien, hvor især den første bog var både rørende og barsk. Tredje bog har dog et lidt ujævnt trav, men forfatteren tager flere upopulære valg, hvilket egentlig var ganske forfriskende, for det gjorde historien knapt så traditionel på en række punkter.

    Der er (selvfølgelig, suk) et trekantsdrama, som jeg ignorerede det meste af tiden, for den del er ikke særlig interessant i mine øjne. Til gengæld er samfundskritikken og hele settingen med, at børn skal slå børn ihjel ganske interessant. Jeg frygter dog, at filmen springer for let over denne del, så det bliver en pæn og standardiseret actionfilm.

    • Jamen hvis det samfundskritiske element fungerer, så er jeg på. Så må vi se, om jeg kan finde ud af at læse uden om teenageføleriet ;)

  2. Jeg har tænkt mig at se den. Et næstent fuldkomment enigt anmelderkorps har meget svært ved at få armene ned, og præmissen synes jeg også er interessant. Jeg var også meget glad for Battle Royal. Jeg er dog lidt nervøs omkring filmens PG-13 rating, men nu må vi se. The Dark Knight var også PG-13, og det gjorde jo ikke det store.

    • Jeg regner også med at skulle se den. Som du siger, er præmissen super spændende. Mine små forbehold går på, om den er pakket ind i sådan en run-of-the-mill standard historie med obligatorisk kærlighedsscene omkring midtvejs i filmen. Men det finder jeg jo kun ud af ved selvsyn :)

  3. Jeg hørte bøgerne på lydbog, og var meget betaget. Har lige set filmen og måtte have lommetørklæderne frem et par gange. Jeg synes de har gjort det godt, og volden er rå, men diskret.

    Jeg synes ikke, at “kærlighedsscenen” er run-of-the-mill – det er et klart valgt hun må foretage – vil hun have hjælp, er hun nødt til at levere noget til publikum …

    Jeg læste en kommentar et andet sted, som handlede om, hvad de forventede af handlingen i film 2 – og for mig er det en af bøgernes store styrke, at vedkommende på alle punkter tog fejl.

    • Tak for din kommentar. Det er altid rart, når folk giver deres besyv med. Og det er godt at høre, at det ikke bare er en standardiseret Hollywoodfilm. Det har jeg hørt fra nogle stykker efterhånden, så jeg må hellere se, om ikke jeg kan nå et smut i biffen her i påsken :)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>