‘Vampyrkrøniken 2: Elliot’ af Jon Brændsgaard Toft

Titel: Vampyrkrøniken 2: Elliot
Serie: Vampyrkrøniken
Forfatter: Jon Brændsgaard Toft
Forlag: Forlaget Mellemgaard
Sider: 214
Sprog: Dansk
udgivelsesår: 2012
Alder: Børn / unge
Køb: Find billigste pris
Karakter

Om Vampyrkrøniken: Elliot
Vampyrkrøniken: Elliot af Jon Brændsgaard Toft er den anden i en række af fantasy bøger henvendt til børn. Fantasyserien udkommer på Forlaget Mellemgaard, som også udgiver den danske space opera-forfatter Brian Roland Larsen. Jon Brændsgaard Toft er idag 23 år, men debuterede allerede som 18-årig med science fiction romanen Den knaldrøde zone. Siden har han skrevet to andre science fiction romaner i samme serie samt en forgænger til Elliot.

Vampyrkrøniken: Elliot foregår i landet Lamandir, hvor vampyrkongen Thesmarain regerer med hård hånd. Menneskene lever forholdsvist frit i forskellige små samfund, men de er konstant truet af tørstige vampyrer, der dukker op efter mørkets frembrud. Faktisk har vampyrerne jagtet menneskene så nidkært, at det kun er storbyen Luthus, der kan prale af en nogenlunde solid befolkning. Alle andre steder er menneskene efterhånden så sjældne, at vampyrerne må rationere dem. Det bliver ikke bedre af, at Thesmarains jagtmarker er truet af vampyrfyrsten Gorrun fra det nordlige rige Irrir, hvis menneskebestand er om muligt endnu mere knap. Midt i mellem de to herskere befinder sig den nyligt omvendte og særdeles opportunistiske vampyr Elliot, der som få forstår at hytte sit eget skind. Desuden er der flere og ældre kræfter på spil end de to fyrster …

Fungerer bogen?
Det er en udmærket ide, Jon Brændsgaard Toft har fået med sin Vampyrkrønike. Ideen om et samfund, hvor vampyrerne har organiseret sig åbent, er blevet forholdsvis gængs på det sidste og bruges blandt andet i filmen Daybreakers. Herudover har vi naturligvis også klasseeksemplet i form af Charlaine Harris’ romanserie om Sookie Stackhouse og hendes vampyrkæreste Bill, der er blevet filmatiseret af HBO med titlen True Blood.

Det er således et gennemtestet koncept, som Jon Brændsgaard Toft kaster sig over. Og til hans ros skal det siges, at han også bibringer konceptet et originalt aspekt ved at hensætte begivenhederne til en fiktiv fantasyverden. Desværre virker bogen sine steder lidt ufærdig. Fx fortælles det, at Elliot gøres til vampyr, fordi Thesmarain skal bruge en ambassadør, som ser godt ud. I min verden er en betroet stilling som ambassadør imidlertid noget, man gør sig fortjent til gennem lang og tro tjeneste frem for noget, man bliver tvunget ind i pga. sit udseende.

Herudover kunne sproget godt være lidt strammere – en tendens jeg også har bidt mærke i, gør sig gældende ved Brian Roland Larsens bøger, der som sagt ligeledes udkommer på Forlaget Mellemgaard. Jeg spekulerer over, om det mon kan skyldes, at Mellemgaard ikke lægger nogen særlig vægt på korrekturlæsning ud over retskrivning? I hvert fald støder man som læser på nogle sætninger, der falder uden for fantasystilen, og som retter læserens opmærksomhed mod selve læsesituationen, hvilket sjældent er godt, når man læser fantasy bøger. Som voksen læser med behov for nuancerede karakterer kan det ligeledes til tider være vanskeligt at identificere sig med personerne, der nogle gange kommer til at virke en anelse flade.

Alt i alt har jeg dog en fornemmelse af, at Jon Brændsgaard Tofts fantasybøger godt vil kunne fange målgruppen, som jeg umiddelbart vil angive som de 11 til 14-årige. Jeg har stor sympati for grundideen, som jeg synes, er rigtig god, og mange elementer – som fx byen Luthus’ livlige gader – formår at vække fantasien. Derfor piner det mig lidt at måtte konstatere, at den tekniske udførelse sine steder godt kunne have været pudset lidt bedre af. I mine øjne er det forlagets opgave at påpege den slags ting, så med udgangspunkt i, at noget af det samme gør sig gældende for Brian Roland Larsens bøger, vil jeg opfordre Forlaget Mellemgaard til at fokusere mere på dette område. Derudover vil jeg ønske Jon Brændsgaard Toft tillykke med en bog og en verden, der har potentiale – og også et godt stykke hen ad vejen udlever dette potentiale!

Bemærk: denne anmeldelse er et år gammel og stammer fra min gamle blog, som jeg så småt er ved at lukke ned. Derfor har jeg flyttet den over på Fantasybøger.com.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>