Warm Bodies har fået premiere i Danmark

warm bodies Isaac MarionWarm Bodies af Jonathan Levine overrasker positivt.
Jeg har for et godt stykke tid siden skrevet et temmelig nedsættende indlæg om zombiefilmen Warm Bodies, instrueret af Jonathan Levine. I dag oprandt så dagen, hvor Warm Bodies får premiere i de danske biografer. Jeg havde noteret mig dagen og konstateret, at det skulle jeg vist ikke nyde noget af. Det må være nok, at vampyren er blevet stækket og gjort til romantisk krammebamse i bl.a. Twilight-serien. Zombien, den vil vi gerne beholde for os selv. Nå. Tak.

Overraskende god anmeldelse af Warm Bodies
I morges klokken lidt over syv satte jeg mig så ud i bilen uden at tænke på Warm Bodies overhovedet – den havde jeg ligesom afskrevet. Vejen til arbejde varer en 30-40 minutter, og undervejs hører jeg ofte en af mine yndlingsfilmanmeldere, Per Juul Carlsen, kloge sig på filmmediet. Per Juul Carlsens anmeldelser er altid nuancerede og tager udgangspunkt i produktet, de præmisser det er blevet til under, samt hvilken målgruppe en given film henvender sig til. Det resulterer i nogle dejligt velfunderede anmeldelser, som jeg holder meget af at høre. Men tilbage på sporet: i morges hørte jeg så yndlingsanmelderen give Warm Bodies fire ud af seks stjerner. Jeg var lige ved at køre i grøften, men med vanlig faglig kompetence og overbevisende veltalenhed fik Per Juul Carlsen gjort rede for sine synspunkter. Og jeg er nu faktisk næsten overbevist. Jeg tror sgu, jeg skal ind at se Warm Bodies.

Zombieapokalypsen er indtruffet
Som det fx også er tilfældet i Land of the Dead (George A. Romero, 2005), så er Zombie-apokalypsen allerede indtruffet i Warm Bodies, og menneskeheden er en lille samling udrydelsestruede individer. Historien i Warm Bodies er centreret omkring den (i kraft af sin voice over) velreflekterede zombie R, der besidder en samvittighed og forholder sig forholdsvist deprimeret til sin tilværelse som Zombie. R møder den levende pige Julie (hvem sagde Romeo og Julie?), men Julies far kan ikke lide zombier. Herefter kører den velsmurte actionkomedie så. Det kan man læse mere om i Per Juul Carlsens anmeldelse, hvor det bl.a. også hedder sig:

Gryntende i slowmotion
Jonathan Levine er langtfra den første, der har fået lyst til at lave sjov med zombiernes særlige natur. Lige så fjollet det er, at et spøgelse skal rende rundt med hvidt lagen over hovedet, lige så tåbeligt er det at zombier skal dingle gryntende rundt i slowmotion. Og næsten lige siden amerikaneren George A. Romero opfandt filmzombien, som vi alle sammen kender den i dag, i ‘The Night of the Living Dead’ fra 1968, har gys og grin gået hånd i hånd i zombiefilm.

Glor på deres smartphones
Men sjældent er det blevet gjort så konsekvent som i ‘Warm Bodies’. Ikke på noget tidspunkt fraviger Jonathan Levine sin vend-tingene-på-hovedet-idé. Mens zombien R tilbringer dagen med at tøffe rundt på må og få i lufthavnen sætter han vores virkelige verden i perspektiv. Han tænker tilbage på dengang han som almindelig menneske hyggede sig med andre mennesker og kom hinanden ved, hvilket Jonathan Levine ironisk illustrerer med et klip fra en lufthavn hvor alle mennesker render rundt og glor på deres smartphones. De er naturligvis ligeså levende døde.

Romeo og Julie
Efterhånden som R og pigen Julie nærmer sig hinanden, vokser Levines muligheder for at servere nye og skæve perspektiver. R er måske nok en særlig zombie, en af de få, der filosoferer over sin tilværelse, men ved at bruge ham som hovedperson får Levine skabt et filmisk univers, hvor det er de rigtige mennesker, der er afstumpede, og en håndfuld af zombierne, der har følelser. Og mens Julie får sympati for den venlige, følsomme zombie, ligner ‘Warm Bodies’ mere og mere en ny, kejtet udgave af Shakespeares ‘Romeo & Julie’, hvor de elskende ikke må få hinanden fordi de tilhører hver sin lejr, hver sin verdensorden. Det er sjovt og skægt nok i sig selv, men eftersom Julies far, der er leder for de få overlevende mennesker, får bygget en kæmpemur til at holde zombierne væk begynder ‘Warm Bodies’ hurtigt at ligne en anden klassisk analogi, den om de to folkeslag, der virker så forskellige, men som alligevel ikke er det, hvis bare de får lov at mødes. Associationerne til østtyskernes Berlinmur og Israels mur på Vestbredden dukker hurtigt op i ‘Warm Bodies’.

Læs anmeldelsen i sin helhed her.

Og se traileren herunder:

6 thoughts on “Warm Bodies har fået premiere i Danmark

    • Jeg synes også, det virker som en lovende komedie. Den skal i hvert fald prøves af! Så kan vi jo se, om vi begge to kunne lide den bageter :)

  1. Jeg er så én af dem der har glædet mig til filmen. Jeg “fik lov” til at være testperson på plakater og trailere før de blev udgivet offentligt og har fulgt med lige siden dengang. Jeg synes den virker bemærkelsesvist anderledes end sine søskende. Jeg forventer ikke (og tror heller ikke) at jeg får en dybt detaljeret historie og et udpenslet univers – Men jeg forventer en sød, humoristisk historie og dét tror jeg sagtens den kan leve op til.
    Jeg er vild med traileren, hvor der står én af zombierne og ser endnu mere fortabt ud “I’m stock in this Airport … No, literally. I have never been in this part of the airport before.” Hehe.

    Bortset fra dét, så læste jeg en anmeldelse i dag der påstod at det var en Romeo & Julie historie og ikke meget andet. Men det kan jo også være fint nok. :)

    • Jeg må også sige, at efter jeg hørte Per Juul Carlsens anmeldelse, så ser jeg frem til den! Og Romeo og Julie er en glimrende historie, der sagtens kan holde til at blive fortalt igen i nye gevandter – om det så ender med selvmord per gift, eller hvor vi skal hen, det må tiden jo vise, men traileren virker lovende ja, og der er i hvert fald en faderfigur, der ikke bryder sig om matchet :)

      Det lyder sjovt at have været testperson på trailerne og plakaterne! Blev de ændret meget på baggrund af testgruppens input?

      • Hver gang jeg har været testperson får vi stillet to trailere og to plakater til bedømmelse og skal vælge hvilken én der er bedst, hvorfor og hvad de signalere. Den endelige plakat de bruger i biografen, den røde, var den jeg stemte på, fordi jeg netop syntes den signalerede kærlighedshistorie fremfor zombiestemning. :)

        • Det lyder som en hyggelig tjans! Men jeg forestiller mig, at man med tiden bliver benhård i forhold til, hvad der får lov til at ende på væggen hjemme i stuen :)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>