Wheel of Time igen igen – og en fantasygenre i udvikling…

The Gathering Storm af Brandon Sanderson

Der er virkelig sket noget med fantasygenren på det seneste!!!!

Men før jeg fortæller, hvad det er, bliver jeg nødt til at fortælle, hvordan jeg fandt ud af det. Det er efterhånden ved at være længe siden, at jeg sidste gang læste The Wheel of Time – monsterfantasyserien, som Robert Jordan ikke nåede at afslutte før sin død. Men nu hvor Brandon Sanderson er godt igang med at skrive slutningen, tænkte jeg, at tidspunktet er velvalgt til at stifte bekendtskab med serien igen.

For ikke at være totalt på glat is, når jeg går igang med Brandon Sandersons bøger, tænkte jeg ved mig selv, at jeg da lige kunne snuppe et par stykker af de gode, gamle moppedrenge, som Robert Jordan trods alt selv nåede at lægge navn til. Bare lige for brushe lidt op på detaljerne i handlingen og den slags. Jeg kunne dog ikke overskue at læse hele serien fra begyndelsen – den fylder jo seriøst over en halv meter på reolen, så jeg gik frisk igang fra bind otte, The Path of Daggers.

Stadig god underholdning

The Path of Daggers er god underholdning, og detaljerne omkring karakterer og handling kommer hurtigt tilbage. Men under læsningen slog det mig alligevel, hvor meget fantasygenren har forandret sig, siden The Path of Daggers udkom i 1998. Fantasygenren har altid været kendetegnet ved et stærkt fokus på karaktererne, som i høj grad er det, der holder sammen på fantasybøger. Det er for så vidt også tilfældet i The Path of Daggers, selvom Robert Jordan måske aldrig har været den allerdygtigste af de internationale fantasyforfattere, hvad lige præcis dette element angår. Men jeg må indrømme, at folk som især Joe Abercrombie og George R. R. Martin i løbet af de senere år har formået at raffinere deres karakterer i en grad, så personerne i The Wheel of Time nu virker næsten flade – no mean feat, that!

The Path of Daggers af Robert Jordan

Identifikation og alsidighed

George R. R. Martin og Joe Abercrombie har formået at gøre dette ved ganske enkelt at skrive nogle karakterer, der i al deres vanvittige overdrevenhed stadig rummer så mange genkendelige elementer for læseren samt så meget alsidighed, at man ganske enkelt ikke kan lade være med at involvere sig i dem. Derudover har de to herrer også bibragt genren en evne til at fokusere mindre på, hvordan de magiske systemer virker for istedet at flytte blikket mod de sociale og politiske forhold, hvilket i bund og grund giver nogle langt mere interessante fantasybøger. I øvrigt er Jim butcher heller ikke helt ueffen, hvad angår karakterskildringer.

Et par pragteksempler på nogle stærke karakterer fra George R. R. Martins og Joe Abercrombies fantasybøger er Jaime Lannister fra A Song of Ice and Fire og Logan, den nifingrede barbar, fra The First Law. Magen til de to karakterer finder man simpelthen ikke, hvad angår kompleksitet, i The Wheel of Time. I hvert fald ikke i de bøger, som Robert Jordan nåede at skrive. Mathrim Cauthon (fantasygenrens fætter højben) kommer muligvis tæt på. Men heller ikke mere. Man skal selvfølgelig vare sig for med alt for stor skråsikkerhed at lade ovenstående tendens betegne en udvikling, der er gældende for hele fantasygenren, men ikke desto mindre mener jeg, at der er en bevægelse igang, som går imod stærkere karakterer, mindre magi samt et større fokus på politiske og sociale forhold.

Brandon Sandersons bidrag til The Wheel of Time

Jeg er spændt på at gå igang med Brandon Sandersons bidrag til The Wheel of Time for at se, hvor meget han udvikler på karaktererne. Det må være en svær balancegang, for de er jo allerede ret så veldefinerede efter flere tusind siders svingen med sværd og kasten med magi, inden Brandon Sanderson overtager gåsefjer og blæk og skriver videre. Og hvis han skal være tro mod forlægget, er det trods alt begrænset, hvad han kan tillade sig …

Den første af Brandon Sandersons fantasybøger i The Wheel of Time hedder The Gathering Storm, og det skal under alle omstændigheder blive ret så interessant at se, hvad det det er for en bog! Men inden da napper jeg dog lige for en god ordens skyld Winter’s Heart, Crossroads of Twilight og Knife of Dreams – for selvom der er sket meget for fantasygenren er Robert Jordans fantasybøger stadig ganske glimrende underholdning.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>