XCOM: Enemy Unknown til oktober

Gode gamle UFO: Enemy Unknown har fået et brushup
I oktober 2012 udkommer XCOM: Enemy Unknown. Og jeg har intet opdaget før nu!! Jeg, der ellers skamred UFO: Enemy Unknown i hine svundne teenage-år, dengang grafik var sådan en kornet og bleg ting, der til nød kunne støtte op om et solidt gameplay. Nu om stunder er grafik jo noget ganske andet, men til gengæld er gameplay det samme, som det altid har været: enten er det der, eller også er det ikke. Det var der – og det var der bigtime – i UFO: Enemy Unknown. Og at dømme efter denne anmeldelse af en preview-version af XCOM: Enemy Unknown på Gamereactor er det der også i efterfølgeren. Det skyldes sikkert til dels, at Firaxis, der står for udviklingen, har bibeholdt det gamle turbaserede koncept, hvor man felt efter felt skal flytte sine soldater frem mod nedstyrtede ufoer med skumle og sure aliens ombord. Aldrig ved man, hvor det næste snigskytteangreb kommer fra, og aldrig ved man, om det denne gang er holdets absolutte veteran, der må bide græsset.

Oh, the memories …

Dengang brugte jeg i timevis foran skærmen med nedbidte negle, mens Red Hot Chili Peppers Blood, Sugar, Sex, Magic (ja, de kunne faktisk lave god musik engang) kørte på repeat, og jeg skiftevis ærgrede mig over sønderskudte tropper og fejrede ditto aliens. Det turbaserede taktiske niveau blev i originalen suppleret af et mere strategisk niveau, hvor det gjaldt om at indsamle teknologi fra de overvundne aliens og ud fra den udvikle nye og bedre våben, så de dyrebare soldater stod sig bedre mod den invaderende overmagt, næste gang de skulle ud at se sig om i en nedstyrtet flyvende tallerken. Og netop det – at man fik lov til at udvikle sine våben i den retning, man ønskede det – gjorde UFO: Enemy Unknown til en af de mest komplette spiloplevelser, jeg har haft. Og nu ser det altså ud til, at Firaxis – mestrene af turbaserede strategispil (fx Civilization) – smider en ny treat på markedet. Og så lige op til efterårsferien, hvilket er meget praktisk, da jeg i modsætning til ovennævnte svundne teenageår ikke længere har så meget tid at kaste efter uproduktive fornøjelser som computerspil. Men for old times sake tror jeg nok lige, jeg skal have fat i XCOM: Enemy Unknown! I know some aliens who deserve to die …

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>